Terrormotivation og terrorreaktion
Af Rune Engelbreth Larsen 
I skrivende stund kendes motivet til den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Husseins misgerninger ikke med 100 procents sikkerhed, men drabet foran synagogen og angrebet på debatarrangementet med Lars Vilks tyder åbenlyst på en religiøs-politisk motivation. Og uanset om han var helt alene om det eller ej, tyder det således i altovervejende grad på, at det var terror, der førte til to dræbte og fem sårede i København.
Det undrer mange, at Omar Abdel Hamid El-Hussein var født og opvokset i Danmark - for hvordan kunne han være en frugt af vores samfund og så alligevel ende som koldblodig terrorist?
For Søren Pind er alting forholdvis enkelt. For ham er det en kamp mod »parallelsamfund« og »landsforrædere«, som vi har været »for passive til at assimilere« (JP, 15.2.2015). For Mogens Camre er alting endnu enklere: »Helle Thorning-Schmidt fordømmer terrorangrebet og taler store ord om at stå sammen for at forsvare den danske frihed. Undskyld, men hvem nægter at kontrollere de danske grænser og hvem har lukket store grupper af vore fjender ind i landet?« (Facebook, 14.2.2015).
Assimilation, lukkede grænser og hysteri om »store grupper af vore fjender« i Danmark, skulle være et værn om friheden?
For mig ligner det frihedens antitese og kapitulation over for terrorens logik. Det er ikke særlig velset at sige det, men jeg tror, at forklaringen er mere kompleks og mangefacetteret.
1. Måske har nogle rodløse år som socialt utilpasset ført ham ud i hårdkogt kriminalitet, indtil han på et tidspunkt er blevet rekrutteret eller inspireret til et sort-hvidt fjendebillede, der satte ild til gnisten. Gætter jeg.
Hvorfor? For at 'undskylde' hans blodige misgerninger med 'sociale problemer'? Absolut ikke. Der skal selvfølgelig meget mere end sociale problemer til at blive hårdkogt morder og terrorist - og det er slet ikke nødvendigt at være socialt marginaliseret for at blive det.
2. En mangeårig tendens til at gøre dæmonisering af islam og muslimer til en integreret del af debatnormen har vel også facilliteret hans rekruttering og radikalisering. Gætter jeg.
Hvorfor? For at 'undskylde' hans blodige misgerninger med tegninger og retorik? På ingen måde. Der skal selvfølgelig meget mere end krænkende karikaturer til at blive hårdkogt morder og terrorist. Kun et forsvindende mikroskopisk antal af de muslimer, der føler sig krænkede eller bare kede af det over at se islam karikeret og dæmoniseret, bliver terrorister af den grund.
3. En blodig konflikt med årtiers israelsk besættelse af Palæstina har næret bålet, formørket hans sind og perverteret hans syn på jøder. Gætter jeg.
Hvorfor? For at 'forsvare' hans misgerninger med israelsk besættelses- og bosættelsespolitik? Selvfølgelig ikke det fjerneste. Det altovervejende flertal af palæstinensere bliver selvsagt hverken terrorister eller begår mord på jøder, selv om de er stærke modstandere af Israels politik. Men mon ikke det har spillet en rolle i dette tilfælde?
4. En selvindbilsk og skinhellig fundamentalistisk tro på, at vejen til paradis er smurt ind i vantros blod, kan befordre overgangen fra motivation til misgerning. Vi kommer jo ikke udenom, at megen blodig grusomhed lader sig legitimere ved selektiv læsning af helligskrifter, der kan have udstyret ham med den 'autoriserede' og 'retfærdiggjorte' foragt, hvad enten han har været hel- eller halvhjertet islamist. Gætter jeg.
Hvorfor? For at koge hans blodige misgerninger ned til et spørgsmål om hel- eller halvhjertet fundamentalisme? På ingen måde. Kun et forsvindende mikroskopisk antal af de mennesker, der har et mere eller mindre fundamentalistisk forhold til islam, bliver terrorister. Men når vi ser på målene for terrorangrebet, har det utvivlsomt været en medvirkende faktor.
Pointen her er imidlertid ikke, om mine fire gæt er korrekte i det konkrete tilfælde, men at de alle sammen kunne være det i forskellig dosering, hvis vi skal forklare, hvorfor en 22-årig dansker med ikke-dansk etnicitet endte som terrorist. Det giver således lige så lidt mening at hævde, at det »skyldes islam«, som at hævde at det »skyldes dæmonisering«.
Vi er alle mennesker med talrige identitetsfacetter, og hvilken eller hvilke der lige får overtaget og bliver udslagsgivende i konkrete handlinger, er ikke noget enkelt spørgsmål - heller ikke når det drejer sig om noget så grusomt som terrordrab.
Psyke og genetik er individuel, og forskellige mennesker i meget lignende situationer og med lignende baggrunde, reagerer trods alt forskelligt.
Derfor handler det her heller ikke om »integration« eller »fejlslagen integration«. For så skulle Breivik eller Timothy McVeigh vel også være dårligt integrerede i henholdsvis Norge og USA?
Vi vil så gerne finde en nøgle til det nøglehul, der får det hele til at løse sig på et splitsekund eller med en enkel modforanstaltning, men herken en sådan nøgle eller et sådant nøglehul findes. Vi kan ikke 'integrere', endsige 'assimilere' en potentiel terrorist væk.
Radikalisering og rekruttering kan ske blandt en gruppe af ligesindede, men også i en etværelseslejlighed hos et menneske, der er venneløs og uden nævneværdig omgangskreds. Foran en tv-skærm, der giver næring til desperation og aggression over krige med tusinder af civile dødsofre. Foran en computer med internetforbindelse, der giver adgang til religiøse fanatikere med 'tilbud' om fællesskab, skæbne og udødelighed.
Alle kan nås og påvirkes i den globaliserede cybervirkelighed, vi lever i i dag. Det kan ingen assimilation umuliggøre, snarere ville assimilationsbestræbelserne have den modsatte effekt.
Den totale sikkerhed findes ikke - men illusionen om vejen til den leder os let væk fra frihed.
Vi kan og bør øge sikkerheden for ethvert arrangement og ethvert individ, der er i farezonen. Men selv om visse politikere som forventet er begyndt at bande og svovle og kræve stramninger og syndebukke, er virkeligheden, at vi aldrig med absolut sikerhed kan forhindre, at det sker igen.
Vi kan dog konstatere, at sandsynligheden for at blive offer for terror i Danmark trods alt er forsvindende lille, og vi kan konstatere, at efterretningstjenester verden over standser de fleste bestræbelser i opløbet.
Vi kan også konstatere, at kun et mikroskopisk antal mennesker kaster sig ud i terrorhandlinger, især i vores del af verden. På trods af, at det er meget let at slå tilfældige uskyldige ihjel - det kunne jo klares med en brødkniv.
Det fortæller os imidlertid også, at motivationen kun er udbredt i uhyre snævre sammenhænge og hos et forsvindende antal mennesker. For når det ikke er manglen på muligheder, der hindrer, at det sker dagligt, er det manglen på motivation.
Så lad os undgå proportionsforvrængningerne og kollektiviseringen af skylden. Den eller de skyldige er den eller dem, der har udført eller opfordret til drabene. Punktum. Kollektiviseret skyld er blot en løftestang til mere foragt, der stimulerer mere had og vold.
Jeg vil derfor slutte med at gentage, hvad jeg har skrevet på Facebook:
Og hvad så nu? Skal vi tegne og skrive flere dæmoniserende tegninger og tekster om muslimer og islam? Jeg kan sagtens se pointen i den solidariske tanke, der for fleres vedkommende ligger bag: Hvis nogen efterstræber tegnere og kritikere på livet, så er reaktionen, at vi alle offentliggør sarkastiske eller dæmoniserende tegninger og tekster, for så bliver denne form for terror meningsløs. Man kan ikke ramme alle.
Jeg kan derfor heller ikke forarges over dem, der gør det med dette formål for øje. Men derudover - gavner yderligere tilstræbt dæmonisering andet end radikaliseringen? Det er jo ikke de potentielle galninge eller de reelle ekstremister, der bliver ramt af den slags. For dem er det kun en gave, der øger deres opbakning såvel som deres egen skinhellige selvindbildskhed.
Skal man så lade VÆRE med at tegne og skrive det, man har på hjerte - dæmoniserende eller ej? Selvfølgelig ikke. Enhver må og bør kunne formulere eller tegne den sarkasme og kritik i de former, som vedkommende ønsker. Der er ingen gråzone. Enhver må så gøre op med sig selv, om det gavner eller skader ekstremisme og radikalisering.
Men uanset hvad man tegner eller skriver, er det selvfølgelig en samfundsopgave at beskytte den, der måtte risikere at blive mødt med vold og drab. Det behøver vi imidlertid ikke udvide ordensmagtens beføjelser eller indskrænke frihedsrettighederne for.
Vi vil sikkert opleve talrige debatter den kommende tid, hvor man vil stille de samme spørgsmål og få de samme svar, vi har hørt mange gange før. Nogle vil mene, at vi skal 'stramme reglerne', begrænse frihedsrettighederne selektivt og direkte eller indirekte kollektivisere skylden. Andre vil fastholde, at den fortsat mikroskopiske sandsynlighed for at blive offer for terror i Danmark, hverken bør føre til yderligere dæmoniseringer eller indskrænkninger i fundamentet for et åbent retssamfund.
At det næppe er de sidstnævnte, som 'vinder' på det her, er vist ret forventeligt. Intet nyt under solen.
Skal den debat køre igen, kunne vi så ikke få nogle nye ansigter og nye vinkler frem for iscenesættelsen af de automatiserede gentagelser?
Politikere vil være ivrige efter at vise 'handlekraft', f.eks. Camre og Pind, men assimilation findes kun som totalitær tvangskategori. Hvis vi virkelig vil demonstrere en form for samfundsimmunitet over for politisk-religiøs vold og mord, består den i ikke at fordømme andre end den eller de konkrete skyldige, og i ikke at indskrænke retssikkerhed og frihedsrettigheder med så meget som et komma.
Det er der ikke store overskrifter i for en politiker - men det er og bliver antitesen til både terrorisme og totalitarisme.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 16.2.2015
