Vi venter forgæves på Mette Frederiksen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Der findes - i det mindste på papiret - et alternativt folketingsflertal, som let og ubesværet kunne forbedre vilkårene for dagpengemodtagere.
Under valget indgik SF og Dansk Folkeparti således en aftale om at støtte en halvering af genoptjeningsperioden, hvilket Enhedslisten hurtigt sluttede op om. Det er selvfølgelig langtfra nok, hvis man ønsker at gøre noget ved det omfattende bureaukrati og den nedværdigende behandling, som ikke mindst kontanthjælpere er udsat for, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for en stor del af de ledige.
Alternativet har foreslået en basisindkomst uden modydelse, og selv om det er mere vidtgående og mere visionært, er halveringen af genoptjeningsperioden ikke uforenelig hermed og noget, som partiet formodentlig ville kunne støtte.
Der kunne i givet fald mønstres et overordentlig komfortabelt folketingsflertal for en forbedring af dagpengemodtagernes vilkår bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet, der samlet råder over hele 114 mandater.
Af flere grunde er det oplagt at afprøve dette flertal hurtigst muligt.
For det første fordi en halvering af genoptjeningsperioden er en reel, solidarisk og længe tiltrængt håndsrækning til dagpengemodtagerne, der i langt, langt større tal end lovet er smidt ud af dagpengesystemet. Selvfølgelig må Socialdemokraterne af alle juble over muligheden.
For det andet fordi det i sig selv kunne blive en vigtig sejr for fagbevægelsen og måske endog et potentielt vendepunkt for en trængt bevægelse, der kan bygges videre på. Selvfølgelig må Socialdemokraterne af alle juble over muligheden.
For det tredje fordi det seriøst udfordrer Venstreregeringen og det generelle ryk i retning af stigende ulighed og stigende umyndiggørelse af ledige og dermed sætter en ny og revitaliseret dagsorden for et solidarisk samfund. Selvfølgelig må Socialdemokraterne af alle juble over muligheden.
Og for det fjerde fordi det er afgørende at presse netop Dansk Folkeparti til at indgå en sådan aftale, som partiet meget vanskeligt kan sige nej til uden et eklatant løftebrud, og som man endog presser på for. Selvfølgelig må Socialdemokraterne af alle juble over muligheden.
Dansk Folkeparti kan tvinges til at levere solidariske forbedringer for ledige, som man hidtil gratis har stillet i udsigt - eller åbenlyst har modarbejdet.
Alligevel er der røster, som mener, at enhver aftale med Dansk Folkeparti er problematisk. Det er en bizar tankegang. For selvfølgelig skal man indgå aftaler med Dansk Folkeparti om en mere solidarisk politik, hvis det er muligt. Så enkelt er dét. Derved ændres jo ikke en tøddel i forhold til de værdipolitiske slagsmål.
Og forbedringer af dagpengemodtagernes vilkår må i alle tilfælde være vigtigere, end hvem man aftaler forbedringerne med.
Venstrefløjen i Folketinget har da også set fidusen i, at der er et potentielt meget, meget stort flertal for en halvering af genoptjeningsperioden bestående af 4-5 partier. Så hvad venter vi på?
Svaret er, at vi venter på Mette Frederiksen. Og vi venter forgæves. Den nye forkvinde for Socialdemokraterne har nemlig tydeliggjort, at hun vil fastholde og fortsætte den højredrejning af partiet, som Helle Thorning-Schmidt har intensiveret gennem det foregående tiår.
»Jeg har ikke i sigte at flytte Socialdemokraterne,« siger hun og skamroser krigsforbryderen Tony Blairs historiske opgør med arbejder- og fagbevægelsens arv, mens hun ikke bryder sig om Labours muligvis kommende leder Jeremy Corbyn, der vil genrejse den. Frederiksen vil nemlig hellere matche den borgerlige regerings erhvervspolitik og pointerer desuden: »Nej, jeg ser intet behov for at trække partiet til venstre. Jeg mener, vi skal fortsætte den politiske kurs, vi er på.« (Berlingske, 22.8.2015).
I forlængelse heraf afviser hun at forbedre dagpengemodtagernes vilkår ved at udnytte det flertal, som faktisk eksisterer sammen med venstrefløjen og Dansk Folkeparti. Hun vil nemlig kun være med til en aftale, hvis Venstre er med (sic!).
»Det er torskedumt, at hun slår hånden væk, inden vi når at række den frem. Som ny socialdemokratisk formand deponerer hun retten hos Lars Løkke til at definere, hvornår vi kan lave noget sammen,« siger Kristian Thulesen Dahl (DR.dk, 23.8.2015).
Det er ikke hver dag, jeg finder grund til at ytre disse ord, men her er de på sin plads: Hvor har han ret. Med opbydelsen af den mest monty pythonske 'logik' replicerer Mette Frederiksen imidlertid: »Selvfølgelig skal vi ikke have en situation, hvor DF peger på Løkke, og at Thulesen så tror, at han kan lave politik med alle mulige andre.«
Hvad? Sagde hun lige dét?!
Man kan altså ikke lave politik med Socialdemokraterne, hvis man har peget på Løkke? Jamen, hvem er det, Frederiksen vil give vetoret i dagpengeforhandlingerne? Venstre! Hvem har Venstre peget på? Løkke, selvfølgelig!
Dermed er Mette Frederiksens politiske 'logik' ikke alene absurd, men fatal for ledige og en gave til Løkke. Hun har ikke blot overtaget, men også trumfet Thorning-Schmidts kurs. Hun har vendt de ledige og fagbevægelsen ryggen og fravalgt et svidende nederlag til en borgerlig regering.
Det har stået klart et stykke tid, men nu er der kun blevet endnu mere åbenlyst: Også med Mette Frederiksen er Socialdemokraterne i fuld gang med at skifte blok.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 24.8.2015
