Det er symptomatisk, at flere af de samme gamle partier, hvis sammensurium af løftebrud, dobbeltmoral, spin og fiduser vel kunne gøre politikerleden til landets største parti, også står vagt om de udemokratiske mure, der besværliggør det maksimalt for nye partier blot at komme på stemmesedlen.
Hvor al denne spin og manipulation dominerer, er taberne i første omgang politiske idealister, der ikke kan affinde sig med, at gamle partiers nikkedukke-kultur er vigtigere for en tillidspost end visioner og evner.
I anden omgang er taberne vælgerne i almindelighed, fordi en alt for benhård partidisciplin transformerer flere partiers profiler til tåkrummende robotter, der af partiledelses- og karrierehensyn til tider tvinges til at sværge højt og helligt på det modsatte af det, de står for.
Etablerede politikere, der frygter for deres taburet, brokker sig af og til over nye partier og 'stemmespild', men de ligger, som de har redt.
Socialdemokratiet risikerer at degenerere til en tom skal af solidariske floskler omkring en stadig mere udtalt neoliberal kerne, fordi ingen har turdet sige fra. Helle Thorning-Schmidt skal prise sig lykkelig for, at hun trods et historisk ophørsudsalg af socialdemokratiske kerneværdier måske alligevel kan reddes på målstregen af Dansk Arbejdsgiverforening, der trumfer hendes egen hjerteløse lystjagt på de ledige og derfor må få det til at risle koldt ned ad ryggen også blandt socialliberale borgerlige.
Mange vælgere ser næppe statsministervalget som et valg mellem, hvem der f.eks. er dygtigst til at løfte samfundets trængte, men blot som et valg mellem, hvem der er en lille smule mindre kynisk end konkurrenten. For kynismen deler de.
Det er ikke et valg mellem, hvem der står mest vagt om retssikkerheden, men derimod om, hvem der afvikler den lidt langsommere end konkurrenten. For afviklingen af retssikkerheden deler de. Det er ikke et valg mellem, hvem der taler mest sandt, men derimod om, hvem der leverer en lille smule mindre åbenlys manipulation end konkurrenten. For den åbenlyse manipulation deler de.
For mange vælgere er det derfor næppe et valg mellem, hvem der tiltrækker og begejstrer mest, men derimod et fravalg af dem, der afskrækker og frastøder mindst. Derfor er der brug for nye personligheder med ideer og argumenter, der udfordrer mediespin og taburetklister - også selv om ikke hver eneste idé og argument er færdigudviklet. Er dét værre end de mange destruktive ideer, der trives som politiske selvfølgeligheder?
Men uanset håb eller manglende håb til de nye stemmer i dansk politik er det grotesk, at de skal kæmpe med opstillingsbetingelser, der ene og alene har det formål at beskytte de gamle partier. Et nyt parti risikerer at skulle betale for og indsamle 30.000-60.000 vælgererklæringer i tusindvis af spildte arbejdstimer på grund af det bureaukratiske opstillingshelvede, der er skabt af gamle partier.
Nationalpartiet skal tilmed kæmpe med den særligt udspekulerede regel, at en vælger ikke må underskrive to partiers vælgererklæringer. Det er hul i hovedet, fordi vælgererklæringerne jo ikke binder nogen som helst til at stemme på noget som helst. Der er ingen anden forklaring herpå end den, at store dele af den gamle politiske garde helst vil holde nye konkurrenter ude. Som om det ikke var nok, at de gamle partier i forvejen har besluttet at forære sig selv millioner i statsstøtte.
For at skyde genvej til den altafgørende medieopmærksomhed har både nye og gamle partier af og til kendisser i kikkerten.
Charlotte Bircow er f.eks. spritny folketingskandidat for Liberal Alliance. Hun er kendt som fitness-træner, og hendes væsentligste bidrag til dansk politik består indtil videre af 'balder af stål'-træningsvideoer.
Talentjægerne i Nationalpartiet er gået en anden vej. Her er det lykkedes at opstille digteren Yahya Hassan, der på halvandet år har sat større præg på dansk kulturliv og bidraget mere til den generelle politiske debat end mange politikere på Christiansborg til sammen.
Han lancerede sit kandidatur med en timelang tale og trådte ind i den partipolitiske boksering, nærmest svævende som en sommerfugl og stikkende som en bi: »Vi har en større tiltro til de tosprogede, end vi har til de enøjede. Der skal ikke nye boller på suppen. Der skal ny suppe på bollerne. Vi er efter de, som går med tørklæde. Det vil klæde os, om vi tør være efter de, som går med skyklapper.«
Den slags er vi ikke vant til. En digterisk ordkunstner, men også en politisk ordkunstner med indhold og ikke kun form. Det bekymrer nogen, for gad vide hvad han ved om fiskeripolitik og EU-lovgivning? Tjah, ingen ved noget om det hele, ikke engang forfattere.
Inger Støjbergs forfatterskab består f.eks. af bogen 'Toner i livet' om musikduoen Sussi & Leo, men hun har da kunnet kvalificere sig til politiske topposter. Kvalifikationskravene til en karriere i dansk toppolitik er måske ikke så skyhøje, som nogen går rundt og tror?
Let er det selvfølgelig ikke, når man ligefrem forsøger sig med en slags politisk nybrud. Men af og til efterlader det sig inspiration og spor af relevans. Og i sjældne tilfælde kan det gå hen og slå igennem.
Hvem ved, hvordan det går? Foreløbig kan vi dog konstatere, at dansk politik i hvert fald ikke er blevet kedeligere, og at niveauet for politiske taler er blevet løftet i voldsom grad.
Og et mere symptomatisk billede på prioriteringsforskellene i to partier med vidt forskelligt fokus skal man dog lede længe efter: Balder af stål eller ord med poesi, kant og substans?
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 10.4.2015