Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vi anmelder | 66 danskere

AT SKELNE MELLEM DET PRIVATE OG DET OFFENTLIGE Udprint

Af Peter Tudvad

Vi anmelder Som bekendt er tonen i offentligheden den sidste halve snes år blevet væsentligt skærpet, ikke i almindelighed, men alene over for en bestemt religiøs minoritet. Holder man selv fast i et vist dekorum, kan man lejlighedsvis blive lettere mistrøstig, når man også i private samtaler hører venner benytte et frisprog om minoriteten, som de tidligere ville have holdt sig for gode til.

Nu roser de sig af, at skællene er faldet fra deres øjne, så de kan se klart. Som nyvakte hylder de ytringsfrihedens ukrænkelighed ved at aflægge trosbekendelse i form af diverse ramme og kategoriske udsagn. Beskæmmet søger man at argumentere for, at den gode tone nok er mere befordrende for samtalen og sameksistensen end de voldsomme udfald. Alt, man opnår med sin gode vilje, er at blive rangeret blandt holdningsløse sødsuppehumanister og nyttige idioter.

Nu er der selvfølgelig i kraft af et klassisk princip en væsentlig forskel på, om ytringerne om bemeldte minoritet falder i en privat samtale eller i fuld offentlighed. Er det sidste tilfældet, er de potentielt omfattet af straffelovens forkætrede § 266b, den såkaldte racismeparagraf, der ikke blot kriminaliserer racistiske udsagn, men også forhånelse og nedværdigelse af grupper på grund af deres tro. Bestemmelsen anvendes paradoksalt nok mindre og mindre i takt med, at de omhandlede udsagn bliver stadigt mere almindelige. Hvis man alligevel insisterer på, at lovene skal forvaltes efter deres ord såvel som deres ånd, så må man hyppigt finde sig i den situation, at man faktisk burde anmelde denne eller hin til politiet for overtrædelse af bestemmelsen.

Hvis den, man mistænker for at have overtrådt loven, hører til ens vennekreds, så står man selvsagt i en lidt penibel situation. Skal man lade nåde gå for ret og ikke risikere at miste venskabet, eller skal man tage Justitias bind for øjnene og rigoristisk give loven, hvad der tilkommer den? Det sidste gør titelpersonen i Platons dialog Eutyphron. Han anmelder sågar sin egen far, da denne har slået en daglejer ihjel, fordi daglejeren i drukkenskab har dræbt en af faderens slaver.

»Besmittelsen ved det udgydte blod« - forklarer Eutyphron - »kommer også til at klæbe ved en og bliver, hvad enten drabsmanden er ens slægtning eller ej, lige stor, hvis man lever sammen med en sådan person og trods sin viden om, hvad han har gjort, ikke renser både sig selv og ham ad rettens vej« (H. Holten-Bechtolsheims oversættelse).

En far og en ven er selvfølgelig ikke det samme, ej heller drab og racisme - selvom historien demonstrerer en del sammenfald - men ikke desto mindre følte jeg mig selv som en Eutyphron, da jeg nyligt blev bedt om at deltage i en kollektiv anmeldelse af en større skare politikere for overtrædelse af § 266b. En af dem omfatter jeg med mit venskab og har jeg for ikke længe siden klinket med til min runde fødselsdag. Jeg har diskuteret med ham i medierne, og vi ér og forbliver dybt uenige om såre mange politiske og teologiske spørgsmål. Når vi skåler eller spiser frokost sammen, kan der også godt ryge et par finker af hans pande, men når det sker i et privat forum, kan ytringerne naturligvis ikke subsumeres under straffelovens bestemmelser om offentlige og især propagandistiske udtalelser. Når han derimod i offentligheden udtaler sig forhånende og nedsættende om minoriteten, er det en ganske anden sag, ligesom han - ikke mindst qua politiker - er en anden. Under frokosten er han min ven, i medierne er han en offentlig persona, der som sådan kan siges imod og stilles til ansvar for sine ytringer.

Spørgsmålet er rent juridisk og ikke politisk, nemlig om, hvorvidt han ifølge loven har ret til at ytre sig, som han gør. Det erkendte han for så vidt selv i en kronik i Information den 18. marts i fjor. »En rettighed er noget, som loven giver mig«, skrev han. »Med andre ord: Forudsætningen for at kunne tale om rettigheder er eksistensen af en lov. Det er loven, der giver mig ret. Det er loven, der er rettighedernes grundlag.« Nemlig! Og når loven så nægter ham retten til at forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af deres tro, så må han enten afstå fra dette eller frimodigt erkende, at han bryder loven, når han beskylder den omtalte minoritet for »et alt-ædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.« Erkender han åbent sit lovbrud, så kan han alt andet lige tælles blandt andre agtværdige mennesker, der i tidens løb har gjort sig skyldige i civil lydighedsnægtelse.

Min ven er en fædrelandsven, og når han er det, må han - som Sokrates i Platons dialog Kriton - »enten få fædrelandet til at indrømme, at det har uret, eller gøre, som dets love byder, roligt finde sig i det, staten ønsker, han skal finde sig i, lade sig slå, om så skulle være, eller fængsle« (frit efter Per Krarups oversættelse).

Med andre ord bør han være taknemmelig for, at nogen har villet anmelde ham, så han kan blive klogere på, hvad lovene egentlig betyder.

Frem for nogen må han betakke sig for et tiltalefrafald, for hvis fædrelandets love ikke anvendes, så eroderes respekten for dem i almindelighed, mens straffelovens § 266b i særdeleshed forfalder til en ren og skær vejledning om, hvad der her i kongeriget tæller som god tone. Så meget er min ven og jeg i det mindste enige om, nemlig at vi ikke behøver statens vejledning om takt og tone, når vi spiser, klinker og fester. Skål, min ven!

Information, 21.10.2006

>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN