Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Højre eller venstre? | Essay

Farvel til socialismen og liberalismen (uddrag)

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Socialdemokratiet er det venstreorienterede, internationalistiske parti, som varetager arbejderklassens interesser. Eller gjorde. For de, der er tilbage af arbejderklassen, stemmer i dag i stigende grad på Dansk Folkeparti, der imidlertid er det højreorienterede, nationalistiske parti. 

Venstre er bøndernes liberale parti, som ligger i indædte interessekonflikter med overklassens konservative parti. Eller gjorde. For de konservative fra det parti, der opstod af resterne fra Højre, danner i dag regering med de liberale fra det parti, der med få tilføjelser altid har heddet Venstre, men nu ligger til højre for Højres efterfølgere. 

Lige så lidt som Venstre tilhører venstrefløjen og altså derfor snarere burde hedde Højre, tilhører Det Radikale Venstre heller ikke den radikale venstrefløj og burde derfor snarere hedde Det Moderate Højre. Så utidssvarende er navnene blevet – eller er det højre/venstre-aksen? 

Venstrefløjen er internationalistisk, højrefløjen nationalistisk. Eller var. For venstrefløjen er imod integrationen i den europæiske union, mens højrefløjen er for. Eller var. For det venstreorienterede Socialistisk Folkeparti har forvandlet sig fra at være et modstanderparti over et unionsskeptisk parti til et tilhængerparti med stadig færre forbehold, og det højreorienterede Kristeligt Folkeparti har forvandlet sig fra et tilhængerparti til et unionsskeptisk parti med stadig flere forbehold. I forhold til EU-politikken forvandles det politiske spektrums sædvanlige akse til en cirkel, og Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der p.t. er den politiske akses fjerneste modparter på Christiansborg, bliver i kraft af unionsmodstanden på dette punkt den politiske cirkels nærmeste naboer. 

Paradokserne i en rigid opfattelse af den politiske scene som orienteret i et spektrum mellem højre og venstre bliver stadig mere iøjnefaldende. 

Lettest er det måske at glemme de aktuelle politiske fronter og slet og ret bevare en karakteristik af venstrefløjen som de partier, hvis ideologiske rødder historisk stammer fra socialismen. Højrefløjen er historisk mindre entydig, fordi vi foruden Venstres og Det Radikale Venstres ideologiske rødder i liberalismen finder partier som Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, hvis rødder er at finde i konservatismen. Imidlertid har de »konservative« partier spillet en begrænset, ideologisk rolle i det meste af det tyvende århundrede. 

Efter at den sidste Højre-regering således trådte tilbage ved systemskiftet i 1901, forsvandt konservatismen stort set fra den politiske danmarkshistorie som dominerende faktor. Bortset fra Poul Schlüters konservativt-ledede regeringer (1982-1993) har samtlige regeringer i det tyvende århundrede været ledet af et parti, som enten har socialistiske rødder (Socialdemokratiet) eller liberalistiske rødder (Venstre eller Det Radikale Venstre). Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre har givet været Danmarks mest indflydelsesrige partier siden systemskiftet. 

Med det tyvende århundredes tre dominerende partiers ideologiske rødder in mente, kunne vi for så vidt karakterisere venstrefløjen og højrefløjen generelt som arvtagere af henholdsvis en socialistisk orienteret og en liberalistisk orienteret ideologi. Selv om det sidste som nævnt ikke gælder Det Konservative Folkeparti, har partiets samarbejde med Venstre været en tilbagevendende alliance i dansk politik, ligesom indflydelsen fra liberalistisk orienteret markedsøkonomi er så udtalt blandt samtlige partier på den traditionelle højrefløj, at en sådan bestemmelse af højrefløjen trods alt er forholdsvis dækkende – historisk set. 

Så snart vi imidlertid begynder at konkretisere de traditionelle fløje i aktuelle standpunkter, er dikotomien højre/venstre af begrænset anvendelighed, ja, på visse områder måske snarere en klods om benet end et oplysende, endsige fyldestgørende politisk paradigme ved begyndelsen af det enogtyvende århundrede. 

Men de immanente vanskeligheder ved denne akse røber ikke kun et politisk paradigme i voksende splid med sig selv – vigtigere er, at det tillige røber en forskydning af konkrete, politiske brudflader, der i stadig mindre grad følger de traditionsbestemte rammer, som er givet af snævre partigrænser, historiske samfundsklasser eller ideologiske fundamenter. Der er slet og ret behov for nye grundlag for politiske visioner end de hidtidigt dominerende ideologiske skel. 

For at kunne konkretisere et bud på elementer i et nyt, politisk fundament, er det nødvendigt først at kaste et blik på konkrete udtryk for den socialisme og liberalisme, som det er hensigten at afløse, for derigennem at kunne skitsere ligheder og forskelle. Under hensyntagen til nærværende fremstillings begrænsede rammer skal jeg for anskuelighedens skyld begrænse mig til at tage udgangspunkt i enkelte, specifikke spidsformuleringer, som udtrykkes i markante, programmatiske skrifter af hver observans fra en tid, hvor socialismen og liberalismen endnu var unge, dynamiske og kreative ideologier: Karl Marx' og Friedrich Engels Det kommunistiske manifest (1848) og John Stuart Mills Om friheden (1859). 

Mennesket mellem Marx og Mill 

I Det kommunistiske manifest kritiseres borgerlige samfunds frihedsrettigheder som skinfriheder, fordi det først og fremmest er kapitalen, der er fri og selvstændig, og ikke arbejderen: »… ophævelsen af dette forhold kalder bourgeoisiet ophævelse af personligheden og friheden! Og med rette. Men det drejer sig ganske vist om en ophævelse af bourgeois-personligheden, bourgeois-selvstændigheden og bourgeois-friheden. Ved frihed forstår man under de nuværende borgerlige produktionsforhold den fri handel, det fri køb og salg.« (Det kommunistiske manifest, København 1997, s. 34). Arbejderne er »bourgeois-statens trælle«, et »rent og skært tilbehør til maskinen«, der må sælge sig selv »som enhver anden handelsartikel«. 

Marx og Engels fastslår, at »undertrykkere« og »undertrykte« har stået og står i et stadigt modsætningsforhold, der har ført til »klassekampen« verdenshistorien igennem, men det er så antagelsen, at denne konfrontation skal og vil resultere i den endegyldige frihed for mennesket. Efter proletariatets magtovertagelse, hvor produktionsmidlerne centraliseres »i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet«, vil klasserne efterhånden opløses og friheden så at sige indtræde af sig selv: »Når proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til klasse, ved en revolution gør sig til herskende klasse, og som herskende klasse ophæver de gamle produktionsforhold med magt, så ophæver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen«, hvorpå indtræder »en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling« (ibid., s. 42). 

På baggrund af samme opfattelse af en uundgåelig, immanent historisk logik, fremhæves det tilsvarende: »Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.« (Ibid., s. 30). 

De hidtidige udviklingstrin for bourgeoisiet har været ledsaget af permanente fremskridt i politisk forstand, fastslår Marx og Engels og er her på linje med datidens udbredte kultur-evolutionisme, der ser tidligere kulturer og historiske epoker som laverestående i forhold til samtidens (og nutidens) selvopfattelse af det oplyste Vesten. 

Den underliggende kultur-evolutionisme i Det kommunistiske manifest er til gengæld helt åbenlys hos John Stuart Mill. Først når et samfund er kommet langt nok i sin »udvikling«, træder frihedskravet i kraft hos Mill, først fra det øjeblik »kan man ikke længere acceptere nogen som helst form for direkte eller indirekte tvang som middel til at overbevise folk om 'deres eget bedste'« (Om friheden, Kbh. 1985, s. 24). 

Det kommunistiske manifest er tavst omkring idealforholdet stat og borger imellem, måske netop fordi proletariatets revolution med videnskabelig logik og dermed pr. automatik skal sikre alles frihed. Omvendt er det et kardinalpunkt i Om friheden at redegøre specifikt for forholdet stat og borger imellem og udspecificere frihedsidealet i detalje. 

For Mill er friheden ikke nødvendigvis identisk med flertallets vilje, hvis denne udtrykker sig i undertrykkelse af mindretallet, hvorimod proletariatet hos Marx og Engels repræsenterer »det uhyre flertal«, hvis interesser derfor uden videre er på rettens side. 

Mill er derimod særligt på vagt over for »flertalstyranni« og advarer imod den form for »socialt tyranni«, der er ikke behøver være mindre politisk undertrykkende end enevælde: »Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på alle anderledes tænkende.« (Ibid., s. 17). 

Der må herske »fuldkommen frihed« for alle meninger, både politiske, moralske, religiøse og videnskabelige. Vi skal imidlertid ikke alene kunne ytre vores mening frit og sikres imod statsformynderisk bedreviden, men også kunne handle frit med dette ene forbehold: »Den enkeltes frihed har én begrænsning: den må ikke gå ud over andre.« (Ibid., s. 73). Vagheden heri får imidlertid Mill til at komme på tværs af sit eget stædige forsvar for ytringsfriheden, idet man eksempelvis nok må udtale, at »ejendom er tyveri«, men at det er noget andet, hvis det udtales til en ophidset menneskemængde, fordi dette i sidste ende kan »gå ud over andre«. Mill advarer i forlængelse heraf imod socialismen, der udjævner menneskelig forskellighed, og vender sig imod, at »dovne arbejdere« skal have samme løn som flittige. 

Om friheden fokuserer kort fortalt på individets stilling i forhold til statsmagten; samfundet skal primært være individualistisk funderet og frihedsorienteret, hvilket skal sikres gennem individuel udvikling og dannelse samt en begrænsning af statsmagtens sociale og juridiske indgriben i den enkeltes livsførelse til det minimale. 

Det kommunistiske manifest fokuserer på klassekampen; det kommende samfund skal primært være kollektivistisk funderet, lighedsorienteret og vil så realisere friheden, der ikke konkretiseres videre detaljeret, men forventes at følge med historisk automatik efter proletariatets revolutionære ophævelse af privatejendom og overtagelse af produktionsmidlerne. 

Nu hverken skal eller kan den socialistiske og den liberalistiske ideologis mangfoldige idérigdom reduceres til henholdsvis Det kommunistiske manifest eller Om friheden. Alligevel vil jeg hævde, at det næppe er helt ukarakteristisk for socialismens historie op igennem det tyvende århundrede, at der synes at være en iøjnefaldende korrespondens mellem fraværet af en detaljeret udvikling af frihedsbegrebet såvel som af forholdet stat og individ imellem i det programmatiske og indflydelsesrige skrift, Det kommunistiske manifest, og så den fuldstændige underkuelse af frihedsrettigheder i det tyvende århundredes socialistiske stater. Tilsvarende synes fraværet af en detaljeret fremstilling af lighedsbegrebet i Om friheden at korrespondere med den globale skævvridning af verdensøkonomien, der i så udtalt grad har favoriseret stater, der i det tyvende århundrede har adopteret den neoklassiske markedsøkonomis legitimering af grænseløs profitmaksimering ud fra en grundlæggende uindskrænket, liberalistisk »frihedstanke« på det økonomiske område. 

Med andre ord har liberalismen såvel som socialismen skeletter i skabet, og disse er alt andet end uafhængige af deres idégrundlag. 

(De sidste trefjerdele af essayet findes i bogen).

Rune Engelbreth Larsen
Essay. 'Højre eller venstre', 2002