Hellere Hornbechs beherskelse end Helles hetz
Af Rune Engelbreth Larsen 
Alarmismen er gået i selvsving hos Socialdemokraterne, fordi 72.000 udlændinge fik opholdstilladelse i Danmark i 2014. Partiet har således taget hul på en valgkampagne, der varsler en endnu hårdere kurs over for indvandrere og asylansøgere.
Imidlertid er det under 10 procent af de 72.000, der er asylansøgere eller familiesammenførte, og af disse stammer stort set alle fra Syrien, hvor vi trods alt er vidner til den mest brutale humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. Resten af dette 'alarmerende' udlændingetal skyldes først og fremmest arbejdstilladelser, studieophold og praktikophold.
Alligevel får det asyl- og udlændingepolitiske hysteri altså atter lov til at sætte dagsordenen, og Socialdemokraterne begår løftebrud igen-igen.
Intet nyt under solen. Det er akkurat samme kurs, som Helle Thorning-Schmidt har ført under hele sit lederskab af Socialdemokratiet, og dog skulle man jo ellers formode, at der var grund til at revidere kursen i betragtning af, at hun hidtil kun har tabt, tabt, tabt, tabt, tabt, tabt og tabt. Ja, syv valg. I træk. Værst gik det til det seneste Europaparlamentsvalg, hvor Socialdemokraterne røg helt ned på 19 procent.
Var partiet så bare gået ned med rank ryg, var der format over det. I forsvar for velfærdssamfundet. I forsvar for lige rettigheder og usvækket retssikkerhed. I forsvar for solidaritet med ledige og andre trængte befolkningsgrupper. Men nej. Socialdemokraterne har tabt og tabt under en leder, der har ført en stadig mere liberalistisk politik og udstukket en forbløffende usoldarisk kurs.
Dermed har Thorning-Schmidt foræret blå blok en stribe gratis propanagdasejre og gjort et pænt forarbejde for den næste blå regering.
Samme blå hjælpsomhed tegnede også hendes kurs, dengang Socialdemokraterne var i opposition.
Da hun f.eks. i november 2010 agiterede for et absurd kafkask pointsystem, der reducerede mennesker til udlændingepolitiske værdi-point, fik De Radikale ved samme lejlighed et rap over nallerne. Thorning-Schmidt appellerede således til Konservative og Venstre om en fremtidig udlændingepolitik, der skulle gå udenom hendes kommende regeringspartner: »Det bliver ikke De Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesseret i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det.« (Berlingske, 20.11.2010).
Hvilken venlig hilsen til vennerne i De Radikale, ikke sandt?
Disse fatale fejlgreb fik da også dengang det socialdemokratiske bagland til at ekspolodere, og hun måtte love et stop for yderligere stramninger: »Vi har en tilstrækkelig stram udlændingelovgivning nu. Og vi behøver ikke at gøre mere på det område. Der skal være ro om de regler fra nu af.«
Det løfte er selvfølgelig også glemt.
Og Morten Østergaard, der engang var en af de skarpeste og mest redelige stemmer i Folketinget i forhold til udlændingepolitisk ret og rimelighed, er nu en passiv medspiller til strammerkursen. I 2010 var han ellers dybt frustreret over Socialdemokraternes måde at love et stop for kommende stramninger: »Det er godt, hvis Thorning vil trække en streg i sandet, men så forstår jeg ikke, at hun samtidig adopterer en del af regeringens pointsystem. Og det er underligt, at hun kaster sin kærlighed på Venstre og de Konservative, mens hun retter kanonerne mod os.«
Ja, det var underligt. Men ikke halvt så underligt, som at strammerkursen trods løftet om det modsatte åbenbart skal skærpes yderligere. Og til trods for at bestræbelserne på at spille lige op med den blå diskriminationspolitik kun har givet bagslag.
Hver gang Socialdemokraterne flytter hegnspælene over på blå banehalvdel, flytter blå blok dem let og samvittighedsløst endnu længere, og dermed fremstår Socialdemokraterne igen og igen som kopisterne under et politisk brandudsalg, mens de blå fremstår som den dagsordensættende front. Socialdemokraterne reagerer baglæns, de blå agerer forlæns.
Dansk udlændingepolitik og -retorik er med andre ord ikke ophørt med at blive mere og mere konfrontatorisk, hadefuld og radikaliserende. Thomas Borchert, der har en fortid som tysk udenrigskorrespondent i Danmark gennem årtier, siger det ganske klart: »Det er meget enkelt. Ingen af de ledende danske politikere ville kunne holde sig på tilsvarende positioner i Tyskland, hvis de sagde bare en femtedel så grove ting om indvandrere, som de gør her.« (Politiken, 19.3.2015).
Socialdemokraterne kunne da også have valgt en anden kurs og f.eks. være sluttet op om Birte Rønn Hornbech, der har langet ud efter sit eget partis udlændingepolitiske hysteri. Men Thorning-Schmidt vil hellere være en del af hysteriet. Tørt, men træffende konstaterer Hornbech: »Kapløbet mellem partierne for at komme først til at overhale Dansk Folkeparti højre om, er Venstre ikke alene om.« (Politiken, 19.3.2015).
Imens fortsætter Socialdemokraterne en politik, der umyndiggør, kuer og krænker ledige, og hvor nyttejob og anden tvang uundgåeligt også presser løn og arbejdsvilkår for lønmodtagerne. Hvor uligheden mellem rig og fattig øges, og hvor det forpestede politiske klima over for etniske minoriteter skal åbenbart forpestes yderligere.
Det er en skrue uden ende. En kurs mod et afskallet velfærdssamfund. En optakt til yderligere radikalisering af ekstremer såvel som af normer. Et udkast til Socialdemokraternes nekrolog.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 26.3.2015
