Jeg skylder så mange mennesker den dybeste tak for overbærenhed med mit fraværende nærvær i perioder, hvor arbejdet med bogen har fyldt meget, og ikke mindst for hjælp og råd i forbindelse med research og oversættelser samt mod- og medspil gennem samtaler om alverdens emner af direkte og indirekte betydning herfor, at det ville føre alt for vidt at remse deres navne op her.
Dog vil jeg i særlig grad takke Ph.d. i arabisk, Michael Irving Jensen, cand.mag. i historie og serbokroatisk, Karsten Fledelius, og seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, Bjørn Møller, for at have læst og kommenteret henholdsvis de første versioner af kapitel 1, 2 og 3, samt min forlægger, Claus Clausen for at være en altid årvågen læser, rådgiver og udgiver. De har alle været af uvurderlig hjælp, men ingen af dem hæfter naturligvis af den grund for fremstillingens fejl og mangler.
Først som sidst skylder jeg dog min hustru alt. Hvad hendes kærlighed har givet og gjort, trodser enhver beskrivelse, og havde det ikke været for hendes tilskyndelse, lydhørhed og forståelse, var jeg da heller aldrig blevet færdig med nærværende bog – al sandsynlighed taler tværtimod for, at jeg i øvrigt heller aldrig nogen sinde var begyndt.
Rune Engelbreth Larsen
Forfatterens tak. 'Terrormyten og det amerikanske imperium', 2003
|
|