Forsøger de 66, der har anmeldt bestemte personer fra Dansk Folkeparti for overtrædelse af paragraf 266b, at bringe en politisk debat over i retssystemet, sådan som Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, udtaler til Jyllands Posten 7.10.? Det er det egentlige spørgsmål, og svaret må afhænge af, hvad man forstår ved politisk debat. Hvis det er en debat om, hvor grænsen går for anvendelsen af sproget som våben imod bestemte mindretal i befolkningen, så har hun ret.
Så er den debat, vi ønsker, en debat, der må bringes til en konklusion ved en retsafgørelse, for den drejer sig om, hvilken retsorden der skal være gældende i dette land. Vi har alle lov til at deltage i den debat, men det er retten, der bør afslutte den, og en sådan retsafgørelse bør ikke hindres af politikere i Folketing og regering. Derfor bør politikerne heller ikke søge at hindre, at den anmeldelse, der nu er foretaget af Pia Kjærsgaard og andre, bliver taget alvorligt ved offentligt at latterliggøre den og administrativt at hindre, at den kommer for domstolene.
Hvis det derimod var en debat om, hvilken politik, dvs. hvilken lovgivning og hvilken regeringsadministration der bør føres i dette land, hører denne debat naturligvis ikke hjemme i retssystemet. Men ingen af de 66 anmeldere har sat spørgsmålstegn ved Dansk Folkepartis ret til føre en bestemt politik og få en bestemt lovgivning vedtaget. Birthe Rønn Hornbech, der ellers er en klog dame og godt bekendt med dansk retsvæsen, er her ikke klog nok. Hun blander de to former for debat sammen. Men det har aldrig været meningen med racismeparagraffen, at den skulle hindre en politisk debat. Meningen var oprindelig at beskytte det jødiske mindretal i Danmark.
Og derfor tror jeg ikke, at rigsadvokat Henning Fode har gjort sig klart, hvad der nemt kan blive konsekvensen, når han siger til Jyllands-Posten (også 7.10.): »Folketinget har klart tilkendegivet, at anklagemyndigheden af hensyn til ytringsfriheden skal være tilbageholdende med at rejse tiltale for overtrædelse af paragraf 266b. Jeg kan ikke rejse flere sager uden at komme i konflikt med lovgivningsmagten«.
Lad os TÆNKE os, at der opstod et antisemitisk parti i Danmark, og at det fik vind i sejlene og blev repræsenteret i Folketinget. Nogle af partiets ledere fremsagde udtalelser af lignende art som dem, nogle af Dansk Folkepartis ledere har fremført imod indvandrere. Situationen er efter Israels angreb på Libanon ikke helt utænkelig; vi har på grund af dette angreb hørt internationalt kendte folk sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistens. Vil Henning Fode så reagere på lignende måde?
Måske ikke, fordi flere politikere har sagt, at de vil beholde racismeparagraffen for at beskytte jøderne.
Men selv hvis Fode så tillod en anmeldelse af de antisemitiske politikere, må man antage, at loven vil være blevet så
udhulet, at den ikke kan bruges, og anmelderne vil tabe sagen. Sandheden er, at hvis paragraf 266b ikke skal tages alvorligt, når den gælder ydmygelser over for etniske minoriteter i den nuværende situation, vil den heller ikke være nogen beskyttelse af jøderne, hvis man senere ville bruge den dertil.
Der må være en magtdeling i et demokrati, hvis det skal bestå. Det er en af grundpillerne for vores retsstat. Men hvis den dømmende magt skal indhente tilladelse til at behandle sager fra den lovgivende og udøvende magt og ikke må vurdere sager selvstændigt (som det f.eks. skete i Tvindsagen), så er magtens deling ophævet, og retsstaten er truet på sin grundvold.
Politiken, 15.10.2006
>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN
|
|