At blive slået omkuld af en statue
Interview af Marie Louise Bruun Jørgensen. Kristeligt Dagblad 
Hvad er din største kultur- oplevelse?
Der er mange, som det er umuligt at måle mod hinanden. Men én af de største er nok oplevelsen af Michelangelos David-statue, Il Gigante. Michelangelo afbilder David, før han har slået Goliat, så det er ikke en triumferende helt, han skildrer, men et menneske med en vis tvivl og tøven før en altafgørende begivenhed. Den detalje har jeg altid godt kunnet lide.
Men selv om statuen selvfølgelig er verdensberømt, trodsede oplevelsen alle forventninger, da jeg pludselig stod foran den i Firenze. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, at en uforanderlig og ubevægelig statue kunne bevæge mig i den grad.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
Måske Italo Calvinos De usynlige byer. Den har filosofisk og poetisk substans af den der sælsomme karat, som unddrager sig alt for entydige tolkninger, men bliver ved og ved med at åbne nye kulisser og tankebaner. Den er ligesom stærke drømme - umulig at holde helt fast, men også umulig at slippe.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
Min største læseoplevelse er Henrik Pontoppidans Lykke-Peer, som jeg læste første gang så sent som for tre-fire år siden. Jeg elsker de helt store armbevægelser i filosofihistorien fra Platon til Popper og Cusanus til Kierkegaard, men stor skønlitteratur trænger ind i sindet som intet andet.
Lykke-Peer fortæller på godt og ondt mere om den danske ånd og mentalitet end nogen anden dansk roman og rækker dog samtidig langt ud over det snævert danske. Det er de indre dramaer, der er så svimlende og bjergtagende, og at læse Pontoppidan er både smukt og smertefuldt - lidt som at få sjælen trukket gennem et syrebad.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
Jeg er midt i en flytning, så kulturudbuddet for mig lige nu består primært af dvd'er på skæve tidspunkter. Men jeg nåede dog for nylig gallapremieren på Erik Clausens film, "Frihed på prøve". Den er en lun og skarp kommentar til fremmedhad og selvtilstrækkelighed, hvor vi blandt andet møder en vis Muhammed-tegner.
Hvad betyder kultur for dig?
Rigtig meget. Førstepladsen går til kærligheden, men kulturoplevelser kommer ind på en delt andenplads sammen med naturoplevelser. En sang eller et digt kan følge dig livet igennem, og man kan blive slået omkuld af en statue. Det har jeg prøvet. Oprigtigt talt tror jeg, at mange mennesker simpelthen har nogle af deres største og rigeste stunder, når de er fordybet i en god bog eller sidder og overværer et godt teaterstykke.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
Der er mange gode kunstmuseer i provinsen, som måske ikke har lige så spektakulære og dyre udstillinger som Louisiana og ARoS, men alligevel byder på spændende nyt og ofte rummer vidunderlige permanente udstillinger. Dem kunne man godt hive frem af medie- glemslen og åbne mange fleres øjne for.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
Det tror jeg ikke, men der er aspekter af kunsten, som jeg ved for lidt om til at kunne sætte pris på. Men når man er faldet pladask for renæssancekunsten, som jeg er, forbliver man nok for konservativ til at kunne se den store genistreg i en parteret hest i syltetøjsglas. Heldigvis har jeg dog gode venner og bekendte, der med voksende held har åbnet mine øjne for andre spændende aspekter af moderne kunst.
Fakta om Rune Engelbreth Larsen: Født i Glostrup i 1967 og opvokset i Bramming. Har gået på gymnasiet i Ribe og universitetet i Århus. Uddannet cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab i 1998. Tidligere formand for Minoritetspartiet (2000-2005), i dag kommentator ved Politiken siden 2004. Forfatter til blandt andet Renæssancen og humanismens rødder (2006), Oplysning og tolerance (2009) og Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur (2009). Senest udsprunget som digter med digtsamlingen Danmarks krans, der blandt andet indeholder en sonetkrans om landets kultur, natur og historie. Gift og far til tre børn.
Interview af Marie Louise Bruun Jørgensen
Kristeligt Dagblad, 7.6.2010
