Søren Gade er en politisk klyngebombe
Af Rune Engelbreth Larsen 
Netop som den nye regering bekvemt har nedlagt Irak-kommissionen, føjer flere skandaløse oplysninger sig til den række af fortielser og vildledninger, der har omgærdet dansk krigsdeltagelse under VK-regeringen i nullerne, og som kommissionen kunne have bragt os nærmere opklaringen af.
Ikke alene viser det sig, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende var temmelig uinteresseret i krigens faktuelle grundlag, idet han allerede et år før den udbrød, lovede USA, at Danmark »utvivlsomt« ville yde støtte til en invasion af Irak. I lodret modstrid med hans officielle udmeldinger herhjemme.
Siden er det også kommet frem, at daværende forsvarsminister Søren Gade i 2007 undlod at oplyse Folketinget om en samarbejdsaftale med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater (jf. Jyllands-Posten, 5. 7. 2015).
Netop som den nye regering bekvemt har nedlagt Irak-kommissionen, føjer flere skandaløse oplysninger sig til den række af fortielser og vildledninger, der har omgærdet dansk krigsdeltagelse under VK-regeringen i nullerne, og som kommissionen kunne have bragt os nærmere opklaringen af.
Ikke alene viser det sig, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende var temmelig uinteresseret i krigens faktuelle grundlag, idet han allerede et år før den udbrød, lovede USA, at Danmark »utvivlsomt« ville yde støtte til en invasion af Irak. I lodret modstrid med hans officielle udmeldinger herhjemme.
Siden er det også kommet frem, at daværende forsvarsminister Søren Gade i 2007 undlod at oplyse Folketinget om en samarbejdsaftale med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater (jf. Jyllands-Posten, 5. 7. 2015).
Som forsvarsminister bar Gade således det øverste ansvar for, at Forsvarskommandoen omskrev ordet »samarbejde« for at undgå politisk gennemsigtighed omkring aftalen med et sikkerhedsfirma, der kort tid forinden havde skudt og dræbt 17 civile irakere i Bagdad - uprovokeret.
I en kommentar på Facebook stiller han imidlertid bekvemt fortielsen af samarbejdet op som et 'dilemma' om, hvorvidt man i stedet skulle have »undladt at bede om hjælp af politisk korrekthed?«
Så kender vi ham igen. Derved undgår han at tage stilling til dét, der er skandalens uomtvistelige kerne: fortielsen og vildledningen.
Over for Jyllands-Postens journalister kommer Gade imidlertid ikke udenom at måtte medgive, at Forsvarsministeriet »ikke ligefrem ruttede med sandheden« om Blackwater (Jyllands-Posten, 5. 7. 2015).
Nej, og det er langtfra første gang, at Gade har undladt at »rutte« med sandheden. Eller det, der på hverdagsdansk ville blive betegnet som stribevis af tilfælde i omegnen af løgn, spin og fiduser.
Få politikere har været så centralt placeret i dansk krigshistorie som Søren Gade, der var forsvarsminister fra april 2004 til februar 2010, og få politikere har undladt at »rutte« så meget med sandheden, hvad angår alvorlige politiske beslutninger og dispositioner i krig.
Det er heller ikke første gang, han forklarer sine dispositioner som et nødvendigt modtræk mod den åbenbart meget frygtelige og meget farlige trussel fra - »politisk korrekthed«.
Søren Gade kæmpede f.eks. indædt mod et totalforbud mod klyngebomber, til trods for at den daværende VK-regering erkendte, at de havde »uacceptable humanitære konsekvenser«, fordi de kan henligge som ueksploderede granater og dræbe eller lemlæste tilfældige civile. Men med sin overudviklede sans for politisk manipulation mente Gade, at et sådant forbud var noget nær et dødbringende udtryk for »politisk korrekthed«, der kunne resultere i dræbte soldater (Politiken, 17. 4. 2008).
Javel. Som om en særlig grusom form for ammunition var det eneste måde at forhindre dræbte danske soldater?
Men ifølge Gade var det altså ikke den danske regerings forløjede krigsgrundlag eller beslutningen om at sende danske soldater titusindvis af kilometer bort til farlige krigszoner, der udgjorde den overhængende trussel mod soldaternes liv og førlighed. Nej, det var derimod den »politiske korrekthed«, som ikke ville godtage klyngeammunition med brutale og blodige risici for helt uskyldige civile.
Gades kynisme er én ting, en anden det spor af vildledninger, fortielser og direkte usandheder, han har efterladt sig i en række skandalesager som øverste ansvarlige for Forsvarets dispositioner.
Der var sagen om en militærrapport, som Forsvarsministeriet havde modtaget i 2004 med dokumentation af omfattende fangetortur i et irakisk fængsel i byen Basra med danske styrker. Rapportens brutale afsnit om mishandling blev imidlertid streget over, da den blev udleveret til Folketingets forsvarsudvalg senere i 2004, og de følgende to år påstod Søren Gade over for Folketinget, at der alene var foregået »hårdhændet behandling« - selv om det af rapporten fremgik, at der var tale om regulær tortur (bl.a. havde irakiske fanger fået knust kindtænder, var blevet udsat for elektriske stød og brændt på fødderne med cigaretter).
Der var Jægerbogssagen, hvor Forsvaret forsøgte at censurere Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten' via et fogedforbud. Forsvarskommandoen ransagede sågar forlaget bag udgivelsen, krævede alle kopier af manuskriptet udleveret, forlangte at få adgang til samtlige navne og adresser på de journalister, der havde modtaget en kopi før udgivelsen.
Og som om denne fremgangsmåde som despotisk censurinstans ikke var nok, udfærdigede en kommandør i Forsvarskommandoen tilmed en forfalsket arabisk oversættelse af bogen for at retfærdiggøre de absurde forbudskrav og ransagelser. Offentligheden skulle med andre ord bildes ind, at arabisktalende terrorister havde sat himmel og jord i bevægelse for at få fat i dette 'farlige' manuskript.
Søren Gade, for hvem 'oversættelsen' var en politisk gave, havde forinden understreget, at han naturligvis bar det øverste ansvar, hvis den skulle vise sig at være en forfalskning - så hvilke konsekvenser drog han for sin egen position, da den viste sig at være en forfalskning?
Ingen.
Der var f.eks. også sagen om de tilfangetagne irakere, hvis antal Søren Gade (og den efterfølgende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech) oplyste forkert til Folketinget mindst tretten gange - men det var først den såkaldte lækagesag, der fældede Gade som minister.
I 2007 blev det lækket til danske journalister, at jægersoldaterne skulle sendes til Irak, selv om disse oplysninger officielt blev anset for at udgøre en alvorlig belastning for soldaternes sikkerhed. Sagen kastede bekvemt mistanken på oppositionens folketingsmedlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, indtil flere og flere pile pegede på Gades egen spindoktor, Jacob Winther. Bedre blev det ikke af, at daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Jørn Olesen, udtalte til politiet, at Gade under en briefing selv havde oplyst om jægersoldaternes udsendelse på et tidspunkt, hvor der bl.a. var en TV2-journalist til stede.
Selv om politiet droppede sagen, og det derfor aldrig er blevet afgjort af en domstol, hvor den egentlige lækage skulle placeres, blev skandalen udslagsgivende for Søren Gades afgang som forsvarsminister. Akkumulationen af skandaler i Forsvarsministeriet var simpelthen for voldsom.
Gade trak sig (midlertidigt) ud af partipolitik i 2010 og blev administrerende direktør i lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer. Her nåede han bl.a. at så tvivl om, hvorvidt ulvene var kommet »naturligt« til Danmark (Ekstra Bladet, 19. 7. 2013) - en konspirationsteori, der har lige så meget på sig som sølvpapirshattenes påstande om pyramider på Mars og Hitlers otium i Sydamerika.
Løkke står imidlertid i gæld til Gade på grund af hans eget spegede magtspil i sommeren 2014, hvor Gade stillede sig til hans rådighed som allieret joker og dermed blev en vigtig trumf i Løkkes hårde kamp for at bevare formandsposten i Venstre. Og tilbagebetalingen af den politiske gæld til Gade er formodentlig én af grundene til, at Løkke har nedlagt Irak-kommissionen og dermed foretaget en af de mest korrupte manøvrer i dansk politik.
Men Gades nonchalante skuldertræk om »ikke at rutte med sandheden« og hans pinagtige håndtering af Blackwater-sagen og en stribe øvrige skandaler, viser, at Løkke ganske vist gjorde klogt i at udelukke ham fra ministerkabalen, men også at Gade er og forbliver en politisk klyngebombe, der stadig kan eksplodere i hænderne på regeringen.
I 2004 forsikrede han Weekendavisen om, at man selvfølgelig aldrig kunne finde på at hyre et privat sikkerhedsfirma til at udføre opgaver for Forsvaret i Irak: »Hvis jeg bad et civilt firma om at udføre sikkerhedsopgaver for os i Irak, ville jeg ikke kunne kontrollere deres magtanvendelse. Ansvaret for deres handlinger ville alligevel være mit. Og det er jo svært at tage et ansvar, hvis ikke man ved, hvordan mennesker røgter deres hverv. Har vi som nation påtaget os en politisk opgave, hvor vi har valgt at anvende militær magt - så skal vi også kunne føre parlamentarisk kontrol med denne magtanvendelse. Det kan man ikke, hvis man pludselig udliciterer magtanvendelsen«.
Nej, men trods denne fornuftige forsikring over for offentligheden valgte Forsvaret at gøre det stik modsatte og skjule det bag kulisserne få år senere - at hyre et (oven i købet ekstremt kontroversielt) amerikansk sikkerhedsfirma.
Summa summarum: Gade har øjensynligt været tættest på redeligheden om sin tid som forsvarsminister, da han erkendte, at »vi ikke ligefrem ruttede med sandheden«.
Og dét mønster er det nok nødvendigt at erindre, når man ser på Gades nuværende position som gruppeformand for regeringspartiet Venstre - men ikke mindst at udforske yderligere journalistisk, når man ser på Løkkes skandaløse nedlæggelse af Irak-kommissionen.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 8.7.2015
