Humanisme.dk

      BLOG | OM | REGISTER | FORFATTERSKAB | FILM-ANBEFALINGER | BOGANMELDELSER | FOTOS | LINKS | SØGNING
      INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | POESI | KUNST | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

...
Aktuelt
Aktuelt
Alle månedens opdateringer
Se udvalgt film- eller tv-klip fra sektionen 'Levende billeder'
Dagens bevingede ord

VOLTAIRE: »Hvad er Tolerance? Det er Menneskehedens Arvelod. Vi er alle æltede af Svagheder og Vildfarelser; lad os gensidigt tilgive hverandre vore Dumheder, det er Naturens første Lov. (Qu’est-ce que la tolérance? c’est l’apanage de l’humanité. Nous sommes tous pétris de faiblesses et d’erreurs; pardonnons-nous réciproquement nos sottises, c’est la première loi de la nature).«

Dagens filmanbefaling

I Det levende slot tryller Ødeheksen den unge Sophie om til en gammel kvinde, der imidlertid tager den magiske kamp op og konfronterer troldkvinder og fortryllede maskiner. Hun forelsker sig i Hauru, som dog snart viser sig at være underlagt en anden forbandelse som både monster og menneske. Filmen er instrueret af den japanske tegnefilmsinstruktør Miyazaki, der bl.a. også har skabt mesterværket Prinsesse Mononoke og den fantastiske Chihiro og heksene. Læs mere: Det levende slot ...

Dagens essay fra arkivet

Sam Harris hører sammen med Richard Dawkins til de senere års skarpeste religionskritikere, der på den ene side påpeger og udstiller flere trosretningers ildevarslende tendenser og paradoksale forklaringsproblemer, men hvis ateistiske udgangspunkt imidlertid på den anden side lider under en række ensidige fordomme og proportionsforvrængende kortslutninger, der i værste fald grænser til små-paranoid religionsfjendtlighed. Læs mere ...

Om Rune Engelbreth Larsen
Facebook-profil
Biografi
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danarige - en genopdagelse af Danmarks landskaber i ord og fotos
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti
Faklen.dk
Modspil.dk
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Øvrige anbefalede links
...
Kontakt Humanisme.dk

eXTReMe Tracker DanskeWeblogs.dk | Indeks over de danske blogs
Humanisme.dk

Vi anmelder | 66 danskere

OLE HASSELBALCHS HEROISME Udprint

Af Rune Engelbreth Larsen

Vi anmelder Der er mennesker, som tortureres og henrettes for at tale magthavere imod, bl.a. i den islamiske verden, som Dansk Folkeparti har så travlt med at kritisere og samtidig forhindre os i at beskytte flygtningene fra.

Derfor er det unægtelig komisk, når Ole Hasselbalch i en hel kronik i JP den 9.11. raser mod undertegnede og de øvrige 65 borgere, som har politianmeldt otte ledende politikere fra Dansk Folkeparti for overtrædelse af racismeparagraffen. Hvor er de dog forfulgte, og hvor er det dog synd, at disse velbjærgede populister måske i sidste ende skal erlægge nogle få kroner i statskassen i form af dagbøder, som det af og til sker i sådanne sager.

Det er sandelig godt, at disse martyrer har Den Danske Forenings tidligere formands sympati og skarpsind på deres side. Hasselbalchs falkeblik skuer nemlig en farlig opdeling i A- og B-mennesker, hvor en ildeset B-kategori må lide så meget for sandheden og fædrelandskærligheden.

For at forstå hans forargelse, skal man kende baggrunden. Og den, der kender Hasselbalchs dagsorden fra Den Danske Forening i 1990erne, ved naturligvis, at man under hans formandstid kategorisk nægtede at tage afstand fra talrige tæskehold, brandstiftelser og bombeattentater mod indvandrere, moskeer og asylcentre. Hvorfor denne nænsomhed over for terror? Fordi man ikke ville risikere at kritisere disse »sabotagegrupper« og »modstandsgrupper«, eftersom de måske engang kunne blive betragtet som helte (sic)!

Det er denne Hasselbalch, der nu med skinhellig forargelse protesterer over racismeparagraffen og dens milde sanktionsmuligheder over for dem, der netop igen og igen nedgør en trængt befolkningsgruppe som C-mennesker i propaganda og lovgivning. Samme racismeparagraf, som diskuteres så heftigt på Færøerne i disse måneder, fordi bibelfundamentalister kategorisk modsætter sig, at den også skal beskytte homoseksuelle.

Så jo, det er sørme flot og heroisk, Hasselbalch – lad os afskaffe paragraffen! Lad os gøre som i Nazityskland, hvor der virkelig var frit slag på alle hylder i en saglig »debat« om jøderne, ikke sandt? Lad os da dæmonisere alle muslimer som børnemishandlere, dyremishandlere, løgnere, pestbefængte og gøgeunger, og lad os stemple homoseksuelle som pædofile syndere og så bagefter sige, at dét var sørme bare ytringsfrihed …?

Tænk at himle op imod en lovgivning, som mildt kriminaliserer den slags hån, men udgør en vigtig advarsel om, hvorledes netop den slags dæmoniserende generaliseringer af trængte befolkningsgrupper kan medføre etnisk eksklusion og det, der er værre. Men netop derfor bryder Hasselbalch sig jo ikke om § 266b, fordi den er en lille sten i træskostøvlen for Den Danske Forenings strategi, som det helt åbent erklæres af Hasselbalchs mangeårige kampfælle, Peter Neerup Buhl: »Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område. Sådan har etniske kampe altid fungeret.« (Danskeren nr. 1/2004).

Ja, sådan har etniske kampe altid fungeret – og skal åbenbart fungere igen. Men måske Hasselbalch er uenig i strategien? Måske han bare gerne vil diskutere og debattere integrationsproblemer, yderligtgående islamister, der søger konfrontation, osv.? Jamen, så lad os da endelig debattere dét.

Men behøver vi af den grund dæmonisere hver eneste muslim? Gavner vi integrationen og diskussionen ved at gentage propagandamønstre over for muslimerne i Danmark, som nazisterne anvendte over for jøderne i Tyskland?

Det tror jeg ikke.

Og så til sidst: Hasselbalch insinuerer sågar, at jeg skriver under falsk dække af idéhistoriker og forfatter. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Kendsgerningen er den simple, at jeg er cand.mag. i idéhistorie, altså idéhistoriker, og at jeg har skrevet en del bøger, altså er forfatter. Det er det vist svært at finde den store konspirationsteori i.

Rune Engelbreth Larsen
Jyllands-Posten, 11.11.2006