Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terrormyten| Kronik

Terrormyten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter Østblokkens sammenbrud og med terrorangrebet på USA den 11. september 2001 har terrorismen for alvor erstattet kommunismen som Vestens trusselsbillede. Der går næppe en uge, uden vi får opmalet terrorismen som en trussel mod verdensfreden, selv om den globale terrors omfang og gennemslagskraft end ikke står tilnærmelsesvist mål med den sikkerhedsrisiko, der kendetegnede den kolde krig.

Som jeg påpeger i bogen Terrormyten og det amerikanske imperium, er der i virkeligheden en betydelig afstand mellem den reelle, globale terrortrussel og terrormytens iscenesatte trusselsbillede. Der er tale om en myte, som på den ene side styrker globale terrororganisationers selvforståelse og på den anden side misbruges til at indskrænke frihedsrettigheder og øge militærudgifter i terrorbekæmpelsens navn. En myte, som derved skaber overdreven frygt og samtidig blokerer for løsningen af langt vigtigere, globale problemer.

Men er terrorismen da slet ikke farlig? Selvfølgelig. Blot er den globale terrortrussel yderst begrænset.

Terrortruslen afhænger i høj grad af, hvem man er, og hvor man befinder sig, eftersom der naturligvis er større risiko for et terrorangreb i f.eks. Israel end på Island. Med angrebet den 11. september er det dog oplagt at kigge på terrorens gennemslagskraft i USA.

Over en tiårig periode, fra 1993-2002, har terrorangreb krævet 3.397 dødsofre i USA (inklusiv gerningsmændene). Her er medregnet angrebet 11. september 2001, Timothy McVeighs og Terry Nichols bombning af en regeringsbygning i Oaklahoma City i 1995, miltbrandterroren i 2001, angreb på abortklinikker og racistisk motiverede mord m.m.

Det er imidlertid et forholdsvist beskedent antal dødsofre i sammenligning med andre, spektakulære dødsårsager, både inden og uden for USA.

I USA bliver f.eks. 28.663 årligt dræbt af våben, 42.116 bliver årligt dræbt i trafikken, og ca. 44.000-98.000 dør årligt som følge af lægelige fejl i sundhedssystemet.

Det vil f.eks. sige, at alene lægelige fejl i perioden 1993-2002 løseligt anslået har forårsaget et sted mellem en halv og en hel million dødsfald i USA, mens terroraktioner som nævnt har kostet knap 3.400 mennesker livet i samme periode.

Pointen med at sammenstille disse tal er imidlertid ikke at forfølge en morbid logik, der måtte hævde, at ofrene for terroraktioner uden videre bør eller kan sammenlignes med ofre for f.eks. trafikuheld eller lægelige fejl. Det principielt afgørende er heller ikke, om der er 340, 3.400 eller 34.000 civile ofre for ti års terroraktioner – 3.397 ofre er ud fra enhver medmenneskelig betragtning 3.397 for mange.

Den umiddelbare reaktion på f.eks. tre tusind terrordræbte på én dag er indlysende en anden end reaktionen på toogfyrre tusind trafikdræbte på et år. Hvis ikke USA prioriterede en forfølgelse af gerningsmændene bag terrorangrebet den 11. september 2001 overordentlig højt, og hvis ikke den amerikanske befolkning reagerede på angrebet med et kollektivt chok og vrede, som er betydeligt mere udtalt end f.eks. reaktionen på et nok så højt antal ofre for lægelige fejl, ville enhver forskel på tilsigtet massemord og utilsigtede ulykker være blevet nivelleret til den køligste og mest abstrakte matematik.

Men ét er en umiddelbar emotionel reaktion på et sådant angreb, der udmønter sig i meget voldsomme, målrettede bestræbelser på at fange og straffe de skyldige; noget andet er dog ikke desto mindre nødvendigheden af at bevare proportionerne, når man skal overveje de mulige politiske reaktioner på længere sigt – og konsekvenserne heraf – i bestræbelserne på at forhindre fremtidige angreb. Her burde de forståelige, mere spontane emotionelle reaktionsmønstre nødvendigvis vige for saglig eftertanke og omtanke.

Hvad enten det drejer sig om at begrænse risikoen for trafikuheld eller terrorangreb, må der være balance mellem truslens omfang og indsatsens karakter.

Terroragendaen kører imidlertid ikke blot med sin egen lynhastighed, den fortrænger også en lang række væsentlige områder yderligere fra den nationale, politiske og økonomiske dagsorden, ikke mindst i USA, der er et land med 33 millioner fattige. Og hvad endnu værre er, den fortrænger samtidig væsentlige områder fra den globale, politiske og økonomiske dagsorden i en verden, hvor 10.000 dør hver dag af AIDS, og hvor 16.400 børn under fem år hver dag dør af sult – ikke kun på én, isoleret og tragisk nøgledato, men hver eneste dag, måned efter måned, år efter år. Af verdens ca. 6,2 milliarder mennesker må 1,2 milliarder leve for under én dollar om dagen, imens USAs forsvarsbudget nærmer sig 400 milliarder dollars om året. Over 840 millioner mennesker er underernærede, hvoraf de 799 millioner lever i ulande. Heraf er over 153 millioner børn under fem år, og af dem dør ca. seks millioner om året.

Til trods for, at ofrene for terroraktioner udgør et minimalt antal, f.eks. i forhold til ofrene for sult, er den enorme politiske, militære og økonomiske indsats, der hævdes at blive gjort for at sikre sig mod terrortruslen, nærmest astronomisk sammenlignet med andre, langt værre globale problemer.

Osama bin Laden er blevet personifikationen af terrorisme som sådan. Men står frygten for ham mål med truslen?

Selv om al Qaeda på papiret har både dødsforagtende vilje og et stort antal villige martyrer i løst organiserede terrorceller samt våben og regulære militære træningslejre i flere lande, er det, de har opnået i forhold til at bekæmpe Vesten eller skabe et islamisk kalifat faktisk minimale bagateller. Om langtfra en papirtiger, så er al Qaeda dog absolut heller ikke nogen væsentlig, global magtfaktor.

Betænker man den betydelige antiamerikanisme blandt befolkningerne i mange islamiske lande og hele det postyr, som visse fundamentalistiske islamiske grupperinger har skabt i Vesteuropa, samt populistiske politikeres antydninger af europæiske og amerikanske muslimer som en slags »femte kolonne« i al Qaedas terrorkrig, bliver det så meget desto mere iøjnefaldende og forbavsende, hvor forsvindende terroristernes »succes« i grunden er.

Hvor udbredt må man med andre ord vurdere den konkrete parathed blandt muslimer verden over til at slutte aktivt og militært op om al Qaeda og anrette terrorangreb mod civile i Vesten? Særdeles ringe. Der er åbenlyst en meget stor forskel på verbalt at slutte op omkring indholdet i Osama bin Ladens specifikke kritik af USA, som vi kan se i meningsmålinger, og så til af den grund at gribe til terrorens våben.

Det faktum, at terror slet og ret er uhyre sjældne fænomener i Vesten i almindelighed og stort set begrænset til krigs- og borgerkrigslignende scenarier eller områder med lignende, meget voldsomme interne konflikter (f.eks. Egypten, Kashmir eller Israel), betyder, at i det mindste den faktuelle, globale terrortrussel i alle andre sammenhænge ganske enkelt er beskeden.

At det er svært at se i øjnene, skyldes ikke mindst det uundgåelige chok den 11. september 2001 og den efterfølgende frygt for at se passagerfly efter passagerfly styrte ind i den ene skyskraber efter den anden i dagene, ugerne og månederne derefter. Men det skete ikke.

Den globale terrormyte, dvs. det billede, vi får af den aktuelle gennemslagskraft af global terrorisme i almindelighed og al Qaedas terrorisme i særdeleshed, er med andre ord voldsomt overdrevet, når vi kigger på omfanget af de terroraktioner, der rent faktisk er gennemført.

Men hvad nu hvis?

Hvad nu hvis al Qaeda anskaffer sig masseødelæggelsesvåben? Osama bin Laden betragter det f.eks. som en »religiøs pligt« for islamiske stater at erhverve atomvåben.

Ikke-konventionelle våben, kemiske, biologiske og atomare våben udgør naturligvis et muligt trusselsscenario i en klasse for sig, som igen og igen vendes af politikere og militærfolk i medierne. Kendsgerningen er imidlertid, at det er uhyre usandsynligt, at al Qaeda eller nogen som helst anden terrororganisation nogen sinde skulle formå at fremstille det, vi sædvanligvis forstår ved masseødelæggelsesvåben. Det er langt mere vanskeligt og farligt for de involverede, end det almindeligvis fremgår.

At terrororganisationer skulle kunne fremstille regulære atomvåben er ikke overvejende sandsynligt – ikke alene er det uhyre kompliceret og ressourcekrævende – det er simpelthen for let at opdage et atomvåbenprogram i god tid. Alternativet er en såkaldt beskidt bombe, hvor en konventionel bombe pakkes ind i radioaktivt materiale, men det er blot ikke et atomvåben. En sådan bombes fare består mere i den konventionelle sprængkraft end i det radioaktive materiale.

Fremstillingen af kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben er ikke meget mere realistiske. Nyhedshistorier om al Qaeda, der planlægger massive terrorangreb mod europæiske og amerikanske storbyer, forgiftning af drikkevandet, kemiske angreb mod metrostationer og bombeangreb mod atomkraftværker er ikke desto mindre jævnligt tilbagevendende og fremkalder et unødvendigt angstniveau.

De til dato eneste markante eksempler på brug af kemiske våben i terroraktioner stammer således fra den japanske organisation, Aum Shinrikyo, en apokalyptisk sekt under ledelse af guruen Shoko Asahara, der blander tibetansk buddhisme og science fiction, og som i sine velmagtsdage muligvis rådede over en formue på over 1 milliard dollars.

Aum Shinrikyos mest omfattende terrorangreb rettede sig mod Tokyos metro den 20. marts 1995, hvor hele 15 undergrundsstationer blev ramt. Tolv mennesker blev dræbt. Selv om et sådant angreb er både modbydeligt og frygtindgydende, er der trods alt meget langt til kategorien »masseødelæggelsesvåben«.

Al Qaeda har til sammenligning arbejdet med at fremstille våben med cyanid. Men det er meget vanskeligt at benytte cyanid i større skala i et terrorvåben på grund af transportproblemer, og fordi det hurtigt spredes og opløses i åbne rum. Ifølge efterretningskilder er det sandsynligvis slet ikke lykkedes organisationen at fremstille effektive våben af den karakter: »De har visse, primitive evner, men problemet er at gøre dem praktisk anvendelige til våbenbrug (…) Alle beviser peger på, at de ikke har været i stand til dette.« (New York Times, 11.11.2001).

En embedsmand fra Department of Homeland Security pointerer endvidere over for Washington Post, at selv om det skulle lykkes al Qaeda at bruge nervegas i terrorøjemed, ville antallet af dødsofre være begrænset: »I psykologisk forstand ville brug af nervegas i USA få folk til at gå i panik, men det ville formodentlig ikke dræbe ret mange.« (Washington Post, 12.12.2002).

En anden mulighed for terrororganisationerne er derfor at undlade at producere egentlige våben, men i stedet forsøge at sprede kemiske eller bakteriologiske stoffer direkte i drikkevand, madforsyninger eller fra skyskrabere. Men rapporten »Atommateriale, gass og mikrober som terrorvåpen« fra Forsvarets Forskningsinstitut i Norge, der analyserer terrorgruppers interesse for og brug af masseødelæggelsesvåben, konkluderer, at en række publicerede terrorscenarier ganske enkelt er helt urealistiske: »Udslip af miltbrand fra Empire State Building har været et populært skrækscenario i terrorismelitteraturen, men et sådant angreb ville – selv om det blev gennemført i nattetimerne (hvor sollyset ikke ville dræbe bakterierne) – højst sandsynligt mislykkes af en række tekniske årsager.«

Politikerne har overdrevet både mulighederne og konsekvenserne af truslen fra terrorristers potentielle masseødelæggelsesvåben, understreger videnskabelige eksperter ifølge Financial Times. Formanden for UK Chemical Weapons Convention Advisory Committee påpeger, at frygt og panik sandsynligvis vil have alvorligere konsekvenser under et terrorangreb i Londons undergrund end kemikalierne, også selv om man f.eks. anvender en nervegas som ricin (en af de mest dødbringende): »… nogle ville dø, men ikke i stort antal – højeksplosive bomber ville være langt farligere.« (Financial Times, 1.2.2003).

En anden ekspert i nervegas fra Oxford Universitet, Steve Emmett maner ligeledes til besindighed i samme avis: »Det er let at overspille risici og fremkalde panik. I virkeligheden er risikoen for masseforgiftning [fra alle kemikalier] meget lav.«

Opfindsomhed og ekstrem dødsforagt kan så i nogen grad kompensere for manglende evne til at fremstille effektive masseødelæggelsesvåben. Terrorangrebet den 11. september 2001 er eksemplet par excellence herpå og viser da også alle tegn på at være en opfordring til efterfølgelse. Men selv hvis en lignende aktion faktisk skulle lykkes igen, vil flyrejser stadig væk inden for en betragtelig margin være ekstremt sikre. På linje med ophold i amerikanske skyskrabere.

Vi skal naturligvis aldrig sige aldrig, ja, vi må tage muligheden af kommende terroraktioner af en vis skala i betragtning. Men det er lige så vigtigt at bevare erkendelsen af den begrænsede risiko for den enkelte borger, som det er vigtigt at se i øjnene, at bekæmpelsen af disse trusler i det mindste ikke kan løses militært.

Under den kolde krig, hvor to atommagter stod stejlt over for hinanden og reelt delte store dele af verden imellem sig, kunne militære høge og militærindustriens lobbyister faktisk med en vis ret argumentere for, at oprustningsspiralen virkede afskrækkende og dermed paradoksalt nok også stabiliserende for verdensfreden, fordi ingen af de to blokke turde risikere en krig, der i absolut endegyldig forstand kunne blive både den største og sidste. Men ikke ti gange så høje våbenbudgetter ville i dag kunne sikre staten eller civilbefolkningen definitivt imod denne, nye type angreb, hvilket naturligvis hele den politiske magtelite, som sværger til øgede bevillinger til militæret, forventeligt nok er de sidste i verden til at drage konsekvenserne af.

Symptombehandlingen i form af yderligere overvågning og indskrænkede borgerrettigheder på den ene side, og risikoen for flere, internationale militæraktioner på den anden, kan vise sig at være en meget høj pris at betale for opretholdelsen af hele den paradoksale og misvisende terrormyte. En myte, der samtidig vedligeholder og udbygger det eksisterende misforhold, der består mellem det enorme omfang af globale problemer som f.eks. sult, sygdom og manglende elementære frihedsrettigheder, og så den overeksponerede terrortrussel, der løber med så overdreven en del af opmærksomheden. En myte, der primært gavner terrorgruppernes selviscenesættelse, og udbredelsen af den frygt, de takket være overeksponeringen formår at skabe.

Terrorens styrke er ikke primært den skade, den rent konkret kan forvolde, men den frygt og panik, som følger af terroraktioner (eller af truslerne herom). Jo mere vi medvirker til at overdrive truslen, desto mere går vi derfor uundgåeligt terroristernes ærinde.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 9.9.2003 (med uddrag fra bogen Terrormyten og det amerikanske imperium)