Søren Espersen misbruger 'det danske folk'
Af Rune Engelbreth Larsen 
»Godhedsindustrien« er et begreb, der er opfundet af Søren Krarup for årtier siden, og som overlapper andre plusord som f.eks. »kultureliten«, der paradoksalt, men karakteristisk nok er blevet et foretrukket skældsord blandt de mange nationalkonservative især i Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative.
Det paradoksale er, at det er lykkedes at gøre en stribe ord og egenskaber som f.eks. »godhed«, »empati«, »anstændighed«, »hensynsfuldhed«, »diplomati«, »menneskerettigheder« og »medmenneskelighed« til noget landsforræderisk og direkte modbydeligt.
Det karakteristiske er, at de selv samme politikere, der taler foragtende om »de godes« og »elitens« bestræbelser på at hjælpe medmennesker i nød og behandle borgere som ligeberettigede individer med omtanke og hensynsfuldhed, i virkeligheden er inderligt overbeviste om deres egen fortræffelige fædrelandskærlighed og politiske storhed og godhed.
Ikke mindre paradoksalt, men lige så karakteristisk er det, at det lille mindretal af humanistiske røster, som lægges for had med pudsige betegnelser som »eliten« og »de anstændige«, stort set er blottet for magtpolitisk indflydelse og ligger fjernt fra den mediemæssige dominans. Alligevel er der åbenbart tale om en skjult og farlig 'magt', der er i fuld gang med at afskaffe ytringsfriheden med kritik af dæmoniserende generaliseringer om muslimer og afstandtagen over for 'kunstneriske' fremstillinger af sorte som aber eller i galger.
Der er tilsyneladende tale om truende 'elite', der må kunne kontrollere eller påvirke magthaverne til at gennemføre en nedrig plan om at lade det ganske danske fædreland blive løbet over ende af fanatiske islamister og grådige bekvemmelighedsflygtninge.
Dansk Folkepartis Søren Espersen hører omvendt til den faktuelle magtbase i dansk politik, der med denne bizarre logik føler sig kaldet til at rase mod hver en lille humanistisk sten i skoen - senest Stine Bosse.
I en nylig kommentar i Ræson har hun kritiseret, at integrationsminister Inger Støjberg vil skræmme flygtninge bort med særlige internationale kampagner, der sandsynligvis vil have nul effekt, men reelt skal tjene et indenrigspolitisk propagandasigte til gavn og glæde for støttepartiet Dansk Folkeparti.
Bosse får en »led smag i munden« af denne politiske kynisme og appellerer i stedet til både fornuft og medmenneskelighed, idet hun peger på komplekse løsninger om bedre fordeling af flygtninge i EU og investeringer i Afrika m.m. for at undgå en blodig humanitær katastrofe i at blive endnu værre. Og for at afvikle konflikter og radikalseringsprocesser i stedet for at fodre dem.
Stine Bosse bekymrer sig med andre ord om ulykkelige menneskeskæbner på flugt fra gru og nød. Og om Danmarks internationale ry og dermed om danske arbejdspladser og dansk sikkerhed. Hun hykler ikke, at det er let.
Over for dette nuancerede indlæg, der svinger sig op på et enkelt emotionelt udbrud om »en led smag i munden« over for planerne om en skræmmekampagne, reagerer Dansk Folkepartis Søren Espersen med et foragtende personangreb. Bosse er således »aldeles uden nogen veneration for eller forståelse for sit fædreland og for det danske folk«.
Sådan taler Propagandaløgnen.
Hvordan kan jeg tillade mig at skrive dét? Fordi det er åbenlyst sandt. For det første er hele Stine Bosses indlæg udtryk for bekymring og forståelse for Danmark og danske interesser. Man kan selvfølgelig have andre prioriteringer end Bosse, eftersom 'Danmark' og 'danske interesser' ikke er noget entydigt, men netop er mangefacetteret og flertydigt. Men kun den bevidste løgner kan benægte hendes veneration for Danmark og danskere.
For det andet er Søren Espersens misbrug af »det danske folk« selvindlysende. Han taler jo hverken på vegne af »det danske folk« eller »fædrelandet«. Ingen af delene eksisterer som homogene monolitter andre steder end i propagandaløgnen.
Jeg er dansker. Jeg er en del af det danske folk. Men jeg er ikke, vil ikke være og bliver aldrig nogen sinde en del af den ensrettende løgn om »danskerne«, som Espersen repræsenterer.
Og så er der i øvrigt millioner af andre danskere, der heller ikke har stemt på Dansk Folkeparti, og på hvis vegne Espersen heller ikke kan udtale sig som andet end bevidst manipulator.
Men om vi så kun var 100.000, 10.000 eller 1.000 danskere, som ikke levede ned til Espersens fikiton, ville han aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde kunne tale med redelighed og sandhed på vegne af »det danske folk«. Og uanset om han bliver dansk statsminister eller dansk diktator kommer han heller aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde til at tale med redelighed og sandhed på vegne af danskheden. Virkeligheden modbeviser ham igen og igen.
Det rører selvfølgelig ikke Espersens abstraktion om Danmark, ligesom det ikke begrænser hans personangreb på Bosse, der fortsætter på den selv samme paradoksale, men karakteristiske måde, hvormed jeg indledte dette indlæg.
»Stine Bosse lever på toppen«, fastslår han bl.a. »Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?«
Hvor pudsigt og interessant er det ikke, at ethvert af disse fordømmende ord, er udtryk for det reneste, tydeligste, ærligste og allermest træffende politiske spejl?
Læs selv: »Søren Espersen lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Søren?«
Og så lover propagandisten fra sin elitære top af magtpyramiden, at han og Dansk Folkeparti vil tilbagerulle enhver lempelse i udlændingepolitikken og sikre flere stramninger i sin kamp mod »halal-hippier«, »godhed« og »humanistisk fremfærd«.
Tankevækkende ikke? At nøglerøster i den nationalkonservative magtbase er nødt til at tordne mod de få og spredte humanistiske kritikere i den alleryderste periferi af politisk indflydelse som repræsentanter for en 'god' og 'anstændig elite', at håne dem for at stå vagt om menneskerettigheder og foragte dem for at appellere til næstekærlighed og medmenneskelighed.
Det fortæller ikke så lidt om de karakteregenskaber og politisk-etiske tendenser, som Søren Espersen & Co. fremmer.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 2.8.2015
