Ledige og lønmodtagere sejler altså i samme båd
Af Rune Engelbreth Larsen 
Den nye »Jobbonus« på 9.000 kr. skal med Bjarne Corydons ord være »en gulerod i forhold til at hjælpe 110.000 mennesker med at komme i job« (Dr.dk, 10.5.2015). Men det er slet ikke dét, det reelt handler om.
For det første er checken ikke andet end discount-røgslør over konsekvenserne af halveringen af dagpengeperioden og det intensiverede kontrolregimente over for ledige kontanthjælpsmodtagere.
For det andet er denne 'bonus' blot endnu en cementering af myten om, at ledighed er selvforskyldt, fordi dens reelle signalværdi jo er, at de dovne skiderikker uden for arbejdsmarkedet kun kommer ud af hængekøjen, hvis de 'motiveres' af en ekstra check.
Dermed kommer bonussen for det tredje til at bidrage til det generelle spin om hensigten bag den social- og beskæftigelsespolitiske strategi, som Socialdemokratiet og De Radikale har overtaget fra blå blok: At tvinge lønniveauet ned i Danmark.
Som økonomiprofessor Christen Sørensen har påpeget for nogle år siden: »Når man øger udbuddet af arbejdskraft, så falder prisen på arbejde og dermed lønningerne. (...) Hele meningen med reformer af efterløn og dagpenge er jo at presse lønningerne ned for at forbedre lønkonkurrenceevnen. Hvis man ikke vil vedstå sig det, så er man ikke ærlig«. (Ritzau, 11.10.2012).
Logikken er, at hvis vilkårene for de ledige forværres, trækker det også lønniveauet ned, fordi frustration og frygt gør flere parate til at sælge sig selv billigere, og så forbedres konkurrenceevnen. Men for det første er det ikke sikkert, at vi kan (eller vil) tvinge lønnen tilstrækkeligt ned til en virkelig mærkbar konkurrencefordel. Og for det andet kan faldende lønomkostninger meget vel blot føre til øget profit frem for flere i arbejde, som vi har set det i en række større virksomheder i Danmark de senere år.
Det sidste kunne man f.eks. læse af en opgørelse for et par år siden: »Mens væksten i virksomhedernes omsætning ligger mellem 13 og 100 procent fra kriseåret 2009 frem til 2012, så ligger antallet af nye job fra minus 45 procent til et plus på kun 23 procent. I fire virksomheder er antallet af arbejdspladser ligefrem faldet trods stigende omsætning og sorte tal på bundlinjen.« (Dr.dk, 27.2.2013).
Det er sagt før, men ikke uvigtigt at gentage: ledige og lønmodtagere er og bliver i samme båd. Den lønmodtager, der hopper på myten om den 'selvforskyldte ledighed' som et særskilt samfundsproblem - og som af samme grund accepterer forringede vilkår for de ledige - har indirekte sagt ja til et øget pres på sin egen løn.
Desværre får denne sammenhæng stort set lov til at passere upåtalt i den offentlige debat, og dermed får vi ikke en reel diskussion om den voksende ulighed og den kendsgerning, at en på papiret socialliberal-socialdemokratisk regering bidrager til at gøre de rige rigere og de fattige fattigere.
I det meste af 1900-tallet og frem til omkring 1990 blev arbejdsvilkårene og vilkårene for ledige forbedret og forbedret, og den økonomiske ulighed faldt og faldt. Erkendelsen af, at ledighed ikke er selvforskyldt, vandt også frem i løbet af 1900-tallet, bl.a. takket være Socialdemokratiet og De Radikale.
Det understøttes da også af den kendsgerning, at ser vi på andelen af den danske befolkning fra nul år til 120 år i beskæftigelse, har den gennemsnitlig været meget tæt på halvtreds procent, tiår for tiår. Det var den i 1970'erne og 1980'erne, og det var den i 1990'erne og 00'erne - uanset skiftende regeringer med skiftende politik. Danmark har da også en af de allerhøjeste beskæftigelsesfrekvenser, så der er ikke flere skruer at stramme dér.
Alligevel lancerede regeringen som sit første store projekt i efteråret 2011 myten om selvforskyldt ledighed ved at påstå eksistensen af en udbredt »mentalitetsændring«, der har gjort socialsystemet til et »tagselvbord«, som Helle Thorning-Schmidt, Karen Hækkerup og Mette Frederiksen postulerede. En uhørt sviner til de ledige i kølvandet på en krise, de ingen andel havde i.
Siden er presset kun øget og øget, alt imens hverken regeringen eller andre knap nok har løftet et øjenbryn over de talrige eksempler på ledige, der snydes og bedrages af myndighederne. Så sent som i 2013 viste en stikprøve f.eks., at de midtjyske kommuner ulovligt fratog kontanthjælpen i 95 procent af tilfældene. Femoghalvfems procent.
Professor i socialret Kirsten Ketscher reagerede dengang skarpt: »Jeg har aldrig set noget lignende. Det her er virkelig en dødsliste over den gode sagsbehandling.«
Bedre bliver det ikke set i lyset af, at vilkårene for ledige stort set konstant er blevet forværret fra ca. 1990 og frem, mens den økonomiske ulighed konstant er forøget. Den socialliberale-socialdemokratiske regering har intet gjort for at vende denne udvikling (eller afvikling, om man vil). Tværtimod.
Med et pennestrøg fastslog Bjarne Corydon og Mette Frederiksen sågar allerede inden regeringen var ét år gammel, at det ikke længere var Socialdemokraternes »historiske hovedforpligtelse« at »omfordele fra rig til fattig« (Politiken, 20.8.2012).
Jobbonus-finten skriver sig ind i hele denne liberalistiske lønpres-strategi. Selv om den er lidt snedigere udformet end f.eks. Mette Frederiksens forsvar for at tvinge kontanthjælpsmodtagere til at samle hundelorte op, er og bliver bonus-checken blot en gaveindpakket hån mod landets ledige. Endnu et kapitel til myten om, at de ledige selv er skyld i ledigheden, og at de kun gider lette røven, hvis nogen 'motiverer' dem til det.
Nu er det valgår, så derfor italesættes 'motivationen' undtagelsesvist som en lille gulerod, ellers har den hidtil kun stået på pisk. Og det kommer den til igen efter valget, tro mig.
Medmindre. Medmindre der kommer et tiltrængt socialt oprør med en gennemslagskraft, vi ikke har set i årtier.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 13.5.2015
