JOHANNES V. JENSEN: »... Naturen har næppe en anden Hensigt end den vi lægger i den, vant som vi er til at overføre vor Ratio paa Tingene. 'Fremskridt' taler vi ogsaa om, med et Udtryk laant fra vor egen Bevægelsesmaade, som om Naturen flyttede sig fra et Sted til et andet; en bedre almindelig Tilstand, mener vi, maalt med en tidligere, som vi ikke var saa glade for - men hvad er det for et Maal hvormed vi maaler?«

Arven er først og fremmest en velfungerende tragedie om en mand, der er bundet af arv og slægt. Det ikke blot reducerer hans frie vilje, men (antyder filmen nærmest) eliminerer den - »Ich will nicht, ich muß,« som det hedder i Fritz Langs M (1931). En arv og en skæbne så tung, at intet kan bøje den, når den, som det er tilfældet her, tårner sig op som en mur mellem to elskende, og man spekulerer på, om hovedpersonen er tvunget til at følge sine faders spor helt til galgen. Læs mere: Arven ...

Inden for rammerne af de europæiske renæssancer skabes en række af Vestens berømteste kunstværker, og bogtrykkerkunsten vinder frem i en hidtil uset kommunikationsrevolution. Mennesket begynder at fokusere på natur og naturforskning på nye og mere empiriske måder, og det er i denne tidsalder, at verden og tilværelsen besynges på livsbekræftende vis, sideløbende med at pestepidemier med nådesløs effektivitet bortriver store dele af befolkningen. Læs mere ...

Vi anmelder | 66 danskere

ANMELDELSEN AF DANSK FOLKEPARTI ER I ORDEN

Af Flemming Chr. Nielsen

Birthe Rønn Hornbech, som er retsordfører for Venstre, har ikke meget tilovers for de 66 danskere, der nu har anmeldt otte medlemmer af Dansk Folkeparti for racisme. I Kristeligt Dagblad kalder hun det »misbrug af retsvæsenet til en politisk debat, og det er pattebarnsagtigt og demokratisk umodent«.

Javel! Jeg er blandt dem, der har skrevet under og skal ikke pine Birthe Rønn Hornbech med, at én af de anmeldte blandt andet ønsker de muslimske mænd sendt hjem til tortur og politisk forfølgelse. Det er regeringens demokratisk modne afgørelse, om den vil have indehaveren af sådan et synspunkt som en del af sit parlamentariske grundlag.

Nej, bortset herfra er problemet, at Birthe Rønn Hornbech kalder det en »uskik at melde dem, man er uenig med, til politiet.« Det er slet ikke uenigheden, der skræmmer de 66 underskrivere, i hvert fald ikke mig. Det er den bagvedliggende magt og vilje hos Dansk Folkeparti til at gennemføre sin særlige variant af det politiske demokrati.

Lad mig derfor til belysning nævne et par ganske parallelle tilfælde. Tag en groft diskriminerende arbejdsgiver, der i årevis forbryder sig mod diverse arbejdsmarkedslove og -aftaler. Skal man vælge at diskutere med ham, mens andre lider under hans magt og kastes ud i arbejdsløshed, bagvaskelse eller lignende? Eller en klam politiker (vi har netop hørt om Mark Foley-sagen i USA). Skal man føre en evighedsdebat med ham kun afbrudt af de perioder, hvor han udsender slibrige mails og udøver sit misbrug af børn? Eller et ugeblad der krænker privatlivets fred. Skal man dér indgå i en endeløs mail-korrespondance med redaktøren og i ugevis bringe sagen op i læserbreve, mens ens ægtefælle for længst har pakket og er rejst sin vej?

Selvfølgelig ikke, for det handler om, at andre mennesker udstødes, fornedres, hånes, beklikkes og brændemærkes, og om det er tilladt, er en sag for retsvæsenet. Typer som Mark Foley og en stribe andre historiske eksempler har bevæget sig ud i et moralsk tusmørke, i en nat og en tåge, hvor de ikke længere kan henholde sig til, at de er demokratisk valgte. I samme retning marcherer de otte fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti.

Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at anmelde eksempelvis Søren Krarup, blot fordi han trøster en dødstruet iransk familie i Sandholmlejren med, at den får 18.000 kroner i hjemsendelsespenge til diktaturet, men jeg medanmelder ham for det, han nu er anmeldt for, nemlig udsagnet: »Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.«

Bortset fra, at jeg aldrig har opfattet kristendommen som en herskermagt, hvem er det så egentlig, der bidrager til at udrydde hvem? Nej, kære Birthe Rønn Hornbech, det er ikke en uskik at bede domstolene tage stilling i sager, der handler om liv og død for ens medmennesker.

Kristeligt Dagblad, 11.10.2006

>> VI ANMELDER - INITIATIV TIL AFPRØVNING AF RACISMEPARAGRAFFEN