Brügger blander sin offermentalitet ind i ytringsdebat

Af Rune Engelbreth Larsen

Det er velkendt, at nogle af Dansk Folkepartis toppolitikere og andre antimuslimske debattører i mange år har adopteret Den Danske Forenings selvforståelse som en 'modstandsbevægelse', hvor man sammenligner sig selv med frihedskæmperne under besættelsestiden og ligefrem italesætter indvandringen som en besættelsesstyrke.

I 2000 udtalte Søren Krarup f.eks.: »Jeg betragter Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne. De lukker hvert år tusindvis af nye flygtninge og indvandrere ind i vores land, samtidig med at bander af unge indvandrere hærger og terroriserer danskerne ...« (Jyllands-Posten, 21.10.2000).

Mogens Camre kaldte i 2008 muslimerne på Nørrebro, Vesterbro og i dele af Aarhus og Odense for »vore besættere«, og i 2010 bedyrede han, at en ramadanmiddag på Christiansborg (der i øvrigt havde deltagelse af både muslimer, jøder, kristne og ateister) var endnu mere »provokerende« end noget, den nazistiske besættelsesstyrke kunne finde på (Ekstra Bladet, 6.9.2010).

Det fortæller ikke så lidt om vrangforestillingernes dimensioner, at Krarup og Camre i ramme alvor gør en spraglet religiøs minoritet uden så meget som en base i Folketinget, endsige uden realpolitisk magt i det danske samfund, sammenlignelig med en brutal nazistisk militærmagts besættelse af Danmark.

Et forsøg på at udstille denne og lignende absurditeter søsatte forfatter og mangeårig lederskribent på Jyllands-Posten Flemming Chr. Nielsen og undertegnede for år tilbage i et par kronikker i Politiken, hvilket en overgang førte til en velbesøgt Facebookgruppe og endog affødte et lille radioprogram på Den Anden Radio.

Vi vendte simpelthen Dansk Folkepartis selviscenesættelse imod dem selv med fiktionens hjælp og ved at kopiere partiets retorik med omvendt fortegn i 'Modstandsbevægelsen Danmarks Løver'. De prominente stiftere bestod bl.a. af Pigen med svovlstikkerne, Lykke-Peer, Aladdin, Den lille Havfrue, Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn.

Et par år senere omdøbte disse klassiske danskheds-ikoner initiativet til en frihedsbevægelse i en Grundlovstale, der kritiserede Dansk Folkepartis assimilationspolitik, som flere og flere partier og politikere lod sig inspirere af.

Hensigten var naturligvis at tydeliggøre, hvorledes nationalistiske kræfter håndhæver et stærkt selektivt og misvisende danskhedspatent.

Når dagbladet Information i denne tid også benytter begrebet »modstandskamp«, er det ikke for at udstille Den Danske Forenings og Mogens Camres misbrug heraf, men heller ikke for at adoptere det. Det er til gengæld udtryk for en anden slags proportionsforvrængning.

I hvert fald i den del af dagbladets serie, der gør Radio24syvs programchef Mads Brügger til en eksponent for »vor tids modstandskampe i 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning«, fordi han mener, at ytringsfriheden er truet i Danmark og bl.a. hører til fortalerne for at udstille den svenske kunstner Dan Park.

Men en modstandskamp i denne anledning kan man ikke med redelighed hævde udkæmpet af nogen, der som Mads Brügger sidder på sin del af mediekagen i det kongelige danske demokrati. Og slet ikke når flertallet af hans synspunkter er helt på linje med den altoverskyggende majoritet af de danske medier og det store flertal af danske magthavere i øvrigt, der med stigende vedholdenhed har bakket aktivt op om at publicere hårdkogte karikaturer vendt imod minoriteter.

Brügger: »Jeg vil gerne undgå, at før man siger noget om Muhammed-tegningerne, så skal man sige, at man synes, det var nogle grimme tegninger, eller at man ikke personligt føler behov for at krænke muslimer. For det første handler det ikke om, hvad du eller jeg føler, tænker og mener, det handler om os alle sammen«. (Information, 24.4.2015).

Hvor mange steder i Danmark er det lige, at det er strengt nødvendigt at sige noget »grimt« om Jyllands-Postens Muhammedtegninger?

Den debatposition, der anser Jyllands-Postens publikation af Muhammed-karikaturerne for at have været en god idé, en gavnlig idé, en vigtig idé og en rigtig idé, er i den grad cementeret, favoriseret, heroiseret og kanoniseret af næsten alle, der kan krybe og gå blandt landets toppolitikere og massemedier.

Så meget, at det er komplet ørkesløst overhovedet at påpege en kritik heraf, fordi man straks beskyldes for at ville indføre censur, eller for ikke tage afstand fra trusler og vold og så videre.

Og endnu flere hanekampe i offentlige debatprogrammer, der gentager positionerne fra 117 andre debatprogrammer det foregående ti år, er i bedste fald lige så forudsigelige og kontraproduktive. Orker ikke for 118. gang.

Men hvad man end måtte mene herom, bliver Brüggers standpunkter ikke til noget, der kan paralleliseres med modstandskampen under besættelsestiden.

Brügger: »Folk er bange for at blive socialt udstødt og stemplet som islamofober«.

Come on. Jeg køber ganske enkelt ikke denne nye version af den gamle myte om frygten for at blive »stemplet« som »racist« i den offentlige debat. Og hånden på hjertet: Er det ikke også udtryk for samme 'offermentalitet', mange ellers gerne beskylder minoriteter for?

En fjerdedel af Folketinget kan til næste valg blive fyldt af politikere, der er blevet kaldt »islamofober« i to årtier, hvis Dansk Folkeparti når op på de stemmetal, deres mest gunstige meningsundersøgelser peger på. Det rager dem en papand, hvad de bliver kaldt.

Og hvad med andre uden for DF? Ærlig talt. Det fyger med 'stempler' som »landsforræder«, »islamofob« og det, der er værre i debatten. Har man ikke fået det ene kastet i hovedet, har man fået det andet eller tredje eller syttende. Tusindvis af gange. Velkommen i klubben.

Brügger fortsætter: »Da Radio24syv gik ombord i Dan Park-miseren, kunne jeg høre dørene lukke sig omkring mig«.

Gad vide, hvor dørene lukkede sig? Mig bekendt, har han stadig sit job. Men måske blev nogen eddikesure? Velkommen i klubben.

Brügger: »Min store frygt er et samfund med enormt mange minoriteter, der gør særkrav gældende«.

Hvad er det for særkrav, som »enormt mange minoriteter« gør gældende i den virkelige verden herhjemme? Vi er vel ikke igen ude i at se badeforhæng og et vigende antal frikadeller som en 'snigende islamisering'?

Nej, jeg vil ikke skyde Brügger den slags 'hvad-bliver-det-næste' i skoene, men nævner det som eksempel på, hvordan den type argumenter igen og igen anvendes. For Brüggers vedkommende tror jeg imidlertid, at vi snarere er ovre i ytringsfrihedsdebatten igen - men heller ikke her kan jeg se skyggen af tegn på, hvilke »særkrav«, der truer os på grund af »enormt mange minoriteter«?

Ikke desto mindre kan jeg såmænd godt være helt enig i nogle af de principielle standpunkter, Brügger bringer til torvs. f.eks.: »Det er vigtigt at stå fast på, at det ikke er ulovligt at være nazist i Danmark. Og jeg synes i virkeligheden, at den fineste måde at forvalte ytringsfriheden på var, da nazisterne i Greve fik lov til at drive deres egen radiostation, Radio Oasen«.

Ja, lad os forsvare nazisternes ytringsfrihed. OG islamisternes. OG forskernes. OG programchefernes. OG journalisternes. OG whistleblowernes. OG kranførernes. OG så videre.

Her er f.eks. en spritny sag at kaste sig over: Dansk Palæstinensisk Venskabsforening har fået deres ytringsfrihed beskåret af Movia.

Busselskabet har fjernet foreningens busreklamer, der havde følgende budskab: »Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosætterindustrien!«

Movia forklarer indgrebet med, at budskabet kan virke »unødigt stødende« på jøder, til trods for at det altså alene er rettet mod de israelske bosættelser, der er ulovlige efter international lov - og selv om de hverken adresser jødisk etnicitet eller religiøsitet.

Til sammenligning er busstoppesteder landet over for nylig blevet tilplastret med De Konservatives plakater:

STOP
NAZI
ISLAM
ISME

Intet selskab har så vidt vides fjernet dem ud fra en betragtning om, at de måske kunne virke »unødigt stødende« på muslimer. Endskønt de i modsætning til busreklamen rent faktisk angriber et religiøst ståsted og lige så klart spiller på en mistænkeliggørelse af islam såvel som islamisme.

Men uanset hvad vi mener om den ene eller den anden af disse budskaber:

Forsvaret for ytringsfriheden behøver ikke implicere, at man skal promovere hvad som helst for at BEVISE, at man støtter ytringsfriheden. Hverken Radio24syv eller Politiken eller det lokale skoleblad BEHØVER optrykke eller gentage den forbudte busreklame mod de ulovlige bosættelser, selv om de pågældende medier vil hylde ytringsfriheden og protestere mod busselskabet.

Man BEHØVER heller ikke genoptrykke Dan Parks (i mine øjne) slet skjult racistiske politiske værker for at bevise sit standpunkt om, at svensk forbud og fængsling er en urimelig overreaktion.

Man behøver HELLER ikke genoptrykke hver eneste nazistisk propagandaflyer, der på et eller andet tidspunkt er blevet forbudt og konfiskeret et eller andet sted i verden for at bevise, at man hylder ytringsfriheden. Ellers skulle Brügger jo drive 'galleri' fra nu af og resten af livet.

Jeg mener, at nazister og islamister også skal have lov til at sende radio og komme ud med deres synspunkter. Jeg vil blot ikke af den grund også forpligte mig til at gentage deres budskaber.

Det er en del af min ytringsfrihed at fravælge at viderebringe lort og racistisk propganda, også selv om jeg støtter RETTEN til at publicere det og kun har den dybeste foragt over for enhver trussel og ethvert voldeligt angreb på den eller dem, der kun kæmper med ord og streger.

Nu har jeg for forenklingens skyld hidtil talt om to 'fløje' i ytringsfrihedsdebatten, men sandheden er jo, at der er mange.

Ikke alle, der ønsker at udbrede Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, ønsker også at udbrede Dan Parks. Ikke alle, der er bekymret for udbredelsen af dæmonisering af minoriteter, ønsker at bevare blasfemiparagraffen og racismeparagraffen. Og ikke alle, der er optaget af islamkritikeres ytringsfrihed, er lige så optaget af Palæstinensisk Venskabsforenings ytringsfrihed. Og så videre.

Vi er ikke enige om alt i ytringsfrihedsdebatten inden for 'fløjene', men vi er heller ikke uenige om alt på tværs af 'fløjene'.

Brügger vil forsvare Dan Parks RET til at offentliggøre dæmoniserende karikaturer? Jeg er med.

Et galleri bør have ret til at udstille Dan Park, ligesom jeg til gengæld også gerne vil bruge min ret til at kritisere udstillingen - såvel som ideen om, at denne gallerivirksomhed skulle være en opgave for et public service-medie som Radio24syv.

Brügger vil forsvare Jyllands-Postens ret til at offentliggøre dæmoniserende karikaturer? Jeg er med. Jeg vil blot samtidig fastholde, at avisens dagsorden og initiativets udførelse var betydeligt mere problematisk, end det i den retrospektive kanoniske konsensus er blevet kogt ned til, og at initiativet forudsigeligt nok styrkede islamisternes position og svækkede moderate muslimer.

Brügger mener, at racismeparagraffen og blasfemiparagraffen bør afskaffes (så vidt jeg har forstået). Jeg er med.

Jeg mener, at de indskrænker ytringsfriheden unødigt. Jeg mener i øvrigt også, at begge paragraffers eksistens snarere fremmer den dæmonisering, de formelt er sat i verden for at hæmme. Næsten enhver af de få racismesager, der rejses, er efterhånden blot én stor anledning til at styrke og forsvare udbredelsen af de pågældende udsagn.

Den, der sigtes eller tiltales på grund af dæmoniserende udsagn, får således tusindfoldig opmærksomhed, og al debat kommer til at handle om 'ytringsfrihedens krænkelse' frem for om udsagnenes rimelighed eller mangel på samme.

Jeg er til gengæld slet ikke med, når frygten for minoriteters »særkrav« tales voldsomt ud af proportioner.

Det siger jeg vel at mærke ikke for at indskrænke Brüggers ytringsfrihed eller placere ham i nogen anden lejr end hans egen. Blot for at udnytte min ytringsfrihed til fra min egen lille lejr at kritisere ytringer, jeg anser for at fremme en usaglig og uredelig stigmatisering af minoriteter.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 6.5.2015