Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forord | TERRORMYTEN

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Globaliseringen synes indtil videre at være en uafvendelig proces. Den teknologiske udvikling og den deraf følgende lettere og hurtigere, internationale kommunikation og samhandel har populært udtrykt gjort verden mindre og de fjerneste mennesker til indbyggere i samme »globale landsby«. 

Det er dog en misvisende metafor i de fleste henseender, al den stund at de hyggelige associationer til en sluttet kreds og et nært fællesskab ikke hænger sammen med den afgrundsdybe afstand mellem forskellige regioners levevilkår, friheder og muligheder, som netop kendetegner nutidens globale virkelighed til forskel fra fortidens lokale landsby. Men billedet rummer til gengæld den væsentlige sandhed, at handlinger og begivenheder på tværs af verdensdele i langt højere grad end tidligere er gensidigt afhængige og gensidigt forbundne i denne, globaliseringens tidsalder. Det betyder også, at lokale kriser, der for århundreder siden var uden egentlig betydning for andre end de umiddelbart implicerede parter, i dag kan påvirke den politiske og økonomiske dagsorden verden over med få timers varsel. 

Den intensive udnyttelse af naturens ressourcer, effektiviserede dyrknings- og produktionsmetoder samt eksplosiv befolkningstilvækst og -koncentration har f.eks. konsekvenser, der sjældent er begrænset til det lokalområde, hvor begivenhederne umiddelbart udspiller sig, men derimod påvirker miljøet og økonomien globalt set. 
Den teknologiske udvikling har endvidere muliggjort masseødelæggelsesvåben med så kolossal slagkraft, at alene eksistensen og udbredelsen heraf udgør en global sikkerhedsrisiko i sig selv. 

Militær magt, politisk indflydelse og økonomisk dominans udvides og globaliseres i multinationale selskaber og transnationale netværk, og regionale konflikter globaliseres således i stigende grad ad forskellige kanaler og på forskellig vis. 

Det er en udvikling, som på både godt og ondt styrkes politisk, bl.a. i kraft af FN og mere eksklusive internationale organisationer som f.eks. G8 og NATO, og som følge af mere snævre, politiske strategier, f.eks. i globale terrornetværk som al Qaeda og i en offensiv, amerikansk udenrigspolitik. 

Der er naturligvis ikke noget nyt i, at stormagter og internationale koalitioner overskrider lokale eller nationale grænser for diverse magtcentres oprindelige udspring – også historisk set er det i sagens natur kun få former for magtudøvelse, der ikke har været drevet af en trang til at udvide sit umiddelbare domæne. Talrige imperier og stormagter har lige siden oldtiden været af ekspansiv og offensiv karakter og har søgt at kontrollere lokale og regionale magter inden for såvel som uden for deres nærmeste, geopolitiske »interessesfære«. Men hvor historien indtil det tyvende århundrede altid har været kendetegnet af flere, samtidige imperier eller stormagter, der konkurrerede om at dominere dele af verden eller søgte at holde hinanden i skak, har det globale magtscenario indskrænket sig drastisk i løbet af det tyvende århundrede. 

Under Anden Verdenskrig blev de ekspansive stormagter, Tyskland og Japan efter deres indledende og spektakulære succes komplet udraderet som militære imperier, og da røgen havde lagt sig efter historiens mest omsiggribende krig, stod en verdensorden tilbage med blot to rivaliserende supermagter, USA og Sovjetunionen. Med Sovjetunionens sammenbrud mindre end et halvt århundrede senere har amerikanerne imidlertid indtaget en stadig mere enerådende international hovedrolle, hvorunder supermagten har styrket sin økonomiske og politiske indflydelse og ikke mindst sin militære overmagt så voldsomt, at enhver rival i dag er utænkelig. Der er som bekendt kun én global supermagt tilbage: USA. 

Denne situation er enestående i verdenshistorien. Én nation dominerer den politiske, globale udvikling og sidder på en militærmagt, som er aldeles usammenlignelig med enhver anden og sågar er enhver hypotetisk koalition fuldstændig overlegen. 
Med dette scenario som global kulisse er vi gået ind i det enogtyvende århundrede, og skønt århundredet kun er få år gammelt, er det en tendens, der er blevet så meget desto tydeligere allerede under dets første amerikanske præsident, George W. Bush. 
Med Terrormyten og det amerikanske imperium er det hensigten at belyse nogle afgørende aspekter af den politiske verdensorden, der i disse år tegner sig i lyset af denne amerikanske dominans. Det er en bog, der dels undersøger udvalgte, konkrete konflikter, dels analyserer forskellen mellem konfliktårsager og konfliktiscenesættelse. 
Bogen består således på den ene side af en detaljeret gennemgang af fire centrale konflikter og de scenarier, de er en del af, og på den anden side af en analyse af iscenesættelsen af den verdensorden, der er ved at manifestere sig, og som i stigende grad kommer til udtryk i politisk og religiøs retorik såvel som i visse, indflydelsesrige teorier, der har vundet stor udbredelse. 

Indledningen omhandler den globale terrortrussel og det, jeg betegner som »den globale terrormyte«, især i kølvandet på terrorangrebet på USA den 11. september 2001, der har fået skelsættende betydning for forståelsen af den politiske globaliserings retning ved indgangen til det 21. århundrede. 

De efterfølgende tre kapitler fokuserer først og fremmest på politisk globalisering af konkrete, regionale konfliktscenarier, dvs. tendensen til at gøre lokale og regionale konflikter til globale anliggender, hvorunder konfliktårsager og konfliktiscenesættelse inddrages sideløbende: 1) Israel, Palæstina og Stormagtspillet, 2) Serbien, Kosovo og NATO, 3) USA, Irak og Det Gamle Europa. 

Det er hensigten, at disse kapitler i lighed med indledningen skal kunne læses uafhængigt af hinanden som selvstændige fremstillinger og eksempler på globaliserede konfliktscenarier. Samtidig er de dog også udvalgt til forskel fra så mange andre, fordi netop kombinationen heraf giver et forholdsvist bredt indblik i forskellige, væsentlige faktorer under den nye verdensordens generelle udvikling. 

Af begge grunde er der lagt vægt på de pågældende konfliktscenariers omfattende historiske forudsætninger, der kan spores ned gennem det meste af det 20. århundrede, både under og før den kolde krig, og hvis årsagsforløb i nogle henseender endog rækker århundreder tilbage. Dette er nødvendigt for at beskrive konflikterne isoleret set, men det giver også en bedre baggrund for forståelsen af de træk, der karakteriserer den aktuelle verdensorden til forskel fra det tidligere, globale magtscenario. 

Kapitel 4 følger op på fremstillingen af konfliktscenarierne i de foregående kapitler, herunder deres aktuelle betydning for den løbende iscenesættelse af verdensordenen i den politiske og religiøse retorik. Først og fremmest belyses dog, hvorledes denne retorik direkte og indirekte legitimeres af hovedtræk i de to mest indflydelsesrige og omdiskuterede bud på et politisk-filosofisk paradigme for verdensordenen efter den kolde krig: Francis Fukuyamas The End of History og Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations. De leverer på forskellig vis og i forskellig udstrækning grundlaget for den modstilling af Vesten og islam, som er så udbredt i dele af den politiske og religiøse retorik i dag. 

De behandlede emner er i sagens natur overordentlig vidtrækkende, og jeg skal sidst af alt hævde, at de er tilnærmelsesvist udtømmende behandlet. Jeg beskæftiger mig med de problemstillinger, som i mine øjne er væsentlige for et signalement af det globale magtscenario, ikke med det fuldstændige billede. 

Det er med andre ord heller ikke intentionen at nå frem til en ubestridelig sandhed om de pågældende konfliktscenarier eller om de mekanismer, der måtte drive dem – det er faktisk en vigtig pointe, at en sådan endegyldig forklaring slet ikke findes, kompleksiteten taget i betragtning. Det er lettere at kritisere end at opstille alternativer, siges det ofte. Det kan man også klandre nærværende bog for. Hensigten er som nævnt en kritisk karakteristik af væsentlige elementer i det globale magtscenario, ikke et program for et alternativ. Det skyldes to ting. 

For det første at kritik må være et legitimt forehavende i sig selv uden at behøve forpligte kritikeren på et specifikt alternativ, al den stund at kritik i det mindste er en nødvendig, om ikke en tilstrækkelig forudsætning for overhovedet at kunne opstille en (anden) løsning på et problem. En betingelse for at nå frem til en fremtidig løsning er trods alt også et kritisk blik på veje, der er blevet tilbagelagt. 

For det andet rummer bogen rigeligt med koncentrerede problemstillinger i forvejen, og mere end de sparsomme skitser til løsningsmodeller, som sine steder antydes i forhold til de behandlede konfliktscenarier, måtte uundgåeligt udvide den i forvejen omfangsrige fremstilling til mere, end en bog af denne type ville kunne bære – spørg bare min forlægger. For den helt forudsætningsløse vil bogen måske af og til være en lidt tung affære, som den for eksperten sine steder vil være lidt let, men det er naturligvis mit håb, at den trods alt vil være udfordrende og spændende for nysgerrige læsere, hvad enten kendskabet til emnerne er større eller mindre end mit eget – og hvad enten man i øvrigt skulle være helt eller delvist enig eller helt eller delvist uenig i fremstillingen. En note om noter: Noteapparatet består alene af kildehenvisninger. Der er altså ikke grund til at bladre om til slutningen af bogen, hver gang man støder på en note, hvis det sker i forventning om uddybende bemærkninger – den type noter er helt undgået.

Oversættelser: Hvor intet andet fremgår af kildehenvisningerne, står oversættelser af diverse citater for forfatterens egen regning.

Rune Engelbreth Larsen
Forord. 'Terrormyten og det amerikanske imperium', 2003