Danmarks humanistiske håb
Af Rune Engelbreth Larsen 
På den ene side har de seneste 10-15 års politiske danmarksbillede ikke været kønt. Indvandrerhadet er forøget, tvangs- og trusselspolitikken over for de ledige er blevet mere totalitær, nationalismens snæversyn er blevet mere magtfuldt, uligheden er vokset, retssikkerheden er aftaget, militarisme er blevet norm, og dæmonisering har okkuperet ytringsfrihedsdebatten.
Der hænger sorte skyer over Danmark, hvis man ser ud over mediebilledet og det dominerende politiske landskab. Mange humanistiske røster har resigneret og er forstummet, og egoismens profet Ayn Rand er blevet ledestjerne for fremstormende liberalistiske antihumanister.
Men lad det nu ligge lidt. For på den anden side - mellem skyggerne spirer som altid håbet og humanismen.
Og der er trods alt en del, som humanister kan glæde sig over i disse år.
Enhedslisten er blevet et markant humanistisk parti, der lægger stadig større afstand til leninistisk traditionalisme og har suppleret garvede kræfter som Per Clausen med en stribe skarpsindige unge frontfigurer som bl.a. Johanne Schmidt Nielsen og Pernille Skipper. De Radikale har med Manu Sareen fået en stilfærdig humanist i regering og er med Zenia Stampe blevet beriget af en politiker, hvis udsyn giver mindelser om Tøger Seidenfadens savnede hjerterum. SF har genfundet og genetableret stadig flere af de humanistiske kerneværdier efter afskeden med Søvndals og Mögers populistiske afsporing, og Uffe Elbæk har i samarbejde med Alternativets kreds af ydmyge idealister taget et visonært spadestik til en helt ny politisk kultur - og landets klogeste naturpolitik.
At tænke sig, at alt dette har overlevet og er vokset på trods af den herskende politiske ensretning og populisme? Og der er mere. Meget mere.
David Trads har sagt farvel til den spændetrøje, et fast medietilhørsforhold nødvendigvis må være, og er som fri fugl blevet en af landets mest sympatiske kommentatorer. Martin Krasnik og Clement Kjersgaard har hvæsset det magtkritiske tv-interview, og Brian Esbensen har løftet og skærpet den humanitiske magtkritik i blogland.
I samme periode er mediebilledet på godt og ondt blevet præget af Facebook, der i lighed med andre online-debatfora sine steder er et kloakhul for foragtende sofadebattører, men til gengæld også rummer fora, hvor der er viden at hente førstehånd i direkte dialog med talrige forskere og eksperter. Og mange formidlere og forfattere har med held udviklet deres Facebookprofiler til inspirerende kildevæld.
Peter Tudvad har gjort sin profil til et kateder for daglig dannelse og glimt i øjet, og biolog Morten D.D. Hansen har gjort sin til et kateder for daglig naturbegejstring såvel som naturpolitisk oplysning - og skyts.
Flere steder tørner forfattere, politikere, kulturpersoner og debattører sammen, fri for pressens koreograferede slagsmålsdebatter, der alligevel sjældent har formatet eller tiden til uddybninger og nuancer.
Ét positivt træk overskygger dog de øvrige, og heldigvis er der flere, der har bemærket og fremhævet det: Begavede og dybsindige medborgere med mere end den danske kultur og etnicitet i familiebagagen har udvidet og præget litteratur- og kulturpaletten såvel som den politiske debat de seneste 10-15 år. Tænk f.eks. på forfattere som Leyla Tamer, Alen Meskovic, Lone Aburas, Hassan Preisler og Tarek Omar m.fl.
Der er selvfølgelig glimrende forfattere og andre kunstnere med ikke-dansk etnisk baggrund, som har boet og virket i Danmark i længere tid, og pointen er heller ikke her at opdele kunst i etnicitet, men blot at bemærke begyndelsen til en berigende normalisering af kulturens mangfoldighed.
Både min hustru, vores datter og jeg er f.eks. begejstrede fans af Khaterah Parwani. Hendes uforlignelige menneskekundskaber, rolige analyser og nuancerede blik på marginaliserede eksistenser, der ofte er iblandet kærlige og inspirerende fortællinger fra hendes eget liv, burde samles og udgives i bogform. Dagen er simpelthen mindre smuk og inspirende uden en opdatering fra Parwani.
Eller Zubair Butt Hussain. Ikke bare forstandig og afbalanceret som muslimsk talsperson, men tit og ofte fantastisk skæg. Ja, i mere end én forstand. Eller Poya Pakzad. Ikke bare storvidende Mellemøsten-analytiker, men rar og givende som menneske. Eller Tarek Ziad Hussein. Ikke bare en gudsbenådet debattør, men lun og eftertænksom i sine kommentarer til den allestedsnærværende kulturelle dobbeltmoral.
Hvor ville jeg nødigt have været alle disse og mange, mange flere foruden i dette land, både i og uden for det offentlige rum. Jeg taler om kulturberigelse - det famøse ord, som står øverst i nationalisters sarkasme-ordbog, og som foragteligt smides på debatbordet, hvis en eller anden afstumpet handling er begået af et menneske med ikke-dansk etnicitet.
Så skal alle med ikke-dansk etnicitet gerne tilsværtes med generaliseringens svøbe, hvorimod pæredanske eksempler på vold og afstumpethed selvsagt aldrig må italesættes i 'danskhedens' massekategorier, vel?
Men inden jeg slutter - vi kommer selvfølgelig ikke uden om ham, der igen har sat sindene i kog. Digteren, der elegant har foldet sig ud af sin trojanske hest, Yahya Hassan.
I et interview satte han terrordebatten i perspektiv: »USA har deres droner. Terroristerne har et par håndvåben og nogle hættetrøjer. Det er kriminelt, når terrorister nakker folk, men det er også kriminelt, når Israel bomber Gaza. Og begge dele er bedrøvelige.« (Politiken, 21.2.2015).
Han dristede sig også til at påpege, at ytringsfrihedsdebatten er blevet reduceret til en øvelse i psykisk terror, som »medierne og magthaverne udøver mod hele befolkningen ved at skabe frygt og tale til svinehunden. Og så råber vi alle sammen: Ytringsfrihed!«
Snart efter dyppede den poetiske samfunds-, traditions- og magtkritiske ensmandshær selv pennen i hånens blæk og vendte den mod fortalere for hånens udbredelse. Ikke for at underkende faren fra terroristiske mordere, der truer tegnere, men som et lærerigt eksperiment. En illustration af, hvad forvekslingen af ublu dæmonisering og ytringsfrihed helt basalt medfører for debatten som sådan.
Han fulgte tangenten derud, hvor hån og spot sætter dagsordenen i politisk karikatur og gav blå notabiliteter grovfilen. Dét ku' de fleste ikke li'.
Pludselig var han injurierende og forkastelig, og efter endt eksperiment kunne digteren, der trodser etiketter (og til tider etiquette), uden omsvøb konstatere: »500 borgerdyr rottede sig sammen og jagede mig vildt i cyberspace, efter jeg lavede et interview og en illustration af den absolutte ytringsfrihed, de taler så meget om, men det kunne de ikke tåle, de som lovpriste mig engang, forbandede mig nu, fordi shitdetektoren blev rettet mod dem, og heldigvis for det, for jeg var mildt sagt ved at blive kvalt i deres Jaja Hassan, Jaja Hassan. 19 år og pissefornøjet med at lukke røven på kedelige og konservative voksne mennesker fra overklassen.«
Jo, der er kommet nye og mere farverige stemmer i den danske debat de seneste 10-15 år, og det er godt, udfordrende, lærerigt og inspirerende.
Tak for dét, 'åbne' grænser!
Eller med Georg Brandes: »En dansk, indestængt kultur er en gammel jomfru, der ingen børn kan få, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge frøkornene ude!«
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 27.2.2015
