Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vakuum | Kronik (uddrag)

Det politiske vakuum

Af Mona Sheikh og Terkel Kunding Udprint

Det var en skam at bevidne en valgkamp på standardiserede paroler i en tid, hvor behovet for en grundlæggende diskussion af samfundets indretning og dets værdifundament er alarmerende. Hvorvidt vi foretrækker træsko, stilethæle eller anatomisk korrekte sandaler, er ikke længere det afgørende for vores partipolitiske orientering. Den økonomiske globalisering sætter nye grænser for nødvendigheden af politisk samarbejde. IT-teknologiens indflydelse på menneskets hverdag forandrer i stor hast den måde, vi lever og ser verden på. Verden er blevet mindre, og behovet for politiske styring i et internationalt samfund baseret på et nationalt spindelvæv er vokset. 

Dette øger i høj grad også forventningerne til, at vore politikere kommer med realistiske bud på, hvordan forandringerne mødes. Men de etablerede politiske partier synes at leve et selvstændigt liv med reference til forældede ideologier - uden folkelig forankring og uden at kunne levere tidssvarende visioner. Skævvridningen mellem den brede befolkning og vore politikere er efterhånden en uoverskuelig kløft på vej mod, at underminere det repræsentative demokrati. 

At det ikke er så lige til at starte en debat på værdier, skinner tydeligt igennem, når man har overværet valgkampens leflen for det middelmådige i danskeren. At politikerne naturligvis bærer en del af skylden, er der ingen tvivl om - grundlæggende handler det vel om anstændighed og redelighed. Men at der også er en række andre tendenser i samfundet, som problematiserer en debat på værdier, er der dog heller ikke tvivl om. 

For det første har idealet om lighed i velfærdsstatens arbejde for omfordeling af goderne forplantet sig i et krav om ensartethed. For det andet foregår der til stadighed en nationalisering af den politiske debat og beslutningsproces, hvor rammen for, hvad der er tilladeligt at mene, er blevet kraftigt reduceret til »det danske« - uanset om nogen kan definere det eller ej. 

Flere tendenser har reduceret mulighederne for at genoptage den offentlige samfundsdebat om værdier, der er forstummet i et politisk vakuum siden murens fald. 

Det er et paradoks, at samfundsdebatten er kendetegnet ved en amøbeagtig (s)tilstand, på trods af de enorme forandringer, der sker i det enkelte menneskes hverdag. Vi lever i en kritikløs tid hvor alt - populært sagt - bare er, som det er, og bevidstløsheden er det normale. 

Hvert fjerde år vækkes befolkningen, der nærmest pligttro stemmer på én, som de mener kan tale deres sag og bedre deres vilkår. Men om valget falder på den ene eller den anden Rasmussen, kan i og for sig være det samme, for det hele ender alligevel i en dræbende konsensus. Og kun de færreste kan skelne mellem navnene, partierne og idealerne - de er for lette at tage fejl af. For alle taler til forsvar for velfærdssamfundet, ældreomsorgen og et forbedret sygehusvæsen. Uenighederne i den økonomiske politik handler egentlig blot om noget nær det sidste decimaltal på statsbudgettet. De reelle alternativer er væk, den kritiske opinion er stort set død, og utopiernes epoke synes forbi. 

Politik er løbet ud i tekniske spidsfindigheder, eller er blevet yderst brugbar som en fast rekvisit i underholdningsbranchen, der især under valgkampen hvert fjerde år tilbyder det helt store show. Og heldigvis kan man hurtigt zappe væk, når det hele bliver for meget. Politisk apati er en anden konsekvens af politiske paroler, der mangler livskraft. En fornyelse af de politiske slogans kræver ikke mindst mangfoldigheden på banen. Det kræver et opgør med det politiske dogme, der prædiker ensartethed. 

I Danmark, er vores velfærdssamfund nemlig skruet sammen på baggrund af den solidariske tanke om lighed, som desværre har udviklet sig til en abnormitet, der i stedet prædiker ensartethed. Hvad der oprindelig var en tanke om økonomisk/materiel omfordeling har i stedet slået sig på det mentale område og invaderet vores måde at opfatte samfundet på. 

Den nationale identitet, med udgangspunkt i janteloven og millimeter-lighed, hindrer en debat, som tager hensyn til forskellighed og mangfoldighed. Når man som udgangspunkt prædiker assimilation af andre kulturer og værdisæt - og kalder det integration - opnår man aldrig den debat, der er nødvendig, for at samfundet udvikler sig i takt med omverdenen. Og sværere bliver det, når den tunge nationalpopulistiske højrefløj (målt ud fra en værdi-akse snarere end den traditionelle økonomiske akse) er så tung, at de sidste rester af venstrefløjen ikke formår at udgøre en modvægt. 

At den eksisterende politiske debat er en leflen for frikadelle-danskeren, hersker der ingen tvivl om. Den gør sig gældende over hele det politiske spektrum. Eksempler som det nationale EU-kompromis, Danmark som foregangsland, Danmark som IT-nation m.fl. viser netop hvor dybt indgroet det nationale er i dansk politik. 

Selv partier som umiddelbart bekender sig til det internationale udsyn og solidaritet såsom de traditionelle venstrefløjspartier, har ikke formået at komme udover den nationale selvforståelse og visionen om »Danmark som velfærdssamfund«. 

I samme ånd bliver angreb på den førte politik samtidig opfattet som et angreb på hele danskheden og den nationale selvforståelse. Der er gået hysterisk og populistisk mode i at »værne om det danske«, uanset om nogen overhovedet kan tillægge det meget mere betydning end mormors kolonihavehus eller rødgrød med fløde. Men der er ingen tvivl om, at den desperate omklamring af Dannebrog er en sport med potentiale til at tiltrække mange sjæle, der fejlagtigt køber Dansk Folkepartis fremstilling af danskheden som noget uforanderligt. 

At danskheden er udynamisk er en skamløs løgn og ikke mindst en tanke, der avler fremmedallergi. En sygdom, vi godt kunne være foruden. For sandheden er, at grænserne til enhver kultur og enhver selvforståelse ikke er urokkelige, men derimod forskyder sig i mødet med det fremmede. 

Det er en sørgelig tendens, at debatten om selvværd og selvforståelse gang på gang farer vild i enten medieskabte stereotyper eller bliver afsporet af den egennyttige politiske (mis-)brug af folkestemninger. En debat, der bygger på definitionen af værdier snarere end værdiløshed, vil uden tvivl føre til en langt mere fremadrettet dialog. En dialog, der kan gøre op med brugen af nationalistiske skræmmebilleder, snæversyn og kunstige modsætninger mellem »os« og »dem«. 

Et nationalistisk udgangspunkt har herimod brug for et fastfrosset fjendebillede for at kunne afgrænse sit territorium, idet nationalistiske paroler kun kan overleve i kraft af, at de kan hævde sig i forhold til andre. Faren ved nationalismens forvrængede fremmarch i Danmark er, at vi ender som en »navlepiller-nation«, der kun kan forsvare vores manglende udsyn og manglende forandringsvillighed med pinlig reference til, at Danmark jo altid har været et homogent bondesamfund. 

Men hvad efterlader denne nationalisering af den politiske debat os? Hvad er konsekvensen, hvis man ønsker at tage et opgør med dette dogme i dansk politik? Et bud på dette er noget, som nærmest er defineret som et bredt politisk tabu: det multikulturelle samfund. 

Utallige gange har man hørt de »ideologiske fløje« Rasmussen og Rasmussen prædike, at vi lever i et multietnisk samfund, men at det ikke nødvendigvis betyder, at vi skal have et multikulturelt samfund. Dette er en antagelse, som er mulig at hævde, men så længe konsekvensen gemmer sig bag et nationalt slør i den politiske debat, så er det ikke en reel skildring. For hvis konsekvensen er et lighedstegn mellem assimilation og dansk integrationspolitik, hvis konsekvensen er en manglende værdidebat, og hvis konsekvensen er en stereotyp opdeling af den danske befolkning i »dem« og »os«, så er omkostningerne alt for høje. 

Det er en kendsgerning, at Danmarks fremtid og samtidig den danske identitet og selvforståelse afhænger af, hvordan vi imødekommer det multikulturelle samfund. Vi har brug for at kunne lære af hinanden. Vi har brug for, at der opstår berigende dynamikker, når to personer med forskellig baggrund mødes. 

Ikke mindst har vi brug for det multikulturelle til at styrke os - både som land og som individer - i et hastigt fremvoksende internationalt samfund. Videnssamfundet som vores varemærke kræver i den grad tværkulturel forståelse, og det er heller ikke uden grund, at erhvervslivet har fået øjnene op for de investeringsmuligheder, der ligger i det multikulturelle. 

Hvis man ser på USA, så er der ingen tvivl om, at landets førende status inden for det kulturelle område er resultatet af et samfund, der opfatter det multikulturelle som en utvetydig ressource. Her er det klart, at dynamikkerne imellem de forskellige kulturers musiske og kunstneriske tilgang bl.a. har skabt grobund for landets kulturelle gule førertrøje. 

Med alt dette i baghovedet er det tankevækkende, når nationalpopulistiske eksponenter taler om beskyttelse af den danske velfærd og identitet og ustandseligt sætter store befolkningsgrupper i skammekrogen som syndebukke for dette dilemma. 

I stedet kunne man med slet skjult ironi hævde, at hvis der er nogen, som er ved at køre Danmark i sænk på velfærden og identiteten, så er det selvsamme radikaliserede fløj, da det multikulturelle som nævnt bør anses som en nødvendig force i et stigende internationalt samfund. 

Denne erkendelse stiller store krav til både regering og politikere i almindelighed. En værdidebat er derfor ikke blot det mindste, men det vigtigste, man bør kræve.

Berlingske Tidende, 10.12.2001