Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vakuum | Anmeldelse (uddrag)

Politiske skriveøvelser

Af Peter Johannes Schjødt Udprint

Det netop overståede valg handlede om hvilke partier, der var bedst til at imødekomme vælgernes krav om at blive betragtet som ofre. »Ingen skal tage noget fra mig«, var gennemsnitsvælgerens udgangspunkt. Alle muligheder skal være åbne, og samtidig skal der være sikkerhed for ikke at miste noget. Politikerne formåede ikke at sætte nogen anden dagsorden. (...) 

Interessant er det derfor også, at der netop nu udkommer en bog, der har til hensigt at gøre op med den tavshed, der trods højtråbende politikere og medier alligevel runger bag det hele. »Vakuum« hedder bogen og er redigeret af Mona Sheikh og Terkel Kunding, der begge er statskundskabsstuderende. Med sig har de en række unge mennesker, der i ti kapitler argumenterer for en »fri debat i et frit samfund«. 

I det indledende kapitel efterlyser Sheikh og Kunding alternativer, fordi man skal have »utroligt stærke briller for at kunne øjne forskellen mellem højre og venstre i det politiske Danmarksbillede«. Det er en klage, som også blev hørt under valgkampen, og Socialdemokratiet gav direkte den manglende forskel mellem partierne skylden for, at det gik partiet så galt. Hvorfor, de så ikke forsøgte at gøre en forskel, kan ikke umiddelbart forklares. 

Som Sheikh og Kunding foreslår, kan det måske være, fordi et konsensussamfund uden et seriøst kritisk modspil virker dræbende på idealer og bredere politisk engagement. Trods mange gode iagttagelser af ikke mindst tåbelighederne i indvandrerdebatten, kommer bogens to redaktører imidlertid ikke rigtig videre med forsøget på at formulere nye rammer for en kritisk politisk debat. Det forbliver uklart, hvad de egentlig mener med et stærkere politisk engagement. (...) 

Tre andre kapitler gør imidlertid bogen interessant i et bredere perspektiv og peger frem mod nye præmisser for den politiske og samfundsmæssige debat. Det er sjældent, at der i en politisk debatbog er indlæg om sammenhængen mellem religion og politik. Det sker kun, hvis perspektivet er historisk. 

Men her sker det faktisk i tre kapitler, hvor perspektivet er fremtiden. Fatih Alev beskriver, hvordan han forestiller sig, at der i fremtiden kunne være en sammenhæng mellem religion - her islam - og det moderne samfunds politiske værdier. Det sker ud fra forudsætningen om, at de lande, der i dag kalder sig islamiske, dybest set ikke er det. Michael Hedelund beskriver et samfund, der i stærkere grad indbygger de kristne værdier i sit politiske grundlag. Han taler om en »kristenetisk inspireret politik«, der minder en del om den, som Kristeligt Folkeparti opererer med på erklæringsplanet. Af en eller anden grund mener disse to forfattere, at etikken vil blive mere forpligtende, hvis den iklædes et religiøst skær. Det mener Rune Engelbreth Larsen til gengæld ikke. Meget nøgternt gennemgår han skrøbeligheden i de ellers så højt besungne vestlige værdier, om de så er af religiøs eller sekulær herkomst. Desværre bliver problemstillingerne heller ikke her foldet tilstrækkeligt ud, men disse tre kapitler er værd at læse, fordi de tager fat på en debat om sammenhængen mellem religion og politik, som vi vil høre mere til i fremtiden. 

De øvrige kapitler er mere eller mindre fyld. Her kan man møde udsagn, som sikkert utilsigtet er rigtig sjove: »Samfundet er uæstetisk og utiltalende, til dels fordi det er så heteroseksuelt og småborgerligt«, og »De fleste heteroseksuelle siger mig ingenting«. En anden skriver, at hun har valgt at satse på sig selv og sin egen virkelighed i stedet for på samfundet og helheden. Det skriver hun få linjer efter en beklagelse over, at det hele er så uetisk, og at der er alt for lidt medmenneskelighed. Bogen rummer dog interessante ting, men der er for mange skriveøvelser i samfundskritik under stadig hensyn til skribenten selv.

Berlingske Tidende, 30.11.2003