Ytringsfriheden stopper ved Gud og kongehus
Af Rune Engelbreth Larsen 
Det har været interessant at opleve, hvilke argumenter der i de seneste par uger har været brugt til at bifalde censur.
Så længe det altså ikke handler om dæmonisering af muslimer, men derimod om en sognepræsts afvisning af genopstandelse fra de døde og et satireprograms brug af nazistiske referencer i forbindelse med kongehuset.
»Hele nazistdelen kan vække en masse traumer, som ikke nødvendigvis er nødvendige«, udtaler Sune Roland Jensen, der er programchef på TV2 Zulu, om satire til programmet Nørgaards Netfix. »Jeg står gerne på mål for det, fordi det gav mig ondt i maven at se den sammenstilling, og da jeg i sidste ende er ultimativ brand-owner for kanalen, så må jeg jo reagere på det. Og vi vil gerne gå til grænsen, men når man så har en fornemmelse af, at hov, nu går vi lidt over grænsen, at der er noget af det der, som mig kan virke som larm bare for larmens skyld, så må man reagere på det«. (Kulturen på NEWS, 2.2.2015).
Tænk lige på ramaskriget i samtlige medier, hvis TV2 Zulu havde beordret satire mod muslimer klippet ud af et program med et argument om, at det »kan vække en masse traumer, som ikke nødvendigvis er nødvendige...«?
Ja, tænk hvis man dristede sig til at spørge, om hver en dæmoniserende fremstilling af muslimernes profet Muhammed virkelig gavner kampen mod islamismen, eller om det snarere fremmedgør og radikaliserer moderate muslimer at se den kolossale opbakning til tilsværtningen af samtlige muslimer i ytringsfrihedens navn, mens vi gang på gang trækker på skuldrene over 'hensyn' og 'censur' i andre sammenhænge?
Nej, jeg taler ikke om forbud, og jeg ønsker såvel blasfemi- som racismeparagraffen afskaffet, først og fremmest fordi begge dele indskrænker ytringsfriheden, men også fordi begge dele virker kontraproduktivt og faktisk befordrer udbredelsen af de stigmatiserende generaliseringer, de skulle være sat i verden for at begrænse.
Til tider er det imidlertid bemærkelsesværdigt, som man ligefrem skalter og valter med rækkevidden af ytringsfriheden i debatten, så den for alt i verden skal spidde ét sted, men afgjort ikke alle steder.
Adam Holm bliver f.eks. påtalt skarpt for at kritisere Gud af Danmarks Radio, og sognepræst Per Ramsdal tvinges af sin arbejdsgiver, Folkekirken, til at blive overvåget af en teologisk babysitter i seks måneder for at udtale, at han ikke tror på Jesu genopstandelse. Om det sidste udtaler Liberal Alliances Mette Bock ikke desto mindre: »For mig ser det ud til, at denne sag er løst på bedste vis. Biskoppen har håndteret det her helt korrekt« (Politiken, 21.1.2015). Aha... en mundkurv løser ligefrem ytringsfrihedssagen »på bedste vis«?
Disse og mange andre sager illustrerer, at der er kort til hykleriet og langt til absolutterne i den generelle diskussion om, hvornår der er tale om censur eller andre ytringsfrihedskrænkelser, og hvornår man f.eks. godt kan forvente og forlange tilbageholdenhed og ytringsbegrænsninger ud fra forskellige relevante »hensyn« eller »fælles politik« og »mavefornemmelser«.
Der er frit slag for snart sagt enhver retorisk ammunition, når det er muslimer, der er satirens og dæmoniseringens skydeskive, men i andre tilfælde skal man åbenbart »helst ikke vække en masse traumer«.
Eller som programchefen på TV2 Zulu sagde om censuren af satireprogrammet: »Hvis I bare klipper nazismedelen ud, de nazistiske symboler, er det i orden«. Og nu har producenterne så valgt at erstatte de nazistiske flag med Hjemis-flag i traileren. »Fint med mig,« siger programchefen i 'Kulturen på NEWS'.
Dobbeltstandarderne blev tankevækkende udtrykt i samme program af producent Chris Nørgaard, der står bag satireindslaget om kongehuset: »Censur foregår hele tiden i og med, at der hele tiden bliver taget forskellige hensyn til, hvorfor man må gøre grin med nogle ting og ikke med andre ting. Faktisk så sent som i dag har jeg fået nej til at bruge et klip i 'Dybvad' fra et program om Karsten Ree, hvor DR sagde nej. Det undrer mig lidt, at man beskytter milliardærer og kongehuset så meget, at dem må du ikke gøre grin med, men jeg har aldrig været ude for, at man ikke må gøre grin med underdanmark. Der er der frit løb, men når det kommer til overdanmark, så er det pludselig nogle andre interesser, der spiller ind, og man holder hånden over nogle mennesker«.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 7.2.2015
