Ledige og lønmodtagere sejler altså i samme båd
Af Rune Engelbreth Larsen 
Folkemødet på Bornholm er ved at udvikle sig til et højreekstremt provomøde, fordi fascister, racister og antimuslimske populister har opdaget, hvor let den selektive danske ytringsfrihedsagenda kan skævvrides deres propagandaformål.
Men selvfølgelig kan de komme og levere deres hadetale, for i Danmark har vi rigtig nok ytringsfrihed. Det betyder, at myndighederne ikke må forhindre nogen i at ytre, hvad de vil, men at man højst kan blive retsforfulgt bagefter, bl.a. hvis man udtaler sig injurierende eller fremfører trusler.
Ytringsfriheden er netop et forhold mellem borgerne og myndighederne, og så længe myndighederne beskytter det frie ord og undlader at censurere ytringer, kan ingen trussel bringe ytringsfriheden i fare. Så enkelt er dét. Men det betyder ikke, at der ikke er flere politikere og debattører, der kan være i fare.
Ytringsfriheden var f.eks. ikke i fare, da Bashy Quraishy i 1988 blev forsøgt truet til tavshed af en pistolbevæbnet overfaldsmand. Men Quraishy var i fare. Ytringsfriheden var ikke i fare, da Lars Hedegaard blev udsat for et mislykket attentat af en pistolbevæbnet overfaldsmand i 2013. Men Hedegaard var i fare. Og ytringsfriheden var heller ikke i fare, da Yahya Hassan for nylig blev overfaldet på et diskotek i København. Men Hassan var i fare.
Dét er altsammen skræmmende nok - men er ytringsfriheden i fare? Nej, ikke så længe myndighederne vogter over den.
Det betyder blot ikke, at man ikke kan havne i risikozonen for overfald og trusler. De danske myndigheder kan f.eks. ikke forhindre, at man risikerer bank, hvis man til et bikertræf kalder alle med rygmærke for »pædofile møgsvin«. Myndighederne kan heller ikke forhindre, at racister sender hvidt pulver med dødstrusler til Kamal Qureshi. Eller indtelefonerer dødstrusler til Pernille Rosenkrantz-Theil. Men det betyder ikke, at ytringsfriheden er i fare.
Uanset hvor velkonsolideret og vidtrækkende ytringsfriheden er, sker det, at borgere truer eller overfalder hinanden, fordi de ikke kan tåle visse ytringer. Mogens Glistrup er f.eks. blevet mødt med æg og maling i Fælledparken under et 1. maj-arrangementet i 1983. Statsminister Helle Thorning-Schmidt blev mødt med tågehorn og fløjter samme sted i 2014.
Var det krænkelser af ytringsfriheden? Nej. Det første var en utilstedelig politisk aktion mod en taler, det andet var kritiske borgere, der udnyttede deres ytringsfrihed til at overdøve statsministerens 1. maj-tale. Men ytringsfriheden forblev intakt.
Desværre sker det også i Danmark, at myndigheder rent faktisk krænker ytringsfriheden. F.eks. da Forsvarskommandoen ville have journalisters adresser udleveret og et forlag ransaget, fordi de krævede censur og forbud mod Thomas Rathsacks jægerbog i 2010. Dér var ytringsfriheden truet i Danmark. Kortvarigt og begrænset, men alvorligt nok.
Terrorister eller kriminelle bander, der med lange sjældne mellemrum overfalder og ligefrem dræber borgere, hvis ytringer de hader, bringer ikke ytringsfriheden i fare. Til tider sker det modsatte, fordi de uønskede ytringers udbredelse og bifald hundreddobles som modreaktion i medierne.
Alt dette forbigås i den danske ytringsfrihedsdebat, der da heller ikke handler om at give ordet til mennesker, hvis ytringsfrihed er dem afskåret, eller hvis stemmer og standpunkter, vi aldrig hører, men kun om at promovere den samme foragt for islam, vi har hørt i detalje titusindvis af gange før.
Trods Geert Wilders' globale medieeksponering af altgennemtrængende dimensioner føler en indflydelsesrig fløj af medieparnassets redaktører, journalister, studieværter og kommentatorer sig således alligevel kaldet til at promovere hans og ligesindede i en ekstremt selektiv kamp for 'ytringsfrihed', der i 99 ud af 100 tilfælde handler om akkurat samme antimuslimske agenda, som allerede i forvejen er ytringsfavoriseret i medierne.
Denne ytringsfrihed bliver aldrig brugt til at tegne noget, vi ikke har set tegnet mange gange før, eller tilsværte noget, vi ikke har oplevet tilsværtet massevis af gange før. Alligevel hæves foragtens fortalere til lysekronerne og beæres med etiketten 'islamkritikere' og 'ytringsfrihedsforkæmpere'.
Mig bekendt har Trykkefrihedsselskabet hvert eneste år brugt folkemødet til ensidigt at promovere antimuslimer og burde selvindlysende hedde Antimuslimselskabet. I årevis har man inviteret den samme snævre personkreds af enslydende antimuslimer, der har sagt det samme igen og igen, og i år er turen så kommet til Geert Wilders og Flemming Rose, der kan gentage de gentagede gentagelser igen-igen.
Og for denne sensationelle opfindsomhed skal de tilmed hyldes af en public service-programchefen Mads Brügger for at skabe »et dynamisk og vibrant samfund«.
Goddag mand økseskaft.
Jamen er Wilders måske ikke truet? Jo, men det er der mange, der er, uden gang på gang at blive serviceret af velvillige mikrofonholdere.
Så vi får for 117. gang Wilders, der ikke mangler ytringsfrihed, men har uendeligt meget mere af den end de allerfleste - og som på ingen måde er en eksponent for den. Den Wilders, der vil forbyde Koranen, og som for få år siden blev stjernetosset og krævede censur mod en karikatur, fordi han selv blev fremstillet som en uniformeret vagt foran en pigtrådsomhegnet lejr for indvandrere. DEN ytringsfrihedsapostel.
Med de standarder kan det næppe undre, at notoriske antimuslimer som Nicolai Sennels, der i dag er talsmand for det danske Pegida og tidligere var kandidat for Dansk Folkeparti, og Daniel Carlsen, der tidligere var nazist og i dag er formand for Danskernes Parti, også har meldt deres ankomst - sidstnævnte i selskab med en hel vifte af internationale racister og fascister.
Den danske ytringsfriheds-diskurs er blevet et skalkeskjul for den fortsatte og endeløse svælgen i eksponeringen af antimuslimsk propaganda og dennes gentagne gentagelser.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 18.5.2015
