Det er uhyggeligt og sørgeligt, at der er islamister, som i sandhedsabsolutismens selvindbildskhed føler sig kaldet til (og helliggjorte i kraft af) blodige misgerninger, fordi de ikke kan føre en kamp på ord, men på kujonagtig vis er nødt til at ty til hensynsløs vold.
Selv om vi endnu ikke kender noget til en erklæring fra dem, der står bag massakren på medarbejdere ved det franske satiremagasin Charlie Hebdo, tyder vidneudsagn om udråb fra gerningsmændende (og målet for massakren) i overvældende grad også på et islamistisk udgangspunkt. Det er desværre ikke første gang, og det bliver ikke sidste gang.
Derfor er afsættet for dette indlæg massakren i Paris, men emnet er den totalitære islamistiske fremmarch i bredere forstand.
Lad os ikke håbe, at gerningsmændendes brutalitet også giver vind i sejlene til de kræfter, hvis svar på massakren er at underminere flere frihedsrettigheder i øjeblikkets politiske ophidselse - det vil blot presse det åbne retssamfund yderligere, og det er det åbne retssamfund, der er antitesen til totalitarismen.
Forsvaret for det åbne retssamfund må og skal med andre ord ikke blot stå fast imod 'almindelig' kriminalitet, men også imod massakrer og terror.
Totalitarismen er desværre ikke kun et fænomen i den historiske del af moderniteten, som vi bl.a. kender fra Maos Kina, Sovjetunionen og Nazityskland, men også i den aktuelle modernitet, hvor den ikke er begrænset til Nordkorea, men f.eks. også trives i allerbedste velgående i Saudiarabien og andre islamistiske regimer.
Totalitære udtryk kan også finde sted uden for (og uden) en etableret statsmagt, og massakren i Paris er efter min opfattelse også et totalitært udtryk, fordi den udtrykker den ultimative foragt for det kritiske ord og det kritiske individ.
Den totalitære tanke hylder en kollektivistisk knægtelse af individualitet og frihed i yderste potens, der undertrykker, kontrollerer og regulerer alle andre livsytringer end de udvalgte og er derfor kort fortalt: Antihumanisme.
Det skal selvfølgelig ikke forties, at også aktører i moderne vestlige demokratier har udført massedrab, massakrer og terror mod civile inden for de seneste årtier, men hvad angår udøvelsen af grusomheder for at fastholde eller vinde et rendyrket totalitært herredømme, er det i denne periode især en række bevægelser og regimer, som påberåber sig islam, der har taget teten.
De totalitære overgreb udmønter sig ikke alene i blodig brutalitet over for modstandere, kritikere og tilfældige civile, men foragten for afvigelser og pluralisme er ligefrem heroiseret og hævder sig tilmed teologisk legitimeret. Altså i pagt med Gud og Sandheden selv.
Islamistiske statsapparater, grupperinger og individer har således i Guds og Sandhedens navn stolt og systematisk hugget hoveder og hænder af borgere, undertrykt kvinder og minoriteter, kritikere og vantro - tænk på Khomeinis fascistiske revolution i Iran, wahabismen i Saudiarabien, Talebans nærmest surrealistiske totalitære regime i Afghanistan og Islamisk Stat (ISIS eller ISIL), for blot at nævne enkelte.
Khomeinis fascistiske revolution var vel et af det 20. århundredes første markante udtryk for slagkraften bag den moderne totalitære islamisme. Dens gennemslagskraft og folkelige opbakning kunne (og kan og bør) naturligvis også forstås og belyses ud fra mange faktorer, der f.eks. inkluderer modstanden mod Vestens imperialistiske dobbeltmoral, men det er uomgængeligt, at den islamistiske totalitarisme finder sin afgørende og specifikke begrundelse teologisk.
Det bør derfor også være en grund til refleksion for alle de moderate troende, der i modsætning til fundamentalisterne insisterer på en humanistisk forståelse af deres sandhedsabolutisme, at trosgrundlaget er blevet (og i stigende grad bliver) legitimation for blodige og brutale krænkelser af afvigende livsytringer.
Eller som jeg skriver i min bog Frihed og retfærdighed (2011), der analyserer friheden historisk fra oldtiden og frem til i dag:
»En ideologisk absolutist, der opfatter en idé eller en verdensanskuelse som en ubetvivlelig sandhed, har selvfølgelig også vanskeligt ved at se på tvivl, skepsis og kritik som oplæg til en frugtbar dialog. Den overbeviste islamist, ortodokse jøde eller kristne fundamentalist, som i udstrakt grad tror på den bogstavelige og absolutte godhed og sandhed af en teksts anvisninger (eller fortolkede implikationer) for det ideelle samfund og den korrekte adfærd, vil alt andet lige have lettere ved at betragte enhver indsigelse og afvigelse som udtryk for ondskabsfulde kræfter, der skal bekæmpes med radikale midler - for godhedens og sandhedens skyld. (...) Uanset hvilken ideologisk, politisk eller religiøst betinget 'god sag', og uanset hvor meget oprigtig politisk kamp for sandhed, salighed, evighed, lighed, frelse, fred, harmoni, lykke eller andet 'godt', som en ABSOLUTISTISK ENSRETNING er tænkt som redskaber til at opnå, er og bliver det frihedens antitese, der er i støbeskeen.«
Denne pointe gælder (som fremgået) ikke kun fundamentalistiske islamister, men enhver ideologisk/teologisk forkæmper for ensretning, om end det som nævnt er inden for den islamistiske variant, at antihumanismen og totalitarismen har sit mest aggressive momentum i disse år.
Men selvfølgelig betyder dette ingenlunde, at den tilbagevendende mistænkeliggørelse af muslimer over én kam giver anden mening end som propagandistisk kortslutning, der forstærker radikalisering og graver kløfter mellem almindelige mennesker uden skyggen af ansvar for brutaliteten.
Denne generaliseringsmani, der f.eks. gør enhver muslim helt eller delvist medansvarlig for islamistisk terror, foretager selv den totalitære fejlslutning at kollektivisere og ensrette en befolkningsgruppe frem for insisterende at fastholde individets integritet og uafhængighed af handlinger, som vedkommende ikke selv har taget del i.
Medierne vil utvivlsomt kunne finde en enklave af radikale islamister også i Danmark, der kan finde på at hylde massakren i Paris, ligesom man kan finde totalitære røster i Grimhøjmoskeen i Aarhus, der hylder den totalitære bevægelse ISIS. Men de er lige så lidt repræsentative for den enkelte muslim, som det totalitære sovjetregime selvsagt var repræsentativt for enhver socialist.
Alligevel vil politikere og medier sikkert stå i kø for at afkræve den ene og den andens 'afstandtagen' for noget, kun de reelle skyldige ellers kan og bør tages til indtægt for. Dermed insinueres, at hvis du ikke offentligt tager afstand fra noget indlysende modbydeligt, så bifalder du det.
Den kollektive mistænkeliggørelse løser intet, men forværrer meget.
Det, der er relevant i et bredere samfundsperspektiv, er selvfølgelig helt aktuelt, at sikkerheden omkring Jyllands-Posten og andre mål for voldelige ekstremisters aggressioner er i top. Men denne sikkerhed er noget helt andet end at indføre nødret og underminere retssamfundet og frihedsrettighederne, fordi en hensynsløs massakre har fundet sted i Frankrig.
Det handler ikke om nye begrænsninger af friheden, nye terrorlove eller anden indskrænkning af det åbne samfund. Vi skal ikke lade os styre af den dagsorden, som terrorister og fundamentalister sætter, men kæmpe for det åbne retssamfund, hvor der forbliver plads til afvigere og mindretal, der ikke deler flertallets holdninger.
Karl Popper understregede i sit banebrydende værk, Det åbne samfund og dets fjender (1945) vigtigheden af at sikre mindretallet plads: »Demokratiet kan ikke fuldt ud karakteriseres som flertallets styre, skønt de almindelige valgs institution er meget vigtig. For et flertal ville kunne regere på en tyrannisk måde. (...) Hvis de, der har magten, således ikke værner om de institutioner, der sikrer mindretallet muligheden for at arbejde for en fredelig forandring, så er deres styre et tyranni.«
Hal Koch understregede i Hvad er demokrati?, også fra 1945, at det er »misbrug af demokratiet, når man vil gøre dette til en ortodoksi, der ingen afvigelser tåler. Demokrati er ikke noget, der står fast én gang for alle, ikke en hovednøgle, der kan lukke ude og lukke inde. Her findes ingen 'ren lære', der kan gøres til adgangstegn til det pæne selskab.«
Der skal være plads til afvigende holdninger og foreninger, det være sig nazister i Greve eller ekstremister i Grimhøjmoskeen.
Hvor som helst, der måtte udøves voldshandlinger eller fremsættes direkte voldstrusler, kan og bør der skrides ind. Men vi må og skal alle leve med, at der er borgere, der vil udnytte friheden til at kritisere friheden. Vi behøver jo ikke være enige om, at enhver brug af ytringsfriheden er god og gavnlig, og vi skal kunne kritisere enhver brug af ytringsfriheden - det er også en del af ytringsfriheden.
Men trusler mod personer eller angreb på friheden ophører ikke, fordi vi indskrænker friheden og f.eks. lukker en moské eller smider nogle fundamentalister ud af landet, snarere tværtimod.
Pia Kjærsgaards krav om nødret og lovændringer er blot, hvad enhver terrorist håber på at opnå.
Underminerer vi retssamfund og frihedsrettigheder, fordi en hensynsløs massakre har fundet sted i Frankrig, er det en skrue uden ende, og vi bliver frihedsmodstandernes medspillere.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 8.1.2015