Vi anmelder | 66 danskere

---

SØVNGÆNGERI ELLER KRITISK DEBAT

Af Flemming Chr. Nielsen

---

Forleden gav jeg udtryk for min forbløffelse over, at Søren Krarup (DF) kan opfordre Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) til at tage ved lære af modstandsbevægelsen, så den kan væbne sig mod stikkere. Jeg fandt det uhyrligt, at han sammenligner DFU's kritikere med de stikkere, som modstandsbevægelsen i en dødsensfarlig situation så sig nødsaget til at likvidere.

Tænk, hvis en politisk galning lod sig hypnotisere af Søren Krarups forførende ord. Ja, så var vi i samme situation, som når en muslimsk fanatiker hypnotiseres af begrebet hellig krig.

Men se, om Krarup vil erkende problemet. Nej, i Kristeligt Dagblad (den 26. oktober) overfalder han mig med gloser som kynisk og ondsindet og gør mig til »et billede på had og bagvaskelse«. Argumentation er der ikke noget af.

Taktikken er karakteristisk for Søren Krarup som debattør og politiker. Han forholder sig ikke til substansen, men hælder en skidtspand ud over syndige hoveder. Det møg kan man heldigvis vaske af sig, for det vedkommer ikke sagen.

Mere pinagtigt er det at se, hvordan en ellers charmerende debattør og politiker som Birthe Rønn Hornbech (V) rækker Dansk Folkeparti og Søren Krarup en hjælpende hånd, når det kniber. Som bekendt har en række danskere meldt otte fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti til politiet for påståede racistiske udtalelser (Krarup er én af dem). Og Birthe Rønn Hornbech kalder det i Kristeligt Dagblad en »uskik at melde dem, man er uenig med, til politiet«. Men det er slet ikke uenigheden, der skræmmer de 66 anmeldere, i hvert fald ikke mig.

Det er den bagvedliggende magt og vilje hos Dansk Folkeparti til at gennemføre sin særlige variant af det politiske demokrati.

Det gjorde jeg venligt Birthe Rønn Hornbech opmærksom på her i avisen den 11. oktober. Jeg argumenterede for, at når magtviljen udfolder sig i mulig strid med loven (for eksempel dens racismeparagraf), er det en opgave for domstolene at afgøre sagen. Jeg anførte også et par konkrete og efter min mening helt parallelle eksempler, blandt andet en groft diskriminerende arbejdsgiver, der i årevis ser stort på lovbestemte aftaler for arbejdsmarkedet og kaster folk ud i arbejdsløshed, bagvaskelse eller lignende. Skal man vælge at diskutere med ham år efter år, selv risikere samme skæbne og hele tiden kalde det en politisk uenighed, som ikke vedrører domstolene?

Selvfølgelig skal man ikke det. Når magten bliver så total, at den udstøder, fornedrer, håner, beklikker og brændemærker andre mennesker - muslimer eller ej - bliver det en sag for retsvæsenet.

Hvis jeg tager fejl, vil jeg gerne vide det. Men Birthe Rønn Hornbech har ikke reageret på mine indvendinger. Det er hun naturligvis i sin gode ret til, men det er da bekymrende, at hun uanfægtet af en mulig brist i sin argumentation bliver ved med at kalde det en evig uskik at melde dem, man er uenig med, til politiet. Hun gentager det både i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten.

Sagt i al stilfærdighed er det lige som Søren Krarups skidtspande et problem for demokratiet, for når politisk debat bliver til uanfægtet søvngængeri, der kun handler om at henvende sig til meningsfæller, ja, så hører den kritiske debat jo op. Birthe Rønn Hornbech kan godt lukke øjnene for de 66 anmeldere og kalde os naive, men at hun også klemmer øjnene i, når hun præsenteres for mulige argumenter, er langt mindre charmerende.

Kristeligt Dagblad, 1.11.2006

>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN