I en kronik i Information fortsætter Bent Blüdnikow sit mangeårige korstog mod 1970'ernes venstrefløj med samme ufokuserede spredehagl og proportionsforstyrrethed som hidtil: »På trods af viden om disse forhold [kommunismens ugerninger] forhindrede det efter 1968 ikke en ny generation af venstreorienterede at hylde totalitære regimer og undskylde forbrydelserne.« (Information, 1.9.2015).
Det er ikke forkert at påpege, at der blandt danske kommunister eksisterede et svimlende hykleri over for såvel leninistiske som stalinistiske grusomheder - ligesom der på den alleryderste venstrefløj i øvrigt kunne findes forsvar for totalitære kræfter. Tænk blot på daværende VS'ere Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, der i 1970'ernes diskussion om Sovjets invasion i Afghanistan forsvarede »røde undtagelser fra demokratiet«, modsat bl.a. Preben Wilhjelm, der ubetinget forsvarede demokratiske rettigheder.
Men bemærk Blüdnikow-metoden: Der var ikke blot tale om forbenede kommunister og eksempler på bagatelliserende holdninger til totalitære kommunistiske misgerninger, nej, der var tale om en hel »generation«, som hyldede »totalitære regimer«!
Det var med andre ord nærmest en massebevægelse af totalitære 'påvirkningsagenter', som væltede frem fra 1968.
Til trods for at den allerstørste hovedpart af venstrefløjen så med største afsky på Sovjetunionens og østblokkens totalitarisme, skal vi 40-50 år senere atter se en proportionsforvrængende klapjagt 'minde os om', hvor farligt og suspekt venstrefløjen er.
Det er med afsæt i debatten om Jacob Holdts beskrivelse af sine oplevelser ved Wounded Knee i hans berømte bog 'Amerikanske Billeder', at Blüdnikow har fundet en ny storm i et glas vand til sit fortsatte korstog. Holdt har nemlig uden tøven medgivet, at han har dramatiseret og digtet i denne passage i sin bog.
Blüdnikow-metoden er imidlertid ikke alene hævet over proportioner og nuancer, den er også skræddersyet til at miskreditere og stigmatisere kollektivt, og »store dele af journalistflokken« på dagbladet Information i 1970'erne bliver i hans kronik rørt sammen til den velkendte gryderet af kommunistiske hel- og halvpåvirkningsagenter, der »smurte ekstra på for at fremme revolutionen«.
At Information var særligt meget ude med riven efter amerikansk krigsvanvid og CIA's beskidte metoder dengang, skyldtes vel ikke mindst, at denne blodige side af verdens gang var ekstremt underbelyst i medier som især Berlingske og Jyllands-Posten. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan finde citater og eksempler på dobbeltmoral i forhold til totalitarismen i østblokken, men her er Blüdnikow til gengæld selv den fødte ekspert i at smøre »ekstra på« - det er faktisk hovedingrediensen i Blüdnikow-metoden.
Med Jacob Holdts indrømmelse smides atter »store dele af« Informations navngivne og unavngivne medarbejdere i gabestokken uden skyggen af proportioner eller et minimum af nuancer, idet Holdt gøres til en del af avisens daværende »journalistflok«.
Imidlertid var han slet ikke medarbejder ved Information; han skrev kun tre indlæg (to debatindlæg og et personligt rejsebrev) i de to 'revolutionære' årtier, Blüdnikow harcellerer over.
Det havde Blüdnikow ikke liiige undersøgt, skønt det var hele afsættet for reaktualiseringen af hans korstog. Til Information trækker han efterfølgende på skuldrene: »Nu kan jeg ikke huske artiklerne specielt, men hans bog 'Amerikanske Billeder' udkom jo på Informations Forlag, og derfor gik jeg ud fra, at hans artikler også optrådte i avisen« (Information, 27.9.2015).
Endvidere fastholder Blüdnikow, at der er »fuld dækning for formuleringen«, og i sin kronik bagatelliserer han kritikken af den, fordi han jo blot havde anført, at »Holdt skrev til Information ...« (Information, 1.9.2015).
Hvis dét var, hvad Blüdnikow havde anført, havde det i sig selv været fuldkommen irrelevant på baggrund af to læserindlæg og ét rejsebrev gennem to årtier (hvilken forfatter eller debattør har IKKE skrevet et par læserbreve til en avis i en periode på tyve år?) - men det var jo ikke dét, Blüdnikow fik fusket sig frem til. Nej, hans fremstilling kunne vanskeligt læses som andet, end at Holdt var en del af »journalistFLOKKEN«, og at denne journalistflok smurte ekstra på for at »fremme revolutionen«.
Og modsat Blüdnikow kan Berlingske godt se problemet, hvorfor avisen efterfølgende har måttet tilføje hans klumme følgende redaktionelle beklagelse: »Klummen kan efterlade det indtryk, at Holdt var løbende skribent på Information i den nævnte periode, hvilket ikke var tilfældet. Berlingske beklager.«
Det er langtfra første gang, at historikeren Bent Blüdnikow har udvist et meget afslappet forhold til kilder. Af forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetsbibliotek og forfatter Morten Thing er han blevet karakteriseret som en »doven og dårlig historiker«, og Thing har afdækket Blüdnikows forbavsende mange fejl, der »rækker fra manipulation til ren svindel«.
Blüdnikow affærdigede dengang kritikken af hans opgør med 1970'er-venstrefløjen med, at der var »100 millioner ofre for de totalitære styrer« (Information, 15.1.2008).
Javel. Så er vi tilbage ved Blüdnikow-metoden igen-igen, der desværre er et udbredt politisk værktøj.
En metode, der netop går ud på at male med generaliseringens tjærepensel for at ramme så bredt som muligt og så mange som muligt. I dette tilfælde altså for at gøre venstrefløjsaktører til en diffus kollektiv størrelse, der uden videre bliver direkte eller indirekte medansvarlige for »100 millioner« ofre.
I 2008 bragte Information 10 lange artikler om »Fortidens synder«, og Ulrik Dahlin beskrev i en leder på baggrund af sin research, hvordan man pudsigt nok altid kun vendte kanonen den ene vej - mod venstrefløjen og Information i 1970'erne.
I samme periode på Berlingske og Jyllands-Posten blev »enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjetdiktaturet« (Information, 17.11.2008).
Han medgiver, at Information har »et par skeletter at se til«, men påpeger, om ikke »tiden er inde til også at åbne skabet hos de to toneangivende borgerlige aviser?« Avisernes position under de omfattende amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam eller i forhold til apartheidregimet i Sydafrika m.m. hører jo i høj grad med til historien - men det samme gør jo også den på venstrefløjen udbredte og sønderlemmende kritik af Sovjetunionens totalitære synderegister.
Modsat Blüdnikow-metoden er ligningens facit ikke sort-hvidt.
Og uanset hvilken krig eller hvilke misgerninger der er tale om, er det selvsagt afgørende at afdække nuancerne, kompleksiteten og hykleriet både hudløst og redeligt. Og proportionerne.
I 1970'erne fyldte venstrefløjen meget mere på den dagsordensættende scene end i dag, men nogen realpolitisk magt var der kun i perifer grad tale om. I dag fylder højrefløjen langt mere på den dagsordensættende scene, og samtidig er den realpolitiske magt så altoverskyggende, at den allerede i et par årtier har trukket Socialdemokraterne voldsomt mod højre.
I dette klima lukker og slukker den højreorienterede dagsordensættende og realpolitiske overmagt så uden videre for Irak-kommissionen.
Omfanget af og detaljerne i krigsiscenesættelsen af Danmarks mest kontroversielle udenrigspolitiske ageren i nyere tid skal altså ikke studeres nøje, trods stribevis af eksempler på det, der betænkeligt ligner udbredt hykleri og direkte manipulation, og som for alle parters skyld burde undersøges til bunds.
Dertil kommer, at der i dag kun eksisterer én supermagt og én sejrende verdensideologi - burde det ikke angive en større del af retningen for nutidens kritiske sans, også hos Blüdnikow?
Det turde vel i sig selv være afgørende for medier at være omhyggelige i afdækningen af, om der er tilstrækkelig balanceret, kritisk og nuanceret omgang med informationer og handlinger i et kolossalt globalt magtcenter, hvis militære overmagt og politisk-økonomiske gennemslagskraft verdenshistorien aldrig, aldrig nogen sinde har set mage til før?
Men om kuglerne fløj over hovedet på Holdt eller ej ved Wounded Knee, eller om nogen har troet på en absurd påstand om at være 134-årigt vidne som seneste afsløring, er det selvfølgelig i orden at afdække i forhold til en vigtig bogudgivelse, men er og bliver et fuldkommen forfejlet væsentlighedskriterium og misvisende afsæt for den fortsatte og ekstremt proportionsforvrængende klapjagt venstrefløjen under og efter 1970'erne.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 4.9.2015