Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terrormyten | Foredrag

Bush-doktrinen og Irak-krigen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Før, under og umiddelbart efter den Irak-krig, som den amerikanske præsident erklærede for afsluttet den 1. maj i år, men hvis efterfølgende konflikter fortsat koster menneskeliv hver eneste dag, var der en hed diskussion om, hvilke motiver amerikanerne og briterne reelt havde for at gå i krig.

Det bliver ikke rigtig diskuteret længere. I dag diskuteres det lige så hedt, om det var ligegyldigt eller ej, at de officielle motiver ikke var de reelle motiver.

Det diskuteres ikke længere, hvilke motiver der var for krigen, fordi der ikke længere er nogen tvivl. Truslen fra den globale terrorisme og de irakiske masseødelæggelsesvåben var som bekendt krigsfortalernes officielle motiver til at gå i krig, mens kritikere påpegede, at i det mindste de primære motiver var de irakiske olieforekomster, og amerikanernes behov for at erstatte det problematiske Saudi Arabien med et pro-amerikansk Irak som hovedbase for USAs militære og økonomiske interesser i Mellemøsten. For slet ikke at nævne de allestedsnærværende motiver fra diverse lobbyister, ikke mindst fra våbenindustrien.

Ingen med blot en flig af oprigtighed kan vel i dag benægte, at kritikerne havde ret i, hvad de primære motiver til krigen var.

I juni 2003 tog selv den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz bladet fra munden og forklarede, at det officielle motiv til at gå i krig var en »bureaukratisk« undskyldning. På et asiatisk sikkerhedstopmøde i Singapore forklarede han endvidere, hvorfor USA forholder sig anderledes over for Nord Korea, hvis besiddelse af masseødelæggelsesvåben ingen betvivler, end over for Irak, hvor man ingen kan finde: »Lad os betragte det helt enkelt. Den vigtigste forskel på Nord Korea og Irak er, at økonomisk havde vi intet valg i Irak. Landet svømmer på et hav af olie.«

Det var knap otte måneder efter, at hans egen chef, forsvarsminister Donald Rumsfeld i midten af november 2002 kategorisk afviste oliemotivet: »Det har ingenting med olie at gøre, bogstaveligt talt ingenting med olie at gøre.« [se ERRATUM: PAUL WOLFOWITZ OG DE AMERIKANSKE OLIEMOTIVER]

Efter krigen er nødvendigheden af at opretholde paraderne naturligvis knap så afgørende, som de var under iscenesættelsen af krigen, hvor det var den forudgående mediekrig, som skulle vindes.

Terrortruslen og masseødelæggelsesvåbnene var ret beset et veliscenesat påskud, fordi det under den foregående mediekrig trods alt kunne være vanskeligt at overbevise den amerikanske opinion om, at man skulle sende hundredtusindvis af soldater og mange milliarder dollars af sted for at finansiere en krig i Mellemøsten, hvis ikke det altså var pinedød nødvendigt af hensyn til den amerikanske befolknings egen sikkerhed.

I dag ved vi, at det sandsynligvis var alt andet end pinedød nødvendigt.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat kan være argumenter for, at krigen var nødvendig, eller at destruktionen af Saddam Husseins totalitære regime i sig selv var så væsentlig og god en gerning, at – selv om dette var et sekundært motiv – så opvejer det trods alt kaosset, der fulgte, og løgnene, der blev fremsat. Og så synes man måske, at det er en rimelig betaling for den gode gerning, at amerikanerne har fået magten over nogle af verdens største oliereserver.

Bortset fra regeringerne og andre tophøge i bl.a. USA, Storbritannien og Danmark, der fastholder en nærmest komisk retorik om det uplettede, gode, heroiske USA, refererer de mere nøgterne krigsfortalere sommetider til sig selv som »tøvende krigsfortalere«, netop i erkendelse af de mudrede motiver, amerikanerne og briterne lagde for dagen. Når alt kommer til alt, er der vel heller ingen grund til at skjule, at der nøgternt set i mange tilfælde også var tale om »tøvende krigsmodstandere«, i den forstand, at næppe nogen selvfølgelig er spor kede af, at Saddam Husseins uhyggelige regime er elimineret, og i den forstand at netop spørgsmålet om at vælte Hussein militært ikke i sig selv var spor enkelt at besvare, heller ikke for krigsmodstandere.

Hvad de amerikanske, britiske og danske magthavere imidlertid har undervurderet voldsomt er, at hvad enten man er og var tøvende det ene eller andet, er der ingen undskyldning for det bedrag, med hvilket krigen blev iscenesat. I dag, hvor i det mindste den regulære krig officielt er forbi, er det den diskussion, der står tilbage og med rette skal konfronteres krigsiscenesætterne Bush og Blair. Og selvfølgelig også deres medløbere, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, der – hvis ikke de virkelig vidste bedre – slugte det hele råt.

Var der måske nogen tvivl før krigen mod Irak, er der ingen tvivl efter: Olieinteresser var ubestrideligt en absolut central faktor blandt amerikanernes motiver til at gå i krig. Men vi bør i den sammenhæng naturligvis heller ikke glemme, at de samme olieinteresser også var en væsentlig faktor for russernes og franskmændenes motiver til ikke at ville gå i krig. De havde en del at miste ved en krig, USA havde meget at vinde.

Glem Chiracs »ædelhed«. Chiracs arrogance over for de østeuropæiske stater, der bakkede op om USA, var heller ikke mindre udtalt, end Bushs arrogance over for Frankrig og Tyskland, der modsatte sig USAs krigsplaner.

Den voldsomme kløft mellem USA, Storbritannien, Danmark og de østeuropæiske lande på den ene side, og på den anden side Frankrig, Tyskland og Belgien m.fl. – eller »Det Gamle Europa«, som den amerikanske forsvarsminister patroniserende kaldte disse lande – rækker imidlertid langt dybere end til den ret overfladiske strid om den Resolutionstekst, som amerikanerne hævdede som legitim krigsårsag.

Det kan vi konstatere, eftersom principielle paralleller bag hele forløbet omkring krigsiscenesættelsen af Irak-krigen i 2003 er foregrebet.

Der er jo ikke noget principielt nyt i, at USA tyr til krigshandlinger, selv om FNs Sikkerhedsråd er imod – det skete f.eks. under Operation Desert Fox – bombardementet af Irak i 1998. Uden Sikkerhedsrådets opbakning besluttede USAs præsident dengang, at Irak ikke levede op til sine forpligtelser, og at USA derfor havde ret til at gennemtrumfe en FN Resolution, der truede Irak med »yderligere skridt« i tilfælde af manglende overholdelse. USA besluttede simpelthen, at resolutionens ord om »yderligere skridt« legitimt kunne identificeres med krigshandlinger mod Irak.

Helt parallelt besluttede USAs præsident i 2003 uden Sikkerhedsrådets opbakning, at Irak ikke levede op til sine forpligtelser, og at USA derfor havde ret til at gennemtrumfe den på det tidspunkt aktuelle resolutions trusler. Denne gang var det ikke formuleret som »yderligere skridt«, men med ordlyden »alvorlige konsekvenser«, og besluttede simpelthen, at »alvorlige konsekvenser« legitimt kunne identificeres med krigshandlinger mod Irak. Til trods for, at et flertal i Sikkerhedsrådet var af en anden opfattelse.

Operation Desert Fox i 1998 var godt nok af kortere varighed og betydeligt mindre omfattende end krigen mod Irak i 2003, men i forhold til Sikkerhedsrådets status i USAs øjne er forskellene ubetydelige. Bortset fra at den amerikanske præsident i 1998 hed Clinton, hvor han i 2003 hedder Bush, er mønstret principielt det samme. Men i modsætning til optakten til krigshandlingerne mod Irak i 1998 har forløbet i 2002-2003 ikke desto mindre gravet alvorlige kløfter mellem vestlige nationer, både i FNs Sikkerhedsråd, NATO og EU.

Hvorfor?

Hidtil har Vesten jo altid grundlæggende accepteret, at amerikanerne havde et endog meget stort albuerum, ikke »bare« fordi den amerikanske økonomiske og militære dominans slet og ret udstyrer USA med et råderum, der er meget lidt at stille op imod, men fordi der heller ikke politisk – og slet ikke efter afslutningen på den kolde krig – har været altafgørende uoverensstemmelser om retningen af den internationale politik.

Clintons udenrigspolitik var i det mindste også officielt lagt an på internationale aftaler, og derfor udviklede bombardementet af Irak i 1998 sig heller ikke til en international krise i Vesten.

Også Clintons krig mod Serbien i 1999 var ligesom Irak-krigen i 2003 uden FN-mandat, men NATO og EU stod trods alt mere samlet i 1999 (når man ser bort fra Grækenland), og Vestens konsensus var derfor altovervejende intakt. Clinton kunne således med relativt lidt besvær udvide den politiske gråzone omkring en ellers mere og mere problematisk suverænitetsforståelse i vestlig udenrigspolitik.

Ligesom resolutionstekster kan og bliver gradbøjet helt ud af led, er der nemlig en betragtelig »gummi« omkring, hvilken betydning »nationalstaten« og »suveræniteten« har i international politik.

Nogle staters krænkelser af menneskerettighederne fører som bekendt til militær intervention fra USAs side, med eller uden FN-mandat. Andre staters krænkelser af menneskerettighederne fører til – ingenting.

USA og Vesten har ingen entydig linje i forhold til at tackle dilemmaet mellem staters krænkelse af befolkningsgruppers og individers integritet bag egne grænser, og så det såkaldte internationale samfunds krænkelser af sådanne staters suverænitet. Nationalstaten og dens suverænitet er noget, der er essentielt, når det er opportunt, og underordnet, når dét er opportunt.

I Algeriet har et islamisk parti f.eks. for nogle år tilbage vundet første runde af et demokratisk valg, men er blevet forhindret i at vinde anden runde og dermed komme til magten, hvilket har resulteret i blodige opgør med titusindvis af ofre – men der er ingen international militær intervention på vej af den grund, sådan som det f.eks. var tilfældet i Jugoslavien.

Heller ikke mod Moskva, hvorfra der føres en krig mod Tjetjenien, der har krævet mindst 100.000 dræbte, og hvor russerne alene mellem juni 2000 og marts 2003 har foretaget 6.000 henrettelser uden dom ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial.

I krigen mod Irak i 1991 og krigen mod Afghanistan i 2001 var enigheden i FNs Sikkerhedsråd om at legitimere militær intervention afgørende. Under luftbombardementet mod Irak i 1998 og krigen mod Irak i 2003 var det tilsyneladende fuldt ud tilstrækkeligt, at USA og Storbritannien selv indlæste en legitimering af krigen i en resolution, trods voldsomme protester fra flertallet af medlemmerne af Sikkerhedsrådet.

Det er vanskeligt ikke at konkludere, at den internationale retsorden, som den ser ud i FNs Sikkerhedsråd, kan reduceres til, at et FN-mandat er relevant for en amerikansk-ledet krig, hvis Sikkerhedsrådet er enigt med USA, mens et FN-mandat er irrelevant for en amerikansk-ledet krig, hvis Sikkerhedsrådet ikke er enigt med USA.

Men når alt kommer til alt, har George W. Bush i denne henseende trods alt ikke gjort noget i forhold til iscenesættelsen af krigen mod Irak i 2003 eller det diplomatiske spil, der er gået forud, der afviger markant og principielt fra hans forgængers krig mod Irak i 1998. For Clinton førte det bare ikke til nogen som helst nævneværdig krise i forholdet til de mere toneangivende, vestlige magter.

Den negative reaktion fra europæiske stormagter som Tyskland og Frankrig under krigsiscenesættelsen af den seneste Irak-krig afslører derfor snarere et langt dybere skel og en mere grundlæggende utilfredshed, der har ulmet i centrale, europæiske regeringskontorer, end de aktuelle og konkrete forviklinger omkring divergerende fortolkninger af resolutionstekster lader ane.

Afstanden mellem positionerne var nemlig ikke uoverstigelige før Irak-krigen, og havde amerikanerne accepteret at vente få uger eller måske højst 1-2 måneder med krigen, havde de sikkert fået deres FN-mandat i hus.

Mere end egentlige og dybe uoverensstemmelser over Irak, er splittelsen blandt toneangivende, vestlige stater udtryk for et fransk-tysk oprør mod den siddende amerikanske regering og den radikalisering af amerikansk enegang, som George W. Bush repræsenterer.

Det faktum at det begyndende skisma så småt træder i forgrunden allerede i slutningen af januar 2002 med Bushs nye fjendebillede, »ondskabens akse«, og for alvor bryder ud i september 2002, tyder også på, at der er andre motiver end den trods alt ikke voldsomme afstand standpunkterne imellem i forhold til Irak. Irak-uoverensstemmelserne er blot katalysatoren for åbningen af en principiel strid mellem USA og »Det Gamle Europa«.

I september 2002 er ikke alene den tyske valgkamp gået ind i sin afgørende fase, hvorunder kritikken af USA når nye højder, men langt vigtigere er det, at Bush-doktrinen konkretiseres. Den 20. september 2002 offentliggøres den National Security Strategy, der sætter ord på den nye retning for amerikansk udenrigspolitik. Det understreges her, at selv om USA godt nok vil tilstræbe det internationale samfunds opbakning, vil man »ikke tøve med at handle alene«, og om nødvendigt udøve sin »ret til selvforsvar ved at handle forebyggende (preemptively) imod terrorister«.

Med andre ord: Slå først, Frede.

I overensstemmelse hermed fastslår George W. Bush, at USA ikke passivt kan afvente, at terrorister anskaffer sig dødsensfarlig teknologi og angriber med masseødelæggelsesvåben: » … som udtryk for common sense og selvforsvar vil USA handle imod sådanne trusler, før de er fuldt udviklede.« Det er især her, at filmen knækker, og Det Gamle Europa må stå af over for USA! For dermed sættes Europa af sporet og uden for indflydelse, når USA ligefrem officielt erklærer, at man altså kan og vil slå til, hvor som helst man vurderer, at der er en trussel. Det er en genoptagelse og radikalisering af Reagans princip om at måtte slå først over for Sovjet og ikke begrænse atomstrategien til en defensiv strategi.

Men Bushs tilgang til national sikkerhed er udfærdiget i skyggen af 11. september, og terrornetværk og såkaldte slyngelstater står som den nye tids væsentligste fjendebilleder under krigen mod terror.

Afstanden til Truman-doktrinen under det radikalt anderledes trusselsbillede, der tegnede sig for mere end et halvt århundrede siden ved begyndelsen af den kolde krig, er illustrativ.

Det kommunistiske trusselsbillede kommer tidligst og klarest til udtryk hos den amerikanske diplomat, George Kennan i det såkaldte Long Telegram fra Moskva den 22. februar 1946 – en af de mest citerede og indflydelsesrige erklæringer fra de tidlige år af den kolde krig.

Kennan opfordrer her til at behandle det sovjetiske problem »roligt og med et godt hjerte«; han taler ligefrem om oplysning af den amerikanske befolkning for at undgå hysteriske, anti-sovjetiske følelser: »Vi må sørge for, at offentligheden er oplyst om situationens realiteter. Jeg kan ikke overdrive vigtigheden heraf. Presse kan ikke gøre dette alene. Det må klares hovedsageligt af regeringen, der nødvendigvis er mere erfaren og bedre informeret om de praktiske problemer, der er involveret. (…) Jeg er sikker på, at der ville være langt mindre hysterisk anti-sovjetisme i vores land i dag, hvis situationens realiteter var bedre forstået af vore folk. Der er intet så farligt eller så frygtindgydende som det ukendte.«

Essensen i Kennans telegram blev til en artikel i Foreign Affairs i 1947, hvor han underskrev sig med et anonymt »X«. Kennan vurderer, at Sovjetunionen »stadig væk er den langt svagere part« og skønt USA efter Anden Verdenskrig står over for en supermagt med en betydelig politisk, militær og territorial magt, som i alle henseender udgør en langt større trussel mod USA og Vesten end vor tids terrornetværk og såkaldte slyngelstater, har Kennan overskud til at se helt udramatisk, realistisk på den konkurrerende supermagt. Den skal først og fremmest holdes i skak gennem en strategi, der er kendetegnet af »inddæmning« (containment) og »afskrækkelse« (deterrence).

Sammenligningen med Truman-doktrinen er oplysende al den stund, at truslen fra terrornetværk og de såkaldte slyngelstater på én gang er både anderledes (og i forhold til slagstyrke) meget mindre end den kolde krigs trussel fra Sovjetunionen, der af Kennan sågar blev betegnet som »den langt svagere part«, selv om kommunisterne sad på et centralistisk imperium med en overvældende styrke. USA er altså blevet mere aggressivt på baggrund af en reelt langt mindre trussel.

Naturligvis hjælper Truman-doktrinens afskrækkelse ikke over for terrororganisationer, men her hjælper ingen form for militærmagt. Sådan er simpelthen terrorens væsen, den kan ikke bekæmpes militært, men kun gennem efterretningstjenester og ved at bekæmpe terrorens motiver. Det sidste kræver imidlertid en revision af væsentlige elementer i den ganske verdensorden, som det ville føre for vidt at diskutere her, men en kendsgerning er det under alle omstændigheder, at militært kan terrorisme ikke bekæmpes.

Men hvilken doktrin hjælper over for såkaldte slyngelstater?

Er der tvingende grunde til at forlade en doktrin, der er kendetegnet af »afskrækkelse«, og i stedet lancere »forebyggende angreb« i en tid, hvor fjenden f.eks. består af isolerede slyngelstater, ikke en sovjetisk supermagt?

Seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, Bjørn Møller mener, at der ganske enkelt ikke er historisk belæg for påstanden om, at lande som f.eks. Irak, Iran og Nord Korea ikke skulle kunne afskrækkes fra at benytte masseødelæggelsesvåben, uden at man behøver gribe til »forebyggende« militæraktioner.

De gange, hvor en »afskrækkelses-politik« er forsøgt, bl.a. under Irak-krigen i 1991, har det haft effekt. F.eks. da man under Operation Desert Storm i begyndelsen af 1991 afskrækkede Irak fra anvende kemiske våben mod Israel (til trods for at irakerne dengang havde store mængder), men altså »nøjedes« med at bruge SCUD-missiler med konventionelle sprænghoveder, der kun forårsagede begrænset skade.

Bjørn Møller fremhæver endvidere amerikanernes tendens til ensidigt at rette opmærksomheden mod arabiske staters masseødelæggelsesvåben og ignorere Israels: »Skulle USA og dets allierede endelig ønske at befri Mellemøsten (og herunder både Irak og Iran) for masseødelæggelsesvåben, kunne Washington med fordel tage initiativ til at forhandle en aftale på plads om at gøre regionen til en 'zone fri for masseødelæggelsesvåben', således som verdenssamfundet faktisk forpligtede sig til i den selvsamme resolution fra FNs Sikkerhedsråd (nr. 687), der pålagde Irak at lade sig afvæbne under international kontrol.« Det ville imidlertid ikke møde forståelse i Israel, der med amerikanernes velsignelse får lov til at beholde sine masseødelæggelsesvåben i fred.

Dermed rammer vi også atter ind i Bushs problematiske slingrekurs over for FN, der i stigende grad bliver kørt ud på et sidespor, men fortsat benyttes til formelt at legitimere USAs politik. Netop i forhold til synet på FN repræsenterer Bush-doktrinen karakteristisk nok også et afgørende vendepunkt i forhold til Truman-doktrinen. I en tale den 12. marts 1947, understreger præsident Truman USAs ledende rolle i opbygningen af FN: »For at sikre en fredelig udvikling af nationerne, fri for undertrykkelse, har USA indtaget en ledende rolle i etableringen af FN.« Det FN, som Bush i 2002-2003 lægger stadig større afstand til med anlæggelsen af en enerådig, amerikansk kurs.

Washington Post-kommentatoren Charles Krauthammer, der er tilknyttet den toneangivende amerikanske organisation, Project for the New American Century, som sidder på nøgleposter i den amerikanske regering, har en informativ holdning til det amerikanske imperium og dets udenrigspolitiske kurs. Han vender sig markant mod europæisk kritik af USAs tiltagende enegang på den globale scene: »Nationer, som tilbragte den største del af de foregående 500 år med at voldtage og plyndre uhyre områder af kloden, proklamerer nu, at de er ulykkelige over den arrogance, som USA udviser på højdepunktet af sin magt ved at afvise at spille den føjelige, internationale borger.« Pointen synes at være, at efter 500 års vesteuropæisk kolonialisme skal vesteuropæiske nationer være de sidste til at kritisere USA, nu, hvor det er blevet amerikanernes tur.

Det er en offensiv tankegang, som den tidligere CIA-direktør, James Woolsey konkretiserer yderligere. Han var på et tidspunkt på tale som nøglefigur i den amerikanske overgangsregering i Irak efter Saddam Husseins fald.

Woolsey betragter USA som sejrherren efter tre verdenskrige, idet han kalder den kolde krig for »Tredje Verdenskrig«. Nu er så »Fjerde Verdenskrig« i gang, »krigen mod terror« – og atter er det USA, som skal redde verden fra en global trussel mod friheden og demokratiet.

Hvad denne »Fjerde Verdenskrig« i givet fald vil kunne indebære på længere sigt, og hvilke konsekvenser krigene i Afghanistan og Irak vil have for afghanere og irakere, vil det naturligvis tage år, før man kan danne sig et blot nogenlunde klart overblik over.

Men USAs kamp mod »ondskaben«, »slyngelstaterne« og det, amerikanske politikere kalder »monsteret« ICC, dvs. Den Internationale Straffedomstol, samt obstruktionen af en række internationale traktater, er tydelige eksempler på det udvidede albuerum, som den amerikanske regering er begyndt at tage for givet.

Imens tiltager det demokratiske underskud i USA, og retssikkerheden undergraves i et amerikansk retssystem, som Vagn Greve uden omsvøb kalder »Vestens mest barbariske«, og fattigdommen eskalerer.

Men det er nu amerikanernes tur. Der er åbenbart ingen lære at drage af 500 års europæisk udbytning, i hvert fald ingen kursændring. Slå først, Frede.

Da USA stod ved begyndelsen af – ikke terrorkrigen, men derimod – den kolde krig, advarede George Kennan i det tidligere citerede, indflydelsesrige Long Telegram fra 1946 imidlertid mod at begå netop den fejl at underminere friheden i kampen for friheden: »Afslutningsvist må vi have mod og selvtillid til at fastholde vore egne metoder og koncepter om et menneskeligt samfund. Når alt kommer til alt, er den største fare, som kan ramme os under kampen med sovjet-kommunismens problem, at vi tillader os selv at blive ligesom dem, vi bekæmper.«

Det er en advarsel, det er værd at skrive sig bag øret. Ikke mindst mere end et halvt århundrede senere, hvor det ikke er en kommunistisk blok med et atomvåbenarsenal, men først og fremmest spredte terrornetværk og udvalgte, mere eller mindre marginaliserede diktatorer, som er en torn i øjet på verdens eneste supermagt.

Rune Engelbreth Larsen
Foredrag til Brandes Selskabet på Københavns Universitet, 16.9.2003
(med uddrag fra bogen Terrormyten og det amerikanske imperium)