De borgerlige kæmper mere for skovene end regeringen
Af Rune Engelbreth Larsen 
Selv om regeringen på papiret råder over et 'grønt' flertal er det bemærkelsesværdigt, at der ikke er sket mere end Den Danske Naturfond og lyspunkterne i Naturplan Danmark. Trods gode delelementer og gode intentioner kommer sidstnævnte slet ikke i nærheden af at standse den generelle naturforarmelse og det galopperende artstab, som vi er internationalt forpligtet til at rette op på.
Havde forhenværende miljøminister Ida Auken (SF) fået mere politisk snor, havde det muligvis set anderledes ud, men hverken Finans- eller Statsministeriet har virket interesseret i at løfte naturkvaliteten substantielt, selv om arterne udryddes med historisk hastighed.
Nu har Enhedslisten fremsat et ambitiøst lovforslag om at omdanne Gribskov til et fabelagtigt naturskovområde med ophørt skovdrift og mulighed for en vifte af flere fritgående græssere samt genetableringen af de naturlige vandforhold. Det ville gavne biodiversiteten lokalt, og som muligt pilotprojekt også sætte både skoven og Danmark på det internationale naturkort.
Det vender vi tilbage til, men også blå blok har valgt at lytte til talrige forskeranbefalinger og fået øjnene op for, at de danske skove er i en miserabel naturtilstand, der trænger til en markant indsats. Dermed er de syvmileskridt foran regeringen i denne del af naturpolitikken.
Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance er således gået sammen om et lovforslag »om udtagelse af statsejet skov til initiativer, som vil føre til en standsning af tab i biodiversitet og dermed forbedre den samlede danske indsats for at standse tilbagegangen af biodiversitet inden udgangen af år 2020«.
Det ville være let at afvise forslaget af vane, f.eks. når man ihukommer blå bloks nylige angreb på vandløbene, hvor naturen skal underprioriteres til fordel for den helt igennem kunstige funktion som transportkanaler af overskydende vand fra markerne.
Det er bestemt ikke godt for naturen, hvis vi fjerner vandplanter og graver vandløbene dybere, men det afhjælper i virkeligheden heller ikke oversvømmelserne under kraftige regnskyl, som det er fastslået i en nylig undersøgelse fra Rambøl.
Men et lovforslag bør vurderes som dét, det er, ikke ud fra, hvem der fremsætter det eller hvilke øvrige politiske standpunkter og forslag, man måtte være enige eller uenige om.
Og blå bloks forslag om en konkret indsats for at gavne biodiversiteten i skovene er afgjort et overordentlig væsentligt bidrag til den naturpolitiske debat.
Konkret foreslås det at udtage 20 procent af de danske statsskove (ca. 25.000 hektar) inklusive dele af kommunernes og Forsvarets skovarealer til »initiativer, der vil sikre optimale forudsætninger for at øge biodiversiteten med henblik på at undgå yderligere tab af Danmarks biodiversitet« (beslutningsforslag B144, Folketinget 2014/15).
Hvordan skal dét så forstås? Vi er jo forvænte med politiske gummiformuleringer, men lad os tage ja-hatten på og tage ordene for pålydende.
I så fald er der ét tiltag, man umuligt kan komme udenom - hvis man vitterlig ønsker det, forslaget tilsigter, nemlig at sikre optimale forudsætninger for at øge biodiversiteten i skovene- og det er at indstille skovdriften. Det er ikke ekspliciteret, men kan ikke være mere åbenlyst implicit.
Simpelthen at slukke motorsavene og holde op med at fælde træer i 25.000 hektar skov. Det vil omlægge de pågældende skove til det, der også kaldes urørt skov.
De 25.000 hektar er desværre ikke nok, men det er mildest talt tankevækkende, at det i givet fald er op til 100 (100!) gange så meget, som de 250 hektar urørt statsskov, regeringen indtil videre har foreslået i Naturplan Danmark.
Blå blok tilføjer, at der er behov for en nøje analyse af, »hvilke initiativer, der skal igangsættes for at øge biodiversiteten, da det formodes, at urørt skov ikke er den eneste metode til en forøgelse af biodiversiteten«.
I stedet for at læse dette som en åbning for at slække på kravene til urørt skov, har jeg som nævnt ja-hatten på her og læser det som en åbning, der udvider den artsgavnlige palet i tråd med, hvad der er udbredt forskerkonsensus om. Igen: Ellers giver det jo ingen mening at fastslå vigtigheden af at »sikre optimale forudsætninger«.
De andre optimale metoder til at sikre biodiversiteten i skovene går således videre end den passive handling, der alene består i at indstille motorsavspolitikken. De naturlige vandforhold bør i videst muligt omfang genetableres, bl.a. ved at tilkaste grøfter og indstille afvandingen, så skovene ikke længere er kunstigt knastørre, sådan som det oftest er tilfældet i dag.
Det ville også være en stor fordel indledningsvis at rydde ud blandt ikke-hjemmehørende træarter og permanent tillade en vifte af fritgående græssere til gavn for mere lysåben skov.
Men selv om man i første omgang holder sig til at indstille skovdriften, vil det også i sig selv gavne, eftersom skovene med tiden får meget mere dødt ved - døde grene og træer, der står eller falder og findes i forskellige stadier af deres nedbrydningsproces. Det er altafgørende for talrige truede arter, men netop en himmelråbende mangel i vore produktionsskove.
At nå 'tilbage' fra intensiv produktionsskov til noget, der ligner helt oprindelig urørt skov, tager generationer, og at omlægge hidtidig produktionsskov til egentlig naturskov uden skovdrift vil derfor heller ikke få naturkvaliteten til at eksplodere over night. Men så meget desto vigtigere er det at komme i gang nu.
Imidlertid skal man heller ikke forklejne, at effekten og fremskridtene trods alt hurtigt lader sig dokumentere. Undersøgelser af nordvesttyske skove, der er omlagt fra produktionsskov til urørt skov (i dette tilfælde ren bøgeskov eller blandingsskov domineret af bøg) viser, at omfanget af stående dødt ved kan fordobles på blot syv år, og at den gennemsnitlige fordobling af dødt ved i det hele taget ligger på ca. ti år. Ophørt skovdrift er med andre ord en virkelig effektiv måde at genskabe skovenes døde ved på.
Det er selvfølgelig også vigtigt, at man udtager skov af produktion dér, hvor effekten og gavnen er størst for artsrigdommen, men også dér har blå blok lyttet til forskerne og tilføjet i lovforslagets bemærkninger, at de 25.000 hektar skal »udpeges i områder, hvor der er størst mulighed for at opnå gode resultater inden for biodiversitet«.
Altså ikke noget med at snyde på vægten og finde nogle tilfældigt spredte og artsfattige skovpartier med ringe naturindhold, nej, det er den potentielt gode skovnatur, der skal sikres og gavnes! Ja, jeg tager dem på ordet.
Forslaget tager således også eksplicit afsæt i anbefalingerne fra Det Økonomiske Råd, der i 2012 analyserede effekter af og omkostninger ved indsatsen for at bevare biodiversiteten og netop fremhævede vigtigheden af at lægge indsatsen i »skoven og den åbne natur«.
Så vidt så godt. Virkelig godt, faktisk!
Der er imidlertid et væsentligt aber dabei. For i de afsluttende bemærkninger til lovforslaget fastslår partierne, at udgangspunktet bør være, at »§3-områder mindskes proportionalt med udtagelsen af statsejet skov«.
Det er ærgerligt at forslaget i sidste ende også er bytte-bytte-købmand. De såkaldte § 3-områder er beskyttede naturområder, men denne beskyttelse svigtes desværre i forvejen alt for ofte, og de rummer ellers netop den åbne natur, som blå bloks reference til Det Økonomiske Råd påpeger vigtigheden af at gøre en særlig indsats for - i lighed med skovene.
Naturstyrelsens § 3-eftersyn har f.eks. afdækket, at tusindvis af disse beskyttede naturområder ødelægges, og denne alt, alt for oversete nationale skandale bør rettes op.
Endvidere er den foreslåede naturpolitiske bytteøkonomi svær at gennemskue konkretiseringen af, eftersom der heller ikke er nogen garanti for, at de arealer, der bliver 'ofret', ikke også kan rumme vigtige arter - og fordi det er et usundt princip at etablere god natur, hvis prisen er at undergrave god natur.
Men et forslag er jo kun et forslag, og det overordnede sigte er fremragende, så derfor bør regeringen og/eller Enhedslisten og SF oprigtigt afsøge mulighederne for et kompromis, der kan resultere i de 25.000 hektar urørt statsskov, der for første gang nogen sinde er foreslået.
I stedet for at ofre naturbeskyttelsen på 25.000 hektar § 3-arealer, som blå blok foreslår, kunne man dels forestille sig en række administrative lettelser af Naturbeskyttelsesloven, der gavner landbruget uden at svække naturen, dels at slække på regeringens forslag om et generelt forbud mod gødskning af § 3-arealer. Denne imødekommende kompromis-vej er tidligere foreslået i detalje af Naturbeskyttelse.dk.
Ideen er at tillade en fortsat gødskning af kulturenge, hvilket reducerer de udgifter, landbruget ellers ville få ved et forbud mod gødskning af alle § 3-arealer. Det kræver naturligvis, at der sikres en fagligt forsvarlig registrering, som skelner mellem natur- og kulturenge, så vi ikke får nogen lemfældighed.
Men det korte af det lange er, at der er alt for meget naturpotentiale i blå bloks forslag til ikke at anstrenge sig for at afsøge mulighederne for et forhandlingsresultat!
Ikke mindst i betragtning af, at Enhedslisten også har et fremragende forslag til at styrke skovnaturen - hvorfor ikke give det en chance og se, om man kunne nå et resultat, hvor de begge vedtages?
Få dage før blå bloks forslag om at forøge indsatsen for større artsrigdom i vore statsskove, har Enhedslisten fremsat et lovforslag, der opfordrer regeringen til at »tage initiativ til at etablere en Naturnationalpark på de statsejede arealer i Gribskov i tilknytning til den statsejede Esrum Sø« (beslutningsforslag B 103, Folketinget 2014/15).
At det er ambitiøst og gennemarbejdet tør jeg godt garantere, for det er udarbejdet af Peder Størup og undertegnede i efteråret 2014 med råd og input fra forskere. Bemærkningerne til lovforslaget består således af dette arbejde, som vi præciserede det i januar 2014.
Når der er grund til at nævne dette, skyldes det, at Enhedslistens forslag i lighed med Liberal Alliances er kommet i stand, fordi der faktisk er politikere, der altså har gidet lytte til naturvenner, naturformidlere og naturforskere på et område, der er et af de mest oversete, forarmede og underprioriterede i dansk naturpolitik: skovene.
Sammenfaldet af de to lovforslag betyder også, at skovnaturen aldrig nogen sinde har været højere på den politiske dagsorden. Det er et momentum, det er afgørende at gribe for de grønne organisationer og alle andre, der vil naturen det godt.
Forslaget til Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø tager udgangspunkt i to forhold: For det første at nationalparkerne langtfra har tilstrækkelig naturindsats, hvorfor der er grund til at kvalificere naturområder, som i kontrast hertil netop sætter natur og biodiversitet i højsædet: NATURnationalparker.
Og for det andet at det mest omkostningseffektive middel til at gavne biodiversiteten er at indstille skovdrift og omlægge til såkaldt urørt skov. Og HER kan det ske uden konflikter med private lodsejere - hvilket vel også bør appellere til blå blok - hele området er nemlig statsejet.
At omlægge Gribskov til urørt skov ville f.eks. med ét slag opfylde over 20 procent af de 25.000 hektar urørt statsskov, som blå bloks forslag implicerer!
Begge forslag presser dermed regeringen, der stadig accepterer skovenes naturforarmelse, til trods for at staten faktisk har ca. 120.000 hektar skov, hvoraf en del over tid kunne blive til højkvalitets natur.
Tænk, hvis Enhedslisten, SF og blå blok kunne finde en anden gevinst til landbruget end at ofre 25.000 hektar § 3-arealer? Så langt behøver der vel ikke være for, at blå flok kan stemme for Enhedslistens forslag og Enhedslisten og SF for blå bloks forslag, hvilket som bekendt ville give et meget alternativt naturpololitisk flertal.
Et flertal, der på mange andre naturpolitiske områder ville være utænkeligt; men det betyder jo ikke, at man ikke kunne se bort fra sædvanlig partitaktik og gå sammen om at løfte skovnaturen, når nu væsentlige dele af dete sigte faktisk er overlappende - og særdeles vigtigt.
Og hvis regeringen både er grøn og smart, lader den sig velvilligt presse til selv at fremlægge et naturpolitisk udspil, der både sikrer minimum 25.000 hektar urørt statskov og udpeger Gribskov til naturnationalpark som del af denne forpligtelse - og som pilotprojekt for, hvordan skovnatur kan blive artsrig og oplevelsesrig på samme tid.
Mon ikke også private fonde ville kunne overtales til at bidrage til så unikke naturambitioner?
Imens bør de grønne organisationer komme på banen for at presse alle partier til at sikre artsrig skovnatur.
Det er nu, momentummet for første gang nogen sinde er til stede på dette område. Frem på banen, naturvenner - det kan kun gå for langsomt.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 2.4.2015
