Thorning og Løkke uværdige til at repræsentere det multikulturelle Danmark
Af Rune Engelbreth Larsen 
Skulle enfoldige sjæle stadig tro, at vore to statsministerkandidater har blot den fjerneste intention om at repræsentere og inkludere virkelighedens danmarksbillede og den mangfoldighed, samfundet repræsenterer, så har valgkampen demonstreret det modsatte.
Begge er nu sunket ned på Karen Jespersens kælderniveau fra 2000: »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund.« (Berlingske Tidende, 6.9.2000).
Her gik man ellers og troede, at denne totale virkelighedsfornægtelse efterhånden var reserveret propagandaorganet Den Korte Avis, men så står statsminister Thorning-Schmidt pludselig og fastslår i en tv-duel, at Danmark ikke er multikulturelt, mens statsministerkandidat Løkke Rasmussen ligefrem advarer imod, at landet er i fare for at blive det ...?
De tider er åbenbart forbi, hvor daværende integrationsminister Bertel Haarder måtte understrege, at samfundet er multikulturelt: »Det er svært at benægte, at Danmark er et flerkulturelt samfund.« (JP.dk, 18.5.2008).
Selvfølgelig. Man skal vist være døv og blind eller politisk propagandist for at påstå det modsatte.
For det første: Der findes overordnet set ingen særegen dansk kultur - alt, vi har, er en mosaik af kulturhistoriske strømninger, hvoraf nogle selvsagt har lokalt og regionalt præg eller er påvirket af borgere født i Danmark, men i altovervejende grad er kommet til landet udefra.
For det andet: Danmark er multikulturelt og bliver det i stigende grad - og det ville landet i øvrigt være og forblive, selv hvis her ikke boede én eneste muslim.
Det første først: Som eksemplificeret i adskillige sammenhænge har langt de fleste bærende kulturtraditioner, værdier og ideer i Danmark deres ophav uden for nationens grænser.
En række eventyr og sagn har rødder i orientalske og europæiske traditioner. Det Gamle Testamente er affattet af jøder og inspireret af nærorientens oldtidskulturer fra Mesopotamien til Egypten. Kristendommen udspringer af Mellemøsten, er institutionaliseret i Rom og reformeret i Tyskland. Demokratiet, filosofien og skuespillet stammer i sine urformer fra græske bystater. Algebraen er udviklet af araberne efter inspiration fra indiske, græske og mesopotamiske forlæg. Kunstens sekularisering og dannelsesidealet opstod i den italienske renæssance. Menneskerettighederne, retssikkerhedsprincipperne og magtens tredeling skyldes ikke mindst oplysningstidens ideer og revolutioner i England, Frankrig og USA. De store politiske ideologier og kunsthistoriske bølger er alle importeret fra lande og kulturer uden for Danmark.
Desuden er så godt som alle populærkulturelle trends skabt eller stærkt præget af underholdningsindustriens multikulturelle aktører i USA.
Så for det andet: Jo, Danmark er multikulturelt. Jeg har tidligere skrevet følgende i den lille bog Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil (2005), men det er åbenbart også nødvendigt at gentage ti år senere - så bær over med et citat frem for en omformulering:
»Virkelighedens borgere i det konkrete, pluralistiske Danmark er vidt forskellige. Der er afslappede ateister og agnostikere såvel som fanatiske religionskritikere, og der er afslappede troende såvel som fanatiske fundamentalister. Der er jøder, katolikker, protestanter, hinduer, buddhister og en skov af New Age-retninger, hvis værdier selvfølgelig både skiller og forener. Der er hippier, rockere, frimurere, punkere, forskere, fodboldhooligans, vagabonder, betonarbejdere, billedkunstnere, børsspekulanter og bureaukrater, som inden for hver deres kontekst har egne ritualer og eget adfærdskodeks. Der er kernefamilier i kærlig eller kedelig harmoni, og der er singler på evig jagt efter skiftende partnere. Der er børn, hvis forældre begge er mænd eller kvinder, der er kollektiver og delebørn og papbørn og adoptivbørn, og der er romantikere, som leder efter den eneste ene. Der er landmænd, som primært er drømmende naturromantikere, og der er landmænd, som primært er forretningsmænd. Der er dem, som finder inspiration og identitet i rollespil, i hip hop, i kultfilm, i symfonier, i porno, i tv-serier, i computerspil eller på internettet, og der er dem, som læser Dan Brown, J.K. Rowling eller Tolkien med større entusiasme, end andre læser religiøse helligskrifter, politiske ideologier, subtil filosofi eller malerisk poesi.«
Monokulturen er død og begravet - hvis den overhovedet har eksisteret i tilnærmelsesvis ren forstand. Vi vil ikke alle det samme med Danmark, hverken kulturelt eller politisk, og godt det samme. End ikke kirken er monokulturel, for den rummer kolossale forskelle og stridende fløje.
Kom ikke og påstå, at f.eks. Faderhuset, Leif Bork Hansen, Jehovahs Vidner, Kjeld Holm, Moses Hansen eller Søren Krarup alle abonnerer på 'samme' kultur, blot fordi de tilhører samme kirke.
Islam er heller ikke monokulturel. Kom ikke og sig, at f.eks. salafisterne, Naser Khader, Islamisk Trossamfund, Zubair Hussain, Grimhøjmoskeen og Özlem Cekic alle abonnerer på 'samme' kultur, blot fordi de alle er muslimer.
Nej, virkeligheden er i farver, menneskeheden er mangfoldig, og det ændres selvfølgelig ikke af, at mosaikken udfolder sig inden for retssamfundets fælles rammer - rammer, der i øvrigt også er kendetegnet af retten til at kritisere dem af salafister, anarkister og alle mulige andre.
Danmark er multikristent. Danmark er multimuslimsk. Danmark er multireligiøst. Danmark er multiateistisk. Danmark er multiseksuelt. Danmark er multipolitisk. Kort sagt: Danmark er multikulturelt, og Løkke og Thorning er demagoger, der skaber et ignorant, virkelighedsfornægtende og konfliktfyldt Danmark.
Gid de begge taber.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 10.6.2015
