ETIENNE DE LA BOÉTIE: »Det er folkene selv, der lader sig trælbinde, eller snarere trælbinder sig selv. For hvis de holdt op med at trælle, så ville de være frie. Det er folket selv, der gør sig til træl, sætter kniven på sin egen strube, og når det har valget mellem at være træl eller frit, opgiver det sin frihed og tager imod åget, samtykker i sin ulykke, eller snarere søger den.«

Holloway er en ung, tilbagetrukket kvinde, som de fleste vil kalde en anelse »forstyrret«, og som har det med at skære i sig selv. Hun har tilbragt en tid på en psykiatrisk institution, før hun blev sekretær for den usædvanlige advokat, Grey. Hans betydning for hendes selvværd og selvforståelse kurererer Holloway for sine selvpinsler, men erstatter dem med en endnu stærkere afhængighed af et skævt kærlighedsforhold og en tvetydig dominans. Læs mere: Secretary ...

Så gik verden altså alligevel under. Uigenkaldeligt forbi. Skønt indvarslet siden tidernes begyndelse var det ubegribeligt for de fleste, at der også kom en tidernes afslutning. Det havde ikke optaget sindene i de sidste tider, bortset fra på film og i dele af det skønlitterære univers, hvor verdens ende til gengæld var en regelmæssig kulisse. Læs mere ...

Vi anmelder | 66 danskere

KRARUPS KRUMSPRING

Af Peter Tudvad

I kronikken 29. oktober påstår Søren Krarup, at de 66 personer, der er gået sammen om at anmelde ham og andre ledende DFere for overtrædelse af straffelovens § 266b, i praksis gør fælles front med islam. Jeg er selv blandt anmelderne og får derfor min bekomst af Krarup, der gør sig allehånde anstrængelser for at mistænkeliggøre mig og mine motiver.

Når jeg således i min klumme i Information 21. oktober udtrykker bekymring for, at respekten for loven eroderes, når oplagte overtrædelser af § 266b ikke retsforfølges, så bliver det i Krarups referat til, at jeg vil tvinge ham til at overholde loven. Det vil jeg ikke, men anerkender tværtimod hans frisprog over for muslimerne som civil ulydighed, hvis han åbent vil tilstå, at hans udtalelser er i konflikt med den forkætrede § 266b. Hvis han ikke vil erkende dette, så virker det ærligt talt besynderligt, at han er så forhippet på at få den afskaffet.

Krarup er jo en fædrelandsven, og derfor skrev jeg ironisk, at han burde være taknemmelig for, at anmelderne gav ham mulighed for at lære landets love at kende ved at bede domstolene fortolke den omtvistede paragraf. Dette får prompte Krarup til at associere mig med kulturradikalisme og »lovreligiøsitet«. Imidlertid er jeg hverken kulturradikal eller muslim, men ikke desto mindre finder han det passende at minde om, at jeg ikke bare har underskrevet anmeldelsen, men også et muslimsk manifest, som Forum for Kritiske Muslimer offentliggjorde i Politiken 10. februar.

Da var Krarup rystet, for meget forståeligt mente han – og mange andre, der krævede, at jeg så skulle afsværge mig sharia – at jeg måtte være konverteret til islam. Ked af tre måneders mistænkeliggørelse forklarede jeg i Politiken, at jeg aldeles ikke var konverteret.

Faktisk var det Krarup, der opfordrede mig til at skrive dette dementi, da jeg havde forklaret ham, hvordan tingene hang sammen. »Når jeg lod mit navn sætte på kronikken, skyldtes det dels, at jeg havde været kritisk opponent til det manifest, Sherin Khankan havde skrevet for Forum for Kritiske Muslimer, dels at jeg gerne ville bidrage til, at man så bemeldte forum som åbent for andre end muslimer. I dette forum er der nemlig en meget konkret mulighed for at praktisere den lovpriste religionsdialog på en måde, så det ikke forbliver ordskvalder.«

På trods af, at Krarup og jeg ikke har det samme syn på religionsdialog, forstod han udmærket min pointe og glædede sig over, at jeg ikke var konverteret. »Det er mig en meget stor lettelse«, svarede han. Nu er lettelsen åbenbart veget for trangen til at mistænkeliggøre mig og fristelsen til at kunne slå kulturradikale og muslimer i hartkorn med hinanden.

Berlingske Tidende, 5.11.2006

>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN