Pape og Khader forsøger desperat at redde deres parti?

Af Rune Engelbreth Larsen

Det er glasklart og gennemskueligt: Brugen af 'nazi'-etiketten i De Konservatives nye partireklamer skal ikke signalere en banal afstandtagen fra islamister, men derimod partiets parathed til at gøre Dansk Folkeparti kunsten efter, hvad angår mistænkeliggørelsen af muslimer og islam i almindelighed.

Det vender vi tilbage til. Men først et par bemærkninger til de seneste dages debat om, hvorvidt det er sagligt at sidestille nazisme og islamisme, sådan som De Konservative på overfladen hævder at gøre det.

Idéhistorisk er det overfladisk og plat.

Naturligvis er der indlysende paralleller mellem nazismen (og andre totalitære ideologier, som er udviklet i Vesten) og de mest militaristiske islamismer, der har uhyggelig medvind i en række muslimske lande. Der er også militaristiske islamister herhjemme, ligesom Danmark er i udenlandske jihadisters åbenlyse søgelys.

Det kan man da godt skrive på en plakat, at man ønsker et 'stop' for, men nazisme-etiketten er begrebsmæssigt misvisende og politisk et tomt slag i luften - selv med de gængse og meget luftige valgslogan-standarder in mente.

Nogen islamistisk trussel på linje med nazismens historiske trussel er der jo heller ikke engang perifert tale om i Europa.

Og hvad De Konservative og flertallet af landets øvrige toppolitikere aldrig når til en selverkendelse af, er, at islamismens opblomstring i dag er forbundet med en række faktorer, som de selv samme politikere bærer en del af medansvaret for:

1) Et par årtiers dansk krigsdeltagelse tusindvis af kilometer væk fra vore egne grænser, hvor prisen for Vestens 'befrielseskrige' har været hundredtusinder af dræbte civile (for ikke at nævne diverse skandaløse tortur-sager og bevidste massakrer begået af allierede amerikanske tropper).

2) Mere end et halvt århundredes blodig israelsk/palæstinensisk konflikt med udtalt laden-stå-til over for den israelske besættelses- og bosættelsespolitik.

3) Et årtis insisteren på igen-igen at pervertere vort såkaldte frisind til en favorisering og heroisering af den ene tilsværtning af islam efter den anden.

4) En tilbagevendende negativt generaliserende og dæmoniserende retorik over for muslimer en bloc.

Er dette årsagen til eller en 'undskyldning' for militaristisk islamisme? Nej. Det er ikke desto mindre udtryk for vore egne politikeres bidrag til radikaliseringsprocessen bag (såvel som stimuleringen af) nogle af de trusselscenarier, der med lange mellemrum manifesterer sig som en boomerang.

Alt dette er relevante kritiske betragtninger på linje med relevante kritiske betragtninger over den teologisk-politiske legitimering af brutale blodsudgydelser og uhyggelige totalitære træk, der kendetegner en række islamistiske bevægelser i dag.

Den selvreflekterende del af ligningen har ledende konservative i lighed med flertallet af partierne imidlertid begravet under det selvforherligende mantra, at 'der-ikke-er-noget-at-komme-efter-hos-os'.

Men havde De Konservatives nazi-kampagne alene haft dét sigte at udtrykke en afstandtagen over for islamistisk ekstremisme ved at påpege paralleller til nazismen, havde det primært været tale om misvisende populistisk spekulation.

Det er imidlertid ikke tilfældet, for det er ingenlunde den pointe, der er sigtet.

Det er selvfølgelig ikke spor tilfældigt, at disse landsdækkende plakater meget fikst får sammenstillet ordene 'nazi' og 'islam' som kampagnens afgørende blikfang:

STOP
NAZI
ISLAM
ISME

Det er jo selvindlysende for enhver, at centrum for budskabet er kombinationen af ordene NAZI og ISLAM - nichts weiter.

Det ville være så let som at klø sig i røven at layoute plakaten på en måde, så der både var tale om megastore bogstaver og samtidig få plads til at skrive det kun ni bogstaver lange ord 'islamisme' ud i ét. Hvis det var det, partiet ønskede.

Det var det ikke.

De Konservative har ikke engang gidet ofre en bindestreg mellem 'islam' og 'isme' - hvilket der jo ellers er mere end oceaner af plads til på plakaten.

Tydeligere kan det ikke blive. Der er ingen tilfældigheder i reklameverdenens budskaber - og slet ikke hvad angår partipolitisk propaganda.

Dermed udstikker Søren Pape kursen for De Konservatives kommende valgkamp, og dermed lægges afstand til tidligere bestræbelser på at trække De Konservative bort fra Dansk Folkepartis propagandistiske virkemidler.

Ganske vist har der ikke været tale om nogen konsistent kurs, for ingen har vel betvivlet, at Brian Mikkelsen m.fl. altid har stået på spring til at rykke helt ind i Kjærsgaardland.

Er det den strategi, som Søren Pape nu har valgt? Den årelange vælgerkrise skal måske løses ved at rykke ud i højre overhalingsbane og signalere en klarere berøringsflade med Dansk Folkeparti.

Politikere fra Dansk Folkeparti har således allerede i et par årtier praktiseret en udtalt nazificering af islam og muslimer.

Man har sammenlignet Koranen med Mein Kampf, paralleliseret hovedtørklæder med hagekors og stemplet indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed som 'besættere', ja, Mogens Camre har understreget, at de nazistiske tropper opførte sig bedre end »dele af nutidens muslimske ungdom«.

Denne fuldblodspropagandist har i sit tunnelsyn sågar beskyldt en uskyldig ramadanmiddag på Christiansborg for at være mere provokerende end noget, den nazistiske besættelsesmagt kunne have fundet på: »Selv den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig var ikke så provokerende at arrangere festmiddage på Christiansborg uanset, at vi dengang ikke havde haft mulighed for at sige nej, hvis det var kommet dertil«. (Ekstra Bladet, 6.9.2010).

Næppe nogen konservativ politiker ville trække propagandaen ud i det rablende Camreske vanvid, men det er Dansk Folkepartis generelle tendens til at sætte sig på 'tronen' i den antimuslimske retorik, som De Konservative nu signalerer, at de er parate til at adoptere som valgkamps-træk.

Den advarsel, som daværende konservativt medlem af Europaparlamentet Gitte Seeberg rettede mod sit parti for otte år siden, er for længst glemt: »Vi står ved en korsvej og skal vælge. Vil vi følge Dansk Folkeparti ind i kolonihavehuset, eller vil vi vende ansigtet udad og tage udfordringen fra globaliseringen op? Man kan ikke begge dele. (...) Der er brug for et opgør med en forstenet udlændingedebat, hvor hver en mørklødet, der krydser grænsen ved Kruså opfattes som en potentiel trussel mod det danske velfærdssystem«. (Berlingske Tidende, 22.3.2006).

Året efter brød hun ud af sit parti og var medstifter af Ny Alliance, der fik voldsom opbakning netop på et borgerligt midteroprør mod Dansk Folkeparti: »Vi på den borgerlige side burde på et langt tidligere tidspunkt have lagt afstand til Dansk Folkeparti. At tie er at samtykke. Samarbejdet med Dansk Folkeparti er blevet for meget. Nok er nok«. (Berlingske.dk, 7.5.2007).

Og det var først og fremmest Gitte Seebergs »nok er nok«, der skabte Ny Alliances kolossale medvind de første måneder, før interne magtkampe sendte hende ud på sidelinjen, ikke mindst takket være Henrik Qvortrups politiske svinestreg som daværende chefredaktør af Se & Hør samt Ulla Østergaards behændige rævekager - begge med en forhistorie som spindoktorer for Venstre.

Har du glemt det? Så gense Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm om Ny Alliance, Dagbog fra midten (2009).

Men det er selvfølgelig altsammen historie.

Nu forsøger Søren Pape og Naser Khader at redde De Konservative, ikke med den kurs, som Gitte Seeberg slog til lyd for i nullerne, og som gik ud på at distancere sig utvetydigt fra Dansk Folkeparti.

Under et subatomart mikrodække af, at det skam er 'islamisme', der er angrebspunktet, har De Konservative i stedet valgt at omklamre nationalisternes propagandistiske recept og signalere et slægtskab mellem 'nazi' og 'islam'.

Nok er stadig ikke nok.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 15.4.2015