Vi anmelder | 66 danskere

---

HADETS PARTI OG SAMFUNDETS KRISE

Af Curt Sørensen

---

Det har været en forstemmende oplevelse at følge udviklingen i den sidste halve snes års politiske debat herhjemme. Holdninger, opfattelser og politisk sprogbrug som for blot 10-15 år siden blev anset for at være horrible og helt ude i hampen er pludselig blevet udbredte og accepterede og noget som ledende politikere og medierne enten mere eller mindre identificerer sig med, eller i hvert fald opfatter som et normalt element i vores politiske kultur og debat. De dage hvor Poul Nyrup Rasmussen i Folketinget fortalte Dansk Folkeparti at »stuerene det bliver I aldrig« er for længst forbi.

Man taler om tonen der er blevet skærpet, således i forfatternes henvendelse i sin tid til offentligheden. Men det er ikke blot den skingre tone, den hadske retorik, der er slået igennem. Det er også indholdet i det politiske budskab der fra Folketingets talerstol og ud i en stor del af medierne føres frem af det der en gang blev karakteriseret som det ekstreme højreparti, Dansk Folkeparti, og som journalister i dag, efter henstilling fra partiet selv, ofte kalder »det nye midterparti«. Men er det virkelig et midterpartis budskab vi hører?

Hør blot budskabet: »Islam med de tendenser vi har set - fundamentalistiske tendenser - bør bekæmpes i allerhøjeste grad,« således opstillede Pia Kjærsgaard selv målsætningen under Folketingets åbningsdebat i 2001. »Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid ... Den tro tilhører en mørk fortid«, sekunderede Mogens Camre på DF's årsmøde i 2004. Og fra folketingets talerstol kunne pastor Jesper Langballe forkynde »at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden ... Der er tale om en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa« (Folketingets møde d. 31/5 2002). Endelig kunne folketingsmand Martin Henriksen fuldende karakteristikken ved slet og ret at betegne Islam som en »terrorbevægelse« (citeret i Politiken 2/12 2005).

Igen og igen hører man også fremtrædende DF-politikere i grove vendinger og oprullende et skræk-scenario advare mod et multikulturelt samfund, som da landsformanden for partiets ungdomsorganisation, Kenneth Kristensen, på DF's landsmøde i 2001 forsvarede en af DFU's plakater: »På vores plakat hævder vi, at det multietniske samfund er ensbetydende med et samfund præget af massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet.« Eller som folketingsmedlem Louise Frevert udtrykte det på den famøse hjemmeside: »Danmarks giftigste og mest livsfarlige cocktail er: menneskerettigheder + religionsfrihed + integration« (hjemmeside 15/9 2005). Det var også her hun talte om muligheden for at bevare slynglerne i russiske fængsler for 25 kr. om dagen, og om nødvendigheden af at »stoppe kræftangrebet« (hjemmeside 16/9 2005).

Svarende til skræk-scenariet af det multikulturelle samfund tegnes igen og igen billedet af Islam som en både dum og ond religion: »Det drejer sig om at drive denne ondskabens ideologi ud af den vestlige civilisation«, proklamerede Mogens Camre på DF's årsmøde i 2001. »Islam er en afstumpet religion,« gentog det unge DF folketingsmedlem Morten Messerschmidt nogle år senere i Jyllands-Posten, Århus (7/2 2005). Og i en DF-pressemeddelelse fra 2003 erklærede det håbefulde unge menneske skråsikkert at Islam er den »alt overvejende årsag til at de muslimske lande ligger i demokratisk og økonomisk ruin« (pressemeddelelse 3/6 2003), og Pia Kjærsgaard karakteriserede i Politiken glat væk en hel verdensdel som »tilbagestående og uvidende« (Politiken d. 24/2).

I forlængelse af det opstillede fjendebillede og det angivne skræk-scenarium kritiseres respekt for menneskerettigheder og en humanistisk grundholdning som udtryk for blødsødenhed, og som værende farlig for det nationale fællesskab. Ja, pastor Søren Krarup har endda udspekuleret at respekt for menneskerettigheder ligefrem er udtryk for en »elitær« og »totalitær« tankegang og udtalt at DF's kampagne mod de fremmede er en »modstandsbevægelse«! Sort gøres til hvidt og hvidt gøres til sort i en grotesk omvending af alle gængse moralforestillinger.

DF er ikke et fascistisk parti. Det bekender sig til det danske demokrati og det har ikke noget SA som det sender ud i gaderne. Men dets demokratiforståelse er begrænset til demokrati som majoritetsvælde. Der er ingen respekt for afvigende meninger og kritiske holdninger. DF har krævet en forsker afskediget fra sin stilling og hele institutter nedlagt fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har sikret bevillinger til sine politiske venner, personer som man regner med kan levere forskningsresultater, der er skræddersyet til DF-politikernes ideologiske formål. DF-politikerne er simpelthen på krigsfod med pluralisme, mindretalsbeskyttelse, samt fri og uafhængig forskning, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret.

Den mest fatale brist er imidlertid forestillingen om det rene, rensede demokrati. DF politikerne hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30'erne og under krigen. Og holdningen til og hetzen mod etniske mindretal leder tanken hen mod nazismens hetz mod jøderne i Weimarrepublikken. Prøv i udtalelser som oven refererede at erstatte ordene »islam« og »muhammedanere« med ordene »jødedom« og »jøder«. Der er ikke tale om ytringer og argumentation, men om brøl, en vedvarende gejlen op til had og forfølgelser.

Det er måske ikke så mærkeligt endda, men meget betegnende for partiet, at en hel stribe af lokale formænd adspurgt af en journalist ikke havde det mindste imod optagelse af nazister i partiet. Nogle mente dog, at man ikke skulle tale højt om det. Kun én enkelt var imod af principielle grunde.

Det er dette parti, denne politiske ideologi, denne politiske retorik og den type politikere, som Anders Fogh Rasmussen i sit spil om magten, efter selv at være steget op fra den kreative bogførings skandale, har trukket ind i den politiske varme og gjort til et grundlag for sin regering. DF har herunder fået en indflydelse som intet tilsvarende højre-populistisk parti i Europa har opnået, måske bortset fra den som Jörg Haider's parti i Østrig havde i en periode og Gianfranco Fini's Alleanza Nationale under Berlusconi.

Til gengæld for de indenrigspolitiske gevinster har statsministeren så været parat til at sætte hele landet i en international krisesituation, grave grøfterne endnu dybere i dansk politik, samt mere grundlæggende-og som det værste af det hele- medvirke til det danske samfunds og den danske politiks fortsatte bevægelse ud ad en bane som i det lange løb kan blive helt fatal.

Denne risiko hænger sammen med en dybtgående krise i hele vores politiske system, en krise som aldrig bliver diskuteret. Der bliver ganske vist talt meget herhjemme, også under Muhammed-krisen, om værdier og værdikamp. Men hvad er det egentlig for værdier vi har og som er dominerende? Det traditionelle samfunds værdier, som udgør hovedelementet i DF's positive modstykke til det tegnede fjendebillede og skrækscenariet af det multikulturelle samfund og som også går igen i Brian Mikkelsens forsøg på kunstigt at puste liv i nationalromantikken, er for længst blevet undergravet først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og gennemtrængning af alle livsforhold.

Opløsningen af hidtidige værdier og relationer, den altgennemtrængede kommercialisering og atomiseringen af samfundet har fuldendt den proces som den moderne politiske sociologis klassikere alle tidligt identificerede og som Weber kaldte »af-fortryllelse«, som Marx kaldte »fremmedgørelse« og Durkheim kaldte »anomi«. Emile Durkheim påpegede tillige, at et samfund der kun hviler på den nøgne kontante interesse har en enormt svækket sammenholdskraft.

Også vores politik er blevet forvandlet. Som påvist af den norske magtudredning (men desværre ikke af den danske) er demokratiet ved at »forvitre«. Selv i rodfæstede demokratier som de skandinaviske er denne proces vidt fremskreden. De store folkelige bevægelser for demokratisk deltagelse og den klassiske demokratiske politiske kultur er væk. I stedet er trådt et brugerdemokrati hvor atomiserede forbrugere kan vælge mellem de varer som de konkurrerende politiske firmaer udbyder under overdådig udfoldelse af reklamer og spin. Politikerne er fra demokratiske tillidsmænd/kvinder blevet forvandlede til magtens professionelle teknokrater og kræmmere. Og når borgerne en gang imellem bryder ud af dette mønster og gør brug af deres demokratiske ret til at ytre sig og demonstrere bliver de svinet til af statsministeren og de ham følgagtige medier. Men situationen er endnu mere alvorlig.

Alle historiske erfaringer viser nemlig, at der i perioder hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket, kan opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en »negativ afgrænsning«. Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem agression overfor »de andre«. Demokratiets forvitring og den generelle samfundsmæssige identitetskrise har skabt en ganske farlig situation. Og i den situation har vi herhjemme fået indrettet os med en regering der af taktiske grunde støtter sig til et højrepopulistisk, aggressivt nationalromantisk parti, et parti hvis ledende politikere i årevis har pustet til hadets ild. Foreløbig er det stadig kun blevet til gløder og småbål, men måske kan det en dag flamme op til en alt ødelæggende brand. Det er det dystre langtidsperspektiv i den nuværende situation.

Information, 14.10.2006

>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN