Morten Østergaard forærede magtens nøgler til DF
Af Rune Engelbreth Larsen 
Dansk Folkeparti slog meningsmålingerne, men resultatet burde vel ikke være så overraskende, når man tager sidste års Europaparlaments-valg i betragtning, hvor partiet blev landets største med 26,6 procent af stemmerne. Til Folketingsvalget fik de 21,1 procent.
Den helt store taber er De Radikale. Kun tre gange tidligere har partiet fået et ringere valgresultat. Der er ellers ikke gået mere end et lille tiår, siden Marianne Jelved i 2006 satte sig det mål, at De Radikale skulle have over 25 mandater i Folketinget.
Paradoksalt nok har hun i og for sig fået ret - blot er det kun 'lykkedes', fordi De Radikale er blevet sprængt i tre forskellige partier: De Radikale, Liberal Alliance (med ex-radikalerne Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll i spidsen) og Alternativet (med ex-radikaleren Uffe Elbæk i spidsen). Til sammen fik de tre partier 30 mandater ved dette valg.
Liberal Alliance fører an i nedskæringspolitikken og kynismen over for de ledige, men De Radikale er hastigt ved at komme efter dem. Stik modsat Alternativet, der omvendt er ved at løbe med partiets klassiske socialliberale radikale arv, men også har en vifte af nye initiativer og ideer oveni hatten.
Derved står De Radikale underligt klemte tilbage. Og modsat intentionen har partiets økonomiske politik været en overdådig politisk gave til de sidste tyve års arvefjender i Dansk Folkeparti.
Margrethe Vestagers og Morten Østergaards benhårde nedskæringskurs over for ledige har ganske enkelt foræret Kristian Thulesen Dahl en nærmest uvurderlig fordel.
Gang på gang har De Radikale brystet sig af dagpengeperiodens halvering, til trods for at den blev vedtaget på præmisser, der lå milevidt fra, hvor mange der viste sig at blive ramt af konsekvenserne - og gang på gang har man tavst accepteret den horrible hetz mod kontanthjælpsmodtagere, hvoraf mange har skullet stå model til minutiøs overvågning, medicineringspligt og adfærdsregulering helt ind i seksuallivet.
Men det skal naturligvis ikke forbigås, at Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen selvsagt også bærer en meget stor del af ansvaret for DF's vælgertriumf, hvilket Socialdemokraternes fremgang oven på syv historiske valgnederlag på stribe ikke kan skjule.
Socialdemokraterne lancerede i efteråret 2011 hele deres regeringsprojekt som ét stort opgør med de de lediges »krævementalitet«, som om ledigheden var selvforskyldt dovenskab og egoisme - ikke mindst anført af den samme Mette Frederiksen, der i dag er på vej til at blive partiets leder.
I udlandet kunne daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt sågar begejstret udbryde, at hendes regering var gået »reform-amok«.
Helt i overensstemmelse hermed udmeldte Mette Frederiksen og Bjarne Corydon, at det såmænd ikke længere var Socialdemokraternes »historiske hovedforpligtelse« at »omfordele fra rig til fattig« (Politiken, 20.8.2012), og siden cementerede Frederiksen, at ledige skulle kunne tvinges til at samle hundelorte op i 'nyttejobs'.
Claus Hjorth overhalet højre om - og Dansk Folkeparti stod parat til at samle foræringen op. Men for De Radikale var halveringen af dagpengene og klapjagten på ledige åbenbart ikke nok.
Arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq skar arrogancen over for de ledige ud i pap på partiets landsmøde i 2014: »Jeg har en pakke tudekiks med i dag. Og den pakke får jeg ofte brug for, når jeg går på arbejde, fordi jeg møder mange på min vej hver eneste dag, som påstår, at de får for lidt - altså målt i penge.«
Man prøvede at spinne udtalelsen bort, men den var ikke til at tage fejl af, og Marianne Jelved erklærede da også sin stolthed over dagpengenes erosion, mens andre rask væk bagatelliserede konsekvenserne for de titusindvis, der var røget ud af dagpengesystemet.
Da Morten Østergaard gik på talerstolen og tordnede, at »VI VAKLER IKKE« i forhold til forringelserne for de ledige, modtog han salens største klapsalver.
Dét parti, der i det meste af det 20. århundrede har kæmpet for et socialliberalt Danmark med udligning af den økonomiske ulighed og forbedring af lediges vilkår (også i krisetider!), strammede skruen over for de ledige endnu mere end Socialdemokraterne i en tid, hvor den økonomiske ulighed i forvejen er hastigt voksende.
Mens man på den ene side pudsede glorien som etniske minoriteters humanistiske forsvarer, f.eks. i gratis angreb på 24-års-reglen (som man imidlertid ikke havde rygrad nok til at kræve fjernet som krav for at gå i regering), forholdt partiet sig nærmest jublende stolte over at forringe lediges vilkår. Og Dansk Folkeparti stod parat til at samle op.
Den socialdemokratiske politiske trumf kunne have været den fordelingspolitiske, hvor partiet hidtil har stået med et klart plus i kampen om overlappende vælgere med Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen-Dahl var jo med til at slagte dagpengene, men det forstod man slet ikke at udnytte og forklare vælgerbefolkningen - hvorfor ikke?
Fordi det var et tveægget sværd: Hvordan kritisere DF for at forværre lediges vilkår, når 1) det gjorde Socialdemokraterne også selv, 2) det krævede De Radikale at gøre i endnu højere grad, og 3) DF havde rent faktisk skiftet kurs og talte modsat regeringen for bedre vilkår for dagpengemodtagerne?
Efter at have tabt værdipolitikken på gulvet og forære sejr efter sejr til DF ved at kopiere dem, tabte man nu også fordelingspolitikken på gulvet og forærede endnu en sejr til DF ved at lade dem overhale Socialdemokraternes klassiske solidaritet og De Radikales klassiske socialliberalisme venstre om.
Og hvad gør Morten Østergaard så for definitivt at cementere fremmedgørelsen af traditionelle centrum-venstre vælgere? I månederne op til valget går han solo udenom Socialdemokraterne og kræver i lighed med Liberal Alliance og Venstre endnu flere reformer på velfærdsområdet ...
Mogens Lykketoft har derfor ret, når han peger på, at De Radikale udviklede sig til en klods om benet på regeringen, og at man ser galt, hvis man tror, at det bare er udlændingepolitisk populisme, der har givet Thulesen Dahl valgsejren: »Dansk Folkeparti har, efter min mening uberettiget, kunne iklæde sig en social overfrakke, som har været tiltrækkende.« (TV2.dk, 19.6.2015).
Ja. Men det har de KUN kunnet takket være Socialdemokraternes åbenlyse svigt og takket være De Radikales bestræbelser på at forværre dette svigt.
De Radikale har flyttet sig et sted hen, hvor de signalerer næsten samme kynisme over for ledige, som striben af de andre 'gamle' partier signalerer over for flygtninge og indvandrere. Vestager og Østergaard har med andre ord foræret DF den ekstra sejr, der skulle til for at få magtens nøgler i hænde igen - uanset om Thulesen Dahl går i regering eller ej.
Men måske ulmer en socialliberal selverkendelse blandt De Radikale?
»Det, vi skal blive bedre til, er at vise den bløde side,« udtalte Zenia Stampe i et interview i Ræson allerede før valget. »Vi betaler en pris for den gamle, meget stramme linje, når det gælder økonomien,« konstaterede Lone Dybkjær efter vælgersmækket.
Men en socialliberal selverkendelse ville nok kræve, at Stampe kom frem i partits forreste linje. Christiansborgs stærkeste stemme for en humanistisk udlændingepolitik kunne også blive en stærk stemme for en humanistisk politik over for samfundets økonomisk trængte, hvis De Radikale atter udvidede humanismen til socialpolitikken. Sådan som partiet gjorde i store dele af det 20. århundrede.
Det kræver selvfølgelig et opgør med Vestagers & Østergaards linje på området og et opgør med Thorning-Schmidts & Frederiksens myte om de lediges »krævementalitet«. Et opgør med den politiske retorik, hvormed De Radikale har gjort 'nødvendighed' og 'reform' til synonymer med at sparke nedad, et opgør med jublen over at gå 'reform-amok' - og et opgør med den benhårde adfærdsregulering af og klapjagt på kontanthjælpsmodtagerne.
Alternativet til denne radikale selverkendelse kan meget vel blive, at de sidste socialliberale af gode grunde forsvinder over i - Alternativet.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 23.6.2015
