Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vi anmelder | 66 danskere

RIGSADVOKATEN OG RACISMEPARAGRAFFEN Udprint

Af Rune Engelbreth Larsen

Vi anmelder Hvorfor politianmelde otte politikere fra Dansk Folkeparti? Der er sikkert forskellige bevæggrunde, men for min egen regning vil jeg nævne to: 1) Fordi de efter en række advokaters og andres formodning overtræder loven, nærmere bestemt racismeparagraffen.

2) Eftersom samme paragraf er blevet fortolket lemfældigt i de senere år, er det afgørende at få domstolenes vurdering af grænserne mellem skinbarlig propaganda og almindelig skarp debat.

Derfor er det problematisk, når rigsadvokaten allerede melder ud: »Jeg kan ikke rejse flere sager uden at komme i konflikt med lovgivningsmagten« (JP 8/10).

Hvordan skal dét forstås - og hvordan kan en sådan udmelding undgå at influere den igangværende sagsbehandling? De fire foregående år er antallet af rejste sager allerede faldet fra 10 i 2002 og seks i 2003 til kun tre i 2004 og nul i 2005. Det er imidlertid næppe vanskeligt at dokumentere, at den generaliserende retorik mod muslimer ikke er blevet tilsvarende mindre hånlig eller nedværdigende i samme periode - og lovgivningen er også nøjagtigt den samme.

Faktisk siger Rigsadvokaten selv, at hvis man »konsekvent beskylder f.eks. sigøjnere eller muslimer for at være dybt kriminelle, så er grovhedskriteriet overtrådt, og så bliver der rejst tiltale.«

Dette er da også netop indholdet af flere af de udsagn, som politikere fra Dansk Folkeparti for nylig er blevet politianmeldt for.

Når Mogens Camre f.eks. kollektivt kriminaliserer »indvandrerbørn og deres forældre« med karakteristika som »massiv skatte- og momssvindel, socialt bedrageri, voldtægter, menneskehandel, mord på åben gade« og tilmed understreger, at denne »balkanisering« af landet er som en »horrorfilm«, der kun »bliver værre« - er dette vel ligefrem overkvalificeret i forhold til rigsadvokatens præmisser for at rejse tiltale.

Og når Søren Espersen i lodret modstrid med fakta tilskriver »flertallet af somalierne« pigeomskæringer, er kriminaliseringen af en hel befolkningsgruppe i Danmark velsagtens udtryk for en lige så tydelig krænkelse, som rigsadvokaten kræver for at rejse tiltale.

Og når Louise Frevert påstår, at »fællesnævneren« for den type kriminalitet, hun kalder »hate-crimes« og karakteriserer som »afskyelige forbrydelser«, er, at de »begås af muslimer«, gør samme generaliserende propagandamekanisme sig gældende.

Pointen med disse tre eksempler (fra de 12, som er genstand for den aktuelle politianmeldelse af otte centrale politikere fra Dansk Folkeparti), er blot at fastslå, at der ud fra de kriterier, som rigsadvokaten selv udstikker i Morgenavisen Jyllands-Posten (8/10), er et klart og velbegrundet behov for at lade domstolene afgøre spørgsmålet.

Derfor har Birthe Rønn Hornbech naturligvis ret i, at det ikke betyder noget juridisk, om der så er få eller mange anmeldere. At vi i dette tilfælde er 66 i stedet for én eller seks, skyldes selvfølgelig blot, at vi er flere, som finder sagen vigtig. Og det er selvfølgelig sagens substans, der er afgørende. Så afgørende, at det netop hverken er politikerne eller anklagemyndigheden, men derimod netop den rette instans - domstolene - som nu bør afgøre, hvor grænsen går.

Men sagen er naturligvis også vigtig af politiske og historiske grunde, hvis man er enig i, at konfrontatorisk propaganda udgør en trussel mod sammenhængskraften i samfundet.

Men fordi det aktuelle initiativ til afprøvning af racismeparagraffen retter kritikken mod Dansk Folkeparti, betyder det naturligvis ikke af den grund, at man ikke også skal bekæmpe yderligtgående og antihumanistiske kræfter blandt landets muslimer (og alle mulige andre steder). Men proportionelt er deres politiske indflydelse som en håndfuld mus mod Dansk Folkepartis elefanter.

Havde Danmark ikke et Dansk Folkeparti, men f.eks. i stedet et Islamistisk Yderligtgående Folkeparti med 10 pct. af stemmerne, som ikke alene indtog den parlamentariske nøgleposition og fungerede som regeringens støtteparti, men hvis ledende politikere f.eks. tilmed dæmoniserede alle kristne, ville der også være ualmindelig god grund til at advare mod et sådant parti.

Det er imidlertid ikke situationen - de yderligtgående muslimer i landet er alt for få og alt for splittede.

Derfor er det afgørende at vende blikket mod dem, der sidder på magten. De hadefulde generaliseringer, som bl.a. flere politikere fra Dansk Folkeparti fremfører mod et marginaliseret befolkningsmindretal, stimulerer og styrker med sikkerhed kun de mest konfrontatoriske miljøer på alle fløje.

Og så længe det politiske Danmark bifalder udbredelsen og normaliseringen af islamofobisk propaganda af en karakter, som vi naturligvis aldrig ville acceptere, hvis der var tale om antisemitisme, gør vi det også alt for let for islamistiske propagandister både herhjemme og i udlandet at udstille vore dobbeltstandarder.

Terrorbomber mod moskeer og indvandrerbutikker har allerede været tilbagevendende aktioner i Danmark i 15 år, og selv om de stort set forbliver ukommenteret af politikerne (i modsætning til enhver kriminel aktion fra muslimers side), kan dette ikke ses fuldkommen uafhængigt af den forråelse, der samtidig accepteres i den indvandrerfjendtlige retorik.

Hvis politikerne reagerede resolut og entydigt mod disse bombe- og brandattentater såvel som de talrige dæmoniserende generaliseringer af propagandistisk art, kunne spiralen måske langsomt vendes - og racismeparagraffen ville sandsynligvis være overflødig.

Men som landet ligger nu, er eneste modtræk juraen. Et simpelt ønske om at få domstolenes vurdering af, hvorvidt debattens generaliserende mistænkeliggørelse af en trængt befolkningsgruppe krænker loven (og naturligvis en debat om konsekvenserne af dæmoniseringen i det hele taget).

At denne ganske milde forholdsregel mod rå propaganda skulle vanskeliggøre kritik af islam eller nogen som helst anden tro er skinbarligt nonsens. Selvfølgelig er der rigeligt rum for både satirisk og skarp kritik - men dæmoniseringer af trængte mindretal er en helt anden boldgade.

Den, der nægter at skelne, går ikke kritikkens, men dæmoniseringens ærinde.

Og det er netop her, Dansk Folkeparti bliver farligt. Jeg betvivler ikke, at mange af partiets medlemmer og vælgere blot er oprigtigt bekymrede for den multikulturelle samfundsudvikling, og at de gerne vil sikre sig mod fjendtligtsindede fundamentalister. Her kan alle parter diskutere proportioner, mål og midler på helt almindelig vis. Men når partiets fremmeste propagandister tager over, er det muslimer over én kam, som lægges for had.

Den tilbagevendende antydning af masseudvisninger af alle muslimer og udfaldene mod menneskerettighederne, som bl.a. Camre, Langballe og Krarup giver udtryk for, er yderligere alarmerende.

Krarup siger lige ud: »Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord.« (Tidehverv, 2000).

Camre er parat til at annullere menneskerettigheder og konventioner: »Vi må opsige FN's flygtningekonvention, vi må blokere EU's charter om borgernes rettigheder, som er vendt imod europæerne, vi må ændre udlændingeloven, og vi må om fornødent ændre både grundloven og straffeloven, så det bliver muligt at forsvare demokratiet og sende politisk-religiøse oprørere, kriminelle og snyltere ud af landet.« (Midtjyllands Avis, 22/5 2004).

Der er ikke blot tale om at udvise enkelte »snyltere«, som han så elskværdigt udtrykker sig - nej, det gælder alle muslimer i landet, fremgår det af hans landsmødetale i 2004: »Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland - og det er ikke her.«

Dette forhindres naturligvis af de konventioner, vi er forpligtet på - så længe Camre altså ikke får magt, som han har agt.

I de seneste års debat er der derudover masser af eksempler på netop den type generaliserende krænkelser, der kollektivt fremstiller muslimer som dybt kriminelle og det, der er værre.

Utallige indlæg, udtalelser og taler fra flere af partiets politikere, der over en bred kam tilskriver islam dyremishandling, massevoldtægter, børnemishandling og middelalderligt barbari - for slet ikke at nævne partiets ungdomsbevægelse, hvis politik de facto vil hindre, at muslimer og jøder overhovedet kan forblive muslimer og jøder i Danmark. Her er tale om en dramatisk og systematisk etnisk/religiøs eksklusion.

Også derfor er Dansk Folkeparti en historisk udfordring for sammenhængskraften i det humanistiske ligeværdssamfund, som mange danske politikere på tværs af partiskel vel i det mindste har haft som en slags retningsgivende ideal siden midten af 1940'erne.

Alligevel er det naturligvis helt fair ud fra mange argumenter at være modstander af racismeparagraffen.

Men skal den afskaffes, må det nu engang være op til lovgivningsmagten - ikke anklagemyndigheden.

Rune Engelbreth Larsen
Jyllands-Posten, 13.10.2006