Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terrormyten | Erratum

Erratum: Wolfowitz og de amerikanske oliemotiver

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I lighed med David Gress’ anmeldelse af Terrormyten og det amerikanske imperium har læsere gjort opmærksom på et problematisk citat af USA's viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz. Baggrunden er følgende:

Den 4. juni citerede den britiske avis, The Guardian USA's viceforsvarsminister på en måde, der giver indtryk af, at han »indrømmer«, at Irak-krigen dybest set var motiveret af amerikanernes potentielle økonomiske gevinster ved at vinde kontrollen over Iraks store oliereserver.

Kilden er den tyske avis, Die Welt, der tilsyneladende siden har fjernet artiklen fra deres hjemmeside, mens fremstillingen i skrivende stund fortsat figurerer i online-udgaven af en artikel fra Der Tagesspiel:

Auf die Frage, warum man Nordkorea anders behandle als den Irak, sagte er [Wolfowitz] in Singapur laut «Welt»: «Der wichtigste Unterschied ist, dass wir wirtschaftlich einfach keine Wahl im Irak hatten. Das Land schwimmt auf einem Meer von Öl.»

På spørgsmålet om, hvorfor man har behandlet Nordkorea anderledes end Irak, sagde han [Wolfowitz] i Singapore ifølge Die Welt: »Den vigtigste forskel er, at vi økonomisk simpelthen intet valg havde i Irak. Landet svømmer på et hav af olie.«


The Guardian har fjernet den oprindelige artikel af George Wright med den misvisende »indrømmelse« af Wolfowitz fra avisens webarkiv – og har i stedet bragt følgende rettelse:

A report which was posted on our website on June 4 under the heading »Wolfowitz: Iraq war was about oil« misconstrued remarks made by the US deputy defence secretary, Paul Wolfowitz, making it appear that he had said that oil was the main reason for going to war in Iraq. He did not say that. He said, according to the Department of Defence website, »The ... difference between North Korea and Iraq is that we had virtually no economic options with Iraq because the country floats on a sea of oil. In the case of North Korea, the country is teetering on the edge of economic collapse and that I believe is a major point of leverage whereas the military picture with North Korea is very different from that with Iraq.« The sense was clearly that the US had no economic options by means of which to achieve its objectives, not that the economic value of the oil motivated the war. The report appeared only on the website and has now been removed.

Paul Wolfowitz udtrykker altså ikke, at Irak-krigen handlede om at få fat i den irakiske olie, sådan som det fejlagtigt fremgår af konteksten i de tyske aviser og The Guardian m.fl., og som det siden er blevet citeret utallige gange i pressen verden over. Wolfowitz forklarer derimod tilsyneladende, at olieressorucerne gav Irak en økonomisk fordel, som Nord Korea ikke har, hvorfor Irak ikke kunne presses økonomisk i samme grad og derfor nødvendiggjorde brugen af militære midler.

I Terrormyten og det amerikanske imperium bringes også citatet af Wolfowitz med The Guardian som kilde (s. 233). Det hedder her:

I juni 2003 tager den amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz bladet fra munden og siger, at det officielle motiv til at gå i krig – Iraks påståede masseødelæggelsesvåben – var en »bureaukratisk« undskyldning for at gå i krig. På et asiatisk sikkerhedstopmøde i Singapore i begyndelsen af juni forklarer viceforsvarsministeren endvidere, hvorfor USA forholder sig anderledes over for Nord Korea, hvis besiddelse af masseødelæggelsesvåben ingen betvivler, end over for Irak, hvor man ingen kan finde: »Lad os betragte det helt enkelt. Den vigtigste forskel på Nordkorea og Irak er, at økonomisk havde vi intet valg i Irak. Landet svømmer på et hav af olie.« Det er knap otte måneder siden, at hans chef, forsvarsminister Rumsfeld i midten af november 2002 kategorisk afviste oliemotivet: »Det har ingenting med olie at gøre, bogstaveligt talt ingenting med olie at gøre.«

Det fremgår ikke heraf, at motiveringen for USAs krig mod Irak (ifølge Wolfowitz) handlede om Iraks økonomiske fordel i kraft af olieressourcerne frem for USAs økonomiske gevinst ved at overtage kontrollen over den irakiske olie, hvilket er beklageligt og misvisende.

Det pågældende citat blev som nævnt offentliggjort i The Guardian den 4. juni 2003, mens jeg lagde sidste hånd på bogen umiddelbart inden korrekturlæsningen, hvorfor jeg ikke var opmærksom på den efterfølgende korrektion på The Guardians websider. Men skulle bogen nogen sinde opleve at udkomme i en 2. udgave, vil dette naturligvis blive korrigeret.

Det skal dog understreges, at der imidlertid ikke er tale om et citat, der belyser andet end amerikanske topministres (officielle) selvforståelse i forhold til krigsmotiverne. At USAs olieinteresser i Irak har spillet en væsentlig rolle for krigen, forbliver ganske åbenlyst, uanset hvilke aspekter heraf Wolfowitz indrømmer, og hvilke han ikke indrømmer.

I den henseende betyder det netop intet, om Wolfowitz hævder, at oliemotiverne til amerikansk krigsførsel er begrænset til, at man ikke kan lægge et tilstrækkeligt økonomisk pres på Saddam Hussein på grund af hans økonomiske fordel i kraft af olieressourcerne (at de altså ikke handler om umiddelbar økonomisk gevinst til USA ved en overtagelse af kontrollen med Iraks olie). For konsekvensen er nøjagtigt den samme – en krig, der i høj grad netop handler om en amerikansk overtagelse af oliekontrollen i Irak og potentielt en umiddelbar økonomisk gevinst for USA.

Kontrollen over de irakiske olieressourcer er og bliver således et afgørende krigsmotiv, ikke kun på trods af korrektionen af Wolfowitz’ udtalelse – men også på grund af den.

Det er essentielt i argumentationen i den del af kapitel 3 i Terrormyten og det amerikanske imperium, der handler om motiverne til Irak-krigen, at den amerikanske regering allerede før terrorangrebet den 11. september 2001 havde anlagt en strategi, der skulle føre til krig mod Irak – og at motivet var olieressourcernes betydning. Det Hvide Hus godkendte i april 2001 vicepræsident Dick Cheneys rapport om energisikkerhed, »Energy Policy Challenges For The 21st Century«, der bl.a. konkluderer: »USA forbliver en fange af sit eget dilemma. Irak bevarer en destabiliserende indflydelse på … oliestrømmen til internationale markeder fra Mellemøsten. Saddam Hussein har endvidere demonstreret sin villighed til at true med olievåbnet og udnytte sit eget eksportprogram til at manipulere oliemarkeder. Derfor må USA omgående revidere sin politik over for Irak, herunder formulere analyser af betydning for militær, energi, økonomi og politik/diplomati (…) USA bør udvikle en integreret strategi med nøgleallierede i Europa og Asien, samt lande i Mellemøsten, med henblik på at reformulere mål for Irak-politikken og reetablere en koalition af allierede.« Det er således her netop truslen fra »olievåbnet« (ikke masseødelæggelsesvåben), som er i fokus, når der skal etableres en koalition af nøgleallierede mod Irak.

Rapporten understreger, at en krise i den amerikanske energisektor kan bryde ud når som helst og få dramatiske effekter for den nationale sikkerhed såvel som amerikansk udenrigspolitik. Hovedårsagen er spændingen i Mellemøsten, der gør risikoen for et afbræk i olieforsyningen større end på noget tidligere tidspunkt de foregående to årtier. Da USA aldrig vil blive selvforsynende med energi, og da »det amerikanske folk fortsætter med at kræve rigelig og billig energi uden at ofre noget for det og uden ubelejlighed,« er »en revurdering af energiens betydning for amerikansk udenrigspolitik« af afgørende vigtighed.

Det er den tidligere udenrigsminister, James Bakers institut, der har udfærdiget rapporten. Han er også forhenværende administrerende direktør for olieselskabet Halliburton, der er blandt de fem selskaber, som på et tidligt tidspunkt blev inviteret til at byde på kontrakter for genopbygningen af Irak. Dick Cheney har også besiddet posten som administrerende direktør for Halliburton og var en af USAs rigeste og mest magtfulde personer i olieindustrien, før han blev Bushs vicepræsident.

Som rådgiver under udarbejdelse af rapporten fungerede bl.a. Kenneth Lay, den tidligere administrerende direktør for den skandaliserede energigigant, Enron, Luis Giusti, direktør i Shell, John Manzoni, regionsdirektør i BP, og David O'Reilly, administrerende direktør for ChevronTexaco.

Siden har Ahmad Chalabi, lederen af Den Irakiske Nationalkongres og den amerikanske regerings foretrukne nøgleperson i det fremtidige Irak, udtalt, at »amerikanske selskaber vil have gode chancer, hvad angår irakisk olie.«

Olien dukker op i centrum af amerikanernes ageren i forhold til Irak igen og igen. 

Da Bagdads indbyggere reagerer på regimets fald med totalt anarki, og folkemasser drager smadrende og plyndrende gennem byen i slutningen af april og begyndelsen af maj, sker det praktisk talt uden amerikansk indblanding – hverken hospitaler, ambassader eller regeringsbygninger får lov til at gå ram forbi – dog med én undtagelse: Olieministeriet.

Netop omkring Olieministeriet opretholder amerikanske tropper en jernring og forhindrer irakere i at komme ind og stjæle så meget som en papirclips. I modsætning til f.eks. nationalmuseet, der forgæves havde bedt amerikanerne om at placere blot én kampvogn som beskyttelse.

Oliemotiverne er afgørende for USA (men naturligvis ikke enerådende). Terrormyten og det amerikanske imperium konkluderer bl.a. herom:

»Primært er og bliver Irak-krigen en brik i en overordnet strategi, der dels indebærer større kontrol med amerikanske olieinteresser i Golfen, dels skal skaffe amerikanerne mere hensigtsmæssige baser for deres militære tilstedeværelse i Mellemøsten end det problematiske Saudi-Arabien, og dels skal sikre og udvide USAs globale, politiske lederskab.«

Wolfowitz protesterer over citat-gengivelse i Vanity Fair

Der er andre eksempler på omstridte Wolfowitz-udtalelser.

I forbindelse med et interview i magasinet Vanity Fair er der f.eks. kontroverser om gengivelsen af en udtalelse af den amerikanske viceforsvarsminister, hvor han forklarer, at det var af »bureaukratiske grunde«, at den amerikanske regering gjorde masseødelæggelsesvåbnene til krigsårsagen op til Irak-krigen. Ifølge en artikel af Sam Tanenhaus udtalte viceforsvarsministeren således: »For bureaucratic reasons we settled on one issue, weapons of mass destruction, because it was the one reason everyone could agree on.«

Denne gengivelse har Pentagon imidlertid protesteret over, da man mener, at den »misrepresents« Wolfowitz’ originale udtalelse. Ifølge Pentagon er citatets fulde ordlyd: »The truth is that for reasons that have a lot to do with the U.S. government bureaucracy we settled on the one issue that everyone could agree on, which was weapons of mass destruction, as the core reason.« (Citeret efter CNN, 31.5.2003).

Dermed er imidlertid ikke ændret ved den kendsgerning, at der over for offentligheden var tale om en »bureaukratisk« betinget undskyldning for at gå i krig, selv om Wolfowitz efterfølgende betoner, at dette ikke betyder, at de påståede masseødelæggelsesvåben ikke (også) var grund til at gå i krig.

Pentagons protest over citatet er dybest set kun med til at uddybe indtrykket af den anløbne krigsiscenesættelse, som den amerikanske regering har lagt for dagen, og USAs insisteren på masseødelæggelsesvåbnene som motivationsfaktor er ikke blevet mindre absurd, hverken af Pentagons lidet overbevisende forsøg på at redde Wolfowitz ud af en lidt for åbenmundet udtalelse eller af masseødelæggelsesvåbnenes fortsatte fravær.

Det, der gør denne, sidstnævnte Wolfowitz-udtalelse interessant (helt uafhængigt af, om det er i den gengivelse, Vanity Fair har offentliggjort, eller i Pentagons uddybende citat), er afsløringen af, hvor vilkårligt, bureaukratisk og frem for alt forenklet den offentlige krigsiscenesættelse forholder sig til komplekse beslutningsgange.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, november 2003