Hvornår er nok nok, Løkke og Thulesen Dahl?
Af Rune Engelbreth Larsen 
I mange vestlige lande er der store politiske partier og/eller bevægelser, hvis utilslørede diskriminationspolitik og rå retorik for blot et årti eller to siden ville blive klassificeret som hel- og halvracistisk, men i dag respekteres af flere og flere.
Også USA har med Donald Trump fået sit hidtil mest prominente talerør for en række af de samme tendenser, og på trods (eller på grund) af stribevis af utilslørede racistiske og sexistiske udtalelser fører han allerede stort i Republikanernes primærvalg.
Han kunne sikkert udmærket have passet ind i dansk politik. Men hvem tror, at det standser her?
Lige under den partipolitiske radar kommer racistiske hadkommentarer og håb om dræbte og druknede flygtninge rask væk til udtryk på hjemmesider og i Facebookgrupper, men finder selvfølgelig også let vej til kommentarfelter i de elektroniske medier. De spreder sig og normaliserer den mere indpakkede foragt for indvandrere og flygtninge.
Liberale og socialdemokratiske partier er blevet presset og præget af et par årtiers højreryk, hvorunder de har overtaget stadig større dele af indvandrerfjendske partiers tankegods.
Intet tyder desværre på, at dette ryk er peaket.
Vi skal heller ikke bilde os ind, at vi efter den næste serie af udlændingepolitiske stramninger pludselig vil høre Løkke, Støjberg, Pind, Kjærsgaard, Thulesen Dahl & Co. sige, at dét var dét! NU er der strammet i bund, NU er portene lukket tilstrækkeligt, NU er murene høje nok. Dette niveau for ulighed og diskrimination er et punktum. Her bliver vi - alt andet ville være for umenneskeligt.
Nej, vel? Dét kommer ikke til at stå i en fælleserklæring fra regeringen og Dansk Folkeparti, tør jeg godt spå.
Ikke efter de nye stramninger. Ikke efter de næste. Og heller ikke efter de stramninger, der følger efter de stramninger, der følger efter de næste stramninger.
I stedet vil vi selvfølgelig fortsat se nye påskud for nye stramninger, øget diskrimination og større ulighed. Ligesom vi har set det fortsætte og fortsætte år for år siden midten af 1990'erne.
Jo, der har været enkelte midlertidige eksempler på småjusteringer til det bedre eller perioder med en vis status quo, men intet, der har ændret den generelle udvikling. Skruen strammes og strammes.
Og når vi fortsætter ud ad denne vej, vil uligheden igen stige og stige, diskriminationen vil blive stadig mere acceptabel, fordi vi vænner os til det, og kynismen vil vinde over stadig flere aspekter af det åbne retssamfund. Samtidig vil flere og flere bruge stadig mere desperate midler for at nå til det forjættede EU, og flere og flere vil blive radikaliseret af den åbenlyse forskelsbehandling.
Frustration og konfrontation vil gribe mere og mere om sig, hvilket blot er benzin på bålet til den populistiske afvikling af menneskerettigheder, retssikkerhed og medmenneskelighed. Hvis intet kommer i vejen for denne spiral, ser det godt ud for Dansk Folkeparti til de næste mange valg.
De knuste skæbner, splittede familier og fortvivlede mennesker, der bukker under og dør som følge af vore lukkede mure, ser vi kun i glimt, når medierne en sjælden gang fokuserer på en enkeltstående katastrofe. Men foragten og kynismen, der fejrer valgtriumfer, pakkes ind som 'reformer' og 'den faste hånds politik' - og kommer tusindfold til orde.
Hvornår standser det? Hvornår er grænsen nået?
Stribevis af organisationer og eksperter har for længst vurderet, at regeringens nye lave integrationsydelse for indvandrere og flygtninge er mere end på kant med menneskerettighederne - at den forskelsbehandler og fører til fattigdom og ringere integration - og at den i øvrigt ikke begrænser antallet af asylansøgere.
Det virker ikke, det gavner ikke, men det skader, fattiggør og umyndiggør. Endnu flere. Integrationsminister Inger Støjberg er bedøvende.
Synet på flygtninge og indvandrere er så ringeagtende, at det er blevet lettere at diskriminere og chikanere. Sporene skræmmer.
»Ord kan virke som små doser arsenik. De sluges umærkeligt, de synes ikke at have megen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel«, skrev jøden Victor Klemperer, der dokumenterede sprog- og begrebsudviklingen i Nazityskland i 1933-45.
Hov, brugte jeg lige et citat om nazister i en kontekst, der primært handler om dansk samtidspolitik? Ja. Av. Det MÅ man jo ikke?! Så 'trækker man nazi-kortet', og dét er tabu.
Ja, der er tabuer, som ifølge de herskende politikere og meningsdannere skal brydes, og så er der tabuer, der ikke skal røres ved.
Men lad mig berolige: Danmark er ikke på vej til nazisme. Det gør imidlertid bare ikke pointen i Klemperers ord mindre væsentlige i videre forstand.
Accepten og udbredelsen af foragten for flygtninge og indvandrere spreder sig og presser de 'pænere' og lidt mindre åbenmundede populister til en stadig hårdere politisk linje, der som allerede nævnt presser den politiske midte til at følge trop. Ganske som vi har set hele det politiske spektrum rykke værdi- og diskriminationspolitisk længere og længere ud ad intolerancens og kynismens tangent de seneste 20 år.
Også på den måde fungerer de små doser af politisk og retorisk arsenik.
Og selv om dét naturligvis ikke med nogen som helst historisk eller politisk logik behøver udarte sig til en glidebane uden ende, er der rigeligt med skræmmende scenarier, hvis vi fortsætter og fortsætter i den retning, som mainstreampolitikken allerede er slået ind på.
Den tyske journalist og studievært Anja Reschke fra ARD har i en tv-transmitteret erklæring sagt fra over for det nederste led i denne udviklings fødekæde: den hel- og halvracistiske grød af foragt.
Jeg tror ikke på strafforfølgelse af ord. Men Anja Reschkes appel til, at mange, mange flere taler foragten og stramningerne imod - overalt og igen og igen - kan ikke gentages for tit: »Stå imod. Åbn munden. Udstil hadet offentligt«.
Tilbage er spørgsmålet, som vi aldrig har fået besvaret - og som vist heller aldrig stilles: Når I nogensinde et punktum for diskriminationen og stramningerne, Løkke og Tulle?
Er nok nogensinde nok?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 11.8.2015
