Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vi anmelder | 66 danskere

DANSK FOLKEPARTIS RETORIK Udprint

Af Rune Engelbreth Larsen

Vi anmelder Der findes et særligt »kodeks« for, hvornår synspunkter er »ekstreme« og dermed uacceptable i Dansk Folkeparti, har Søren Espersen forklaret i en radiodebat, hvor man drøftede partiets nylige eksklusion af otte lokalformænd og en lokal partisekretær. Han understregede her helt utvetydigt: »I Dansk Folkeparti accepterer vi ikke ekstreme synspunkter.« (P1, 23.8.2006).

Det er den »bevægelse, der hedder politisk islam«, som er genstand for kritikken, ikke den enkelte muslim, siger han ved samme lejlighed: »Vi kommer ikke med ekstremistiske ting i forhold til muslimer.«

Tidligere har han ligeledes forklaret, at partiet heller ikke accepterer brugen af grimme udtryk: »Hvis man bruger grimme udtryk om muslimer, som om det er en særlig kaste af mennesker - det vil vi ikke acceptere. Det er jo ikke den enkelte muslim, som er problemet, det er jo islamismen, det er sharia - det han er en del af. Vi kan ikke sige muslimer er sådan og sådan.« (Jyllands-Posten, 9.10.2005).

Louise Frevert har tidligere hævdet, at hun slet ikke kender eksempler på, at islam skulle været blevet udsat for hån i den danske debat: »Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt én eneste hånlig bemærkning om islam.« (JP-København, 8.12.2004).

Mogens Camre har ligeledes afvist enhver beskyldning om, at partiet skulle udtrykke sig generaliserende og nedsættende: »Kritikken mod Dansk Folkeparti er helt uberettiget. Vi taler ikke nedsættende, og vi generaliserer ikke.« (Politiken, 5.1.2006).

Allerede tre uger efter Camres forsikring om, at Dansk Folkeparti ikke generaliserer nedsættende, var der ikke desto mindre behov for, at partiets pressechef, Søren Søndergaard udsendte en intern email til partiets folketingsgruppe og europaparlamentariker Mogens Camre, hvor vigtigheden af ikke at udtrykke sig generaliserende om muslimer og af at skelne mellem islam og islamister blev indskærpet: »Kritik af islam som sådan og muslimer i al almindelighed er ikke Dansk Folkepartis politiske ærinde. Men lodret, målrettet, entydig kritik af og afstandtagen til islamisme og islamister er både velkomment og nødvendigt.«

Da Pia Kjærsgaard uddyber hensigten med den interne henstilling, henviser hun til Frevert-sagen som skræmmeeksempel: »Vi må endelig ikke blive bange for vores egen skygge, og det er heller ikke sådan, at alle nu skal udtale sig på en bestemt måde. Men Frevert-sagen var med til at afspore debatten. Siden har vi været i søgelyset, og så kan det være godt nok at sige til DF'erne, at de lige skal tage en dyb indånding, inden de udtaler sig, og overveje, om det, de siger, nu er klogt.« (Politiken, 29.1.2006).

Pia Kjærsgaards egen retorik har dog ikke tidligere været præget af nogen konsekvent sondring mellem islam og islamisme, sådan som partiledelsens nye retningslinjer henstiller.

Det var eksempelvis ikke en påpegning af problemer ved at blive nabo til islamister, som Kjærsgaard advarede mod i 1997, men derimod mod naboskabet til »en somalisk muslim eller til en pakistansk ditto«. Det var med andre ord muslimer fra Somalia og Pakistan i almindelighed, som hun kritiserede for at skabe en mindre tryg »tone« i opgangen (Berlingske Tidende, 15.4.1997).

Det var heller ikke en særlig islamistisk levevis, som hun i 1998 beskyldte for at være »uforenelig med dansk kristen tankegang«, det var derimod »den muslimske levevis« som helhed og uden videre skelnen, som hun stillede i kontrast til den måde, hvorpå danskere »omgås hinanden« med »tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt« (B.T., 24.11.1998).

Det var heller ikke yderligtgående islamister, som hun i 1999 beskyldte for at ankomme med »den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent«, men derimod »nutidens indvandrere« - som hun i øvrigt karakteriserede som »hovedsagelig« muslimer, der altså i almindelighed »ikke har nogen som helst vilje til at blive en del af danskheden« (årsmødetale, oktober 1999).

Det var heller ikke islamister, som hun beskyldte for at medbringe »primitive og grusomme skikke« i 2005, men derimod en langt større skare, der efter antallet at dømme nærmest må omfatte alle (eller hovedparten af alle) indvandrere i landet - nemlig de »titusindvis og atter titusindvis af mennesker«, der angiveligt »civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005« (Ugebrev, 13.6.2005).

Formanden for ungdomsorganisationen, Kenneth Kristensen finder heller ikke nogen grund til at skelne mellem muslimer - der er slet og ret tale om en invasion: »Vores velfærdssamfund er opbygget af flere generationer, men vi ser en regulær invasion af muslimer. Man siger de bidrager med noget kultur, men hvad er det de bidrager med? Er det kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber og kvindelig omskæring? Eller er det kriminalitet og hærværk?« (Berlingske Tidende, 26.2.2000).

Tendensen er tilbagevendende: Mogens Camre fastslog i 2004: »Muslimerne udgør på grund af deres kultur et stort problem i alle vestlige lande.« (Berlingske Tidende, 1.6.2004), Jesper Langballe sagde i 2005, at »problemet ligger i de muslimske grupper, som kommer fra Mellemøsten, og at de andre indvandrergrupper er uskadelige« (Dr.dk, 4.12.2005), og Martin Henriksen skrev samme år, at »islams hjerte og sjæl er problemet, og det skal siges« (martinhenriksen.dk, uge 40 2005).

Så når Espersens giver udtryk for den opfattelse, at det jo ikke er »den enkelte muslim, som er problemet« for Dansk Folkeparti, er det ikke en tendens, som Kjærsgaards faktiske udsagn uden videre understøtter. Tværtimod er det ofte den enkelte muslim, islam og den muslimske levevis som helhed, der uden undtagelse bliver fremstillet som et særskilt problem af negativ eller endog farlig art.

I sådanne tilfælde gøres islam til en homogen og fjendtlig blok og muslimerne til en ensartet flok, hvor hvert eneste individ udgør en trussel mod Danmark. En muslim er således et problem, uanset hvordan eller hvor meget vedkommende praktiserer sin religion, og derved vænner man uundgåeligt både muslimer og ikke-muslimer til at se hinanden som stående i et unuanceret og uløseligt modsætningsforhold til hinanden.

At det ofte er muslimer i enhver henseende, og altså ikke blot visse integrationsuvillige eller antivestlige og konfrontatoriske ekstremister, som beskrives i generaliserende og nedsættende vendinger af Dansk Folkepartis ledende politikere, eksemplificerer ikke kun Pia Kjærsgaard.

Få måneder efter at Mogens Camre i 1999 skiftede fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti skrev han f.eks.: »Muslimer kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen bliver den til en stok, der skal banke os på plads.« (Information, 24.8.1999). Han taler her hverken om »islamister« eller »nogle muslimer«, men om muslimer generelt, der altså i bred almindelighed hævdes at have en skjult dagsorden om at »banke os på plads«.

På Dansk Folkepartis årsmøde i 1999 kaldte Camre uden skelnen hele islam for »ondskabens ideologi« og blev komplementeret af Michael Rex, der samme steds karakteriserede religionen i sin helhed som »en terrororganisation«. Budskabet var vanskeligt at tage fejl af: Over en milliard mennesker bekender sig åbenbart til en religion, der kan sidestilles med en terrorbevægelse, hvorved fjendebilledet igen dækker hver eneste muslim, der altså hævdes at repræsentere ondskab og terrorisme (hvad enten de er sig det bevidste eller ej, og uanset hvad de selv måtte mene herom).

Per Dalgaard gik skridtet videre og drog den logiske konsekvens heraf på samme årsmøde: »Islam er den største trussel mod verdensfreden siden kommunismen faldt.« Og for at understrege pointen tilføjede han den maleriske metafor, at islam »æder os op indefra og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner« (Jyllands-Posten, 17.9.2001).

»Gøgeunger« er tidligere brugt af Den Danske Forening som udtryk for »de fremmede« i almindelighed (Danskeren nr. 4/1991), og pointen er åbenlys: Gøgeunger bliver som bekendt placeret i fremmede fugles reder, hvor de skubber ungerne ud til den visse død og selv lader sig opfodre i deres sted. Dette er altså effekten af islam i Danmark (og verden i øvrigt) - muslimerne skubber »os andre« ægtefødte ud af »reden«.

Det er en metafor, som også tidligere byrådsmedlem fra Venstre, sognepræst Visti Christensen fra Islamkritisk Netværk har udpenslet i detalje: »Ikke én eneste dag kan man læse en avis, uden at der er problemer med den kvarte million muslimer, som efterhånden bebor vort land,« skriver han, og kobler uden videre denne påstand til det, han kalder en »fremragende skildring af Cuculus canorus« (Gøgen), som karakteriseres via »dens altdominerende, særegne levefacon og destruktive formeringsmetode« (Jyllands-Posten, 30.10.2005).

Søren Krarup fastslog i 2002: »Islam er en ny totalitær pest over Europa.« (B.T., 23.3.2002); en karakteristik, som Jesper Langballe gentog og uddybede fra Folketingets talerstol et par måneder senere: »Der er tale om at bekæmpe en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa.« (31.5.2002).

»Islam er en fascistisk ideologi,« skrev Morten Messerschmidt i 2004 (Jyllands-Posten, 3.10.2004), og i 2005 kaldte han islam for en »afstumpet religion«, som »vi skal bekæmpe« (Kilde: JP-Århus, 7.2.2005). Også Martin Henriksen bekender året efter, at hele formålet med hans medlemskab af Dansk Folkeparti først og fremmest skal ses i dette lys: »Jeg blev medlem af Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom for at bekæmpe islam og denne fanatiske religions indflydelse på det danske samfund.« (Dansk Toppen nr. 2/2006).

Intet omsvøb, ingen undtagelser og ingen nuancer. Det er ikke »islamisme« eller »terrorisme«, der skal bekæmpes - det er islam, slet og ret.

En skelnen mellem ekstremister og moderate er med andre ord ikke nogen konsekvent linje i partiets retorik i de foregående år, før Freverts hjemmesideartikler »afsporede debatten«, som Kjærsgaard gjorde opmærksom på. Men det er imidlertid heller ikke den konsekvente linje i retorikken fra partiets fremtrædende politikere det seneste års tid - efter partiets kvaler med Freverts hjemmeside.

Skønt det netop var denne skandale, der motiverede Kjærsgaards henstilling til Camre og sine folketingskolleger, tyder ikke meget på, at alle har fulgt partiledelsens interne instruks om, at det ikke er kritik af »islam som sådan og muslimer i al almindelighed«, men derimod »kritik af og afstandtagen til islamisme og islamister«, der er Dansk Folkepartis »politiske ærinde«.

Også efter Frevert-skandalen fortsætter således den generelle nedvurdering af islam og muslimer uden nogen sondring mellem islam og islamisme eller mellem muslim og islamist.

Overhovedet at forestille sig, at der findes »fornuftige muslimer«, som støtter demokrati og menneskerettigheder, er simpelthen en »illusion«, fastslår Camre eksempelvis (Kristeligt Dagblad, 8.3.2006).

Og da han f.eks. tre måneder senere i sin seneste grundlovstale hævder, at der i Danmark skulle eksistere en »voksende underklasse«, som slet ikke kan integreres, er det ikke nogle yderligtgående ekstremister, han refererer til, men derimod »den islamiske kultur« som helhed. En kultur, der ifølge Camre »ødelægger ethvert samfund«, og som »dag for dag vil rive det danske samfund i stykker« (grundlovstale i Brønderslev, 5.6.2006).

Det var heller ikke en voldelig tendens til at tæve sin familie blandt nogle marginale og særlig afsporede individer, som Søren Krarup advarede imod i 2005, men derimod et helt »naturligt« træk ved den islamiske kultur: »Det, der gør det så forbistret vanskeligt at tale om revselsesret i dag, er, at vi er blevet oversvømmet af en kultur, for hvilken vold - mandens hellige ret til at banke sin kone og børn gule og blå - er naturligt.« (Politiken, 4.11.2005).

Der var heller ikke tale om nogen skelnen mellem muslimer i almindelighed på den ene side og så fjendtligt indstillede islamister på den anden, da Jesper Langballe opdelte indvandrere i »skadelige« og »uskadelige« grupper. Tværtimod var det en skelnen mellem muslimer i det hele taget og så alle andre indvandrergrupper, fordi kun »de andre indvandrergrupper er uskadelige« (Dr.dk, 5.12.2005).

Det er med andre ord indlysende dobbeltspil, når Camre og andre fra partiet hævder, at man ikke udtrykker sig nedsættende eller generaliserende om muslimer. Dette er netop, hvad flere fremtrædende politikere i partiet gør - dæmoniserer et trængt mindretal over én kam.

Derfor er det naturligvis særdeles misvisende, når Camre skriver i Den Danske Forenings medlemsblad: »I de korrektes øjne er vi, der ikke vil prisgive Danmark til islamisterne, selvfølgelig racister.« (Danskeren nr. 1/2006).

Der er ingen i den danske debat, som vil »prisgive« Danmark til hverken islamister, nazister eller terrorister, og ingen, som bekæmper »islamister« bliver naurligvis af den grund racister.

Men der er mange, som påpeger, at Camre og andre med ham spiller et slet skjult dobbeltspil, fordi deres påståede modstand mod ekstremistiske islamister ikke harmonerer et sekund med deres tilbagevendende dæmonisering af enhver muslim i Danmark. Camres egentlige pointe kommer da også ganske klart til udtryk, når han i en landsmødetale under tordnende bifald fra Dansk Folkepartis delegerede understreger, hvad konsekvensen bør være for Danmarks muslimer (ikke »islamister«): »Lad mig sige det klart: Muslimer skal bo i muslimland - og det er ikke her.« (Årsmødetale til Dansk Folkepartis landsmøde, 19.9.2004).

Klarere kan det vist ikke siges: Ud af landet med muslimerne. Alle til hobe.

Det er denne propagandistiske generalisering, som kritikken retter sig imod, og som Camre er den fremmeste eksponent for. Ikke blot er den rå og hånlig, men igen og igen gøres der brug af propagandamekanismer, som nazisterne anvendte over for jøderne i 1920erne - og Camres slet skjulte trussel om at landsforvise samtlige muslimer er kun en skærpende omstændighed.

Det gør ham ikke til nazist, men til propagandist. Det er slemt nok i sig selv - og i et parti med maksimal indflydelse er det mildest talt ildevarslende for sammenhængskraften i landet.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 7.10.2006