Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Interview med Rune Engelbreth Larsen

M for Minoritetspartiet (uddrag)

Line Prasz interviewer Rune Engelbreth Larsen Udprint

Nyt parti. Staten skal ikke blande sig i folks anliggender. Derfor skal der skæres ned på antallet af tvangsfjernelser, og muslimske kvinder skal selv tage stilling til, om de vil gå med tørklæde, og hvem de vil gifte sig med. (...)

Ved det kommende folketingsvalg får de danske vælgere et nyt tilbud på stemmesedlen. Under liste M gemmer sig et parti, som helst ikke vil sættes i bås eller placeres i det nuværende politiske spektrum. Formanden for partiet kan heller ikke sige, hvem partiet vil pege på som eventuel ny statsminister. Forklaringen er lang. Det er den ofte, når det gæler Minoritetspartiet.

»Den klassiske linje fra højre til venstre er en forældet måde at tænke politik på. Vi tager ikke afsæt i forældede ideologier som liberalisme eller marxisme. Vores udgangspunkt er humanisme«, siger den 36-årige idéhistoriker. (...)

»Klassisk liberalisme er meget forbilledlig i dens forsvar for det enkelte individ. Det er en meget humanistisk tanke. På den måde er den langt forud for marxismen. Omvendt har den en meget egoistisk økonomisk tænkning, som er anti-humanistisk. Marxismen er på den anden side meget solidarisk, men det er desværre meget sigende, at 'Det Kommunistiske Manifest' ikke bekymrer sig om menneskets rettigheder i forhold til staten. Derfor bekender vi os ikke til nogen af retningerne, men til humanismen«, forklarer Rune Engelbreth Larsen.

'Frihed til forskellighed'. Sloganet går igen og igen under interviewet med Rune Engelbreth Larsen. Partiet går i spidsen for, at muslimske piger selv skal bestemme, om de vil bære tørklæde og vil have antallet af tvangsfjernelser markant beskåret. (...)

»Man skal passe på, at kuren ikke bliver værre end sygdommen. Vi har europarekord i tvangsfjernelser i Danmark. Vi rammer alt for mange 'gråzone'-familier. Nogle gange tvangsanbringes børn alene pga. af normafvigelser, hvor det f.eks. kan være udslagsgivende for en sagsbehandler, at børnene kommer i børnehave med to forskellige sokker på, eller at moren har for mange elskere. Naturligvis skal mishandlede børn tvangsfjernes omgående, men på denne måde har for megen vilkårlighed i dag også ramt forkerte familier, og det mener vi ikke er rimeligt«, siger Rune Engelbreth Larsen.

Minoritetspartiet tæller vidt forskellige personligheder. Lige fra den tidligere forsvarer for Dansk Folkeparti og Hells Angels, Peter Hjørne, til medstifter af JuniBevægelsen og professor ved DTU, Niels I. Meyer. (...)

Om Peter Hjørne mener Engelbreth, at den kontroversielle advokats medlemskab illustrerer en vigtig pointe om retsikkerhed.

»Som advokat har du kun et job, og det er at sikre en størst mulige retssikkerhed uanset hvem du forsvarer,« siger han.

Rune Engelbreth Larsen undskylder de lange forklaringer og sidespor, han ryger ud på, når han skal forklare, hvad partiet står for. (...)

»Hvorfor skal vi bestemme om en muslimsk kvinde vil bære tørklæde? Hun skal da have frihed til selv at vælge, om hun vil eller ej, det skal vi som stat ikke blande os i«, siger han.

På spørgsmålet om man kan kalde alle muslimske pigers tørklæde et helt 'frit valg', siger han: »Selvfølgelig må man tage afstand fra enhver kvinde, som tvinges til at gå med tørklæde, men vi kan heller ikke acceptere, at nogen tvinges til IKKE at gå med tørklæde. Det må være op til kvinderne selv at bestemme«, siger han og tilkendegiver, at man kan komme til at svigte nogle.

»Kriminaliserer vi tørklædet, rammer vi en stor gruppe kvinder uberettiget, og det er for dyr en pris at betale for at sikre nogle få, der bliver tvunget til at bære det. Vi forbyder jo heller ikke alle at køre i bil for at undgå nogle få, der kører uforsvarligt, selv om dette er meget farligere end et tørklæde«, siger han.

Når han ikke kan bruge hverken SF og Enhedslisten til noget, er det, fordi de i hans øjne stadig bygger på en socialistisk eller marxistisk grundholdning.

»Venstrefløjen kæmper for rettigheder og anstændighed, men det bliver alligevel et problem når indvandrere for eksempel melder sig ind i partierne. Man bliver let set ned, på hvis man går med slør, fordi man dybest set opfatter det som tilbagestående. Godt nok vil man gerne hjælpe religiøse minoriteter, men man ville egentlig helst have at de bare holdt op med at være religiøse», siger han.

For Minoritetspartiet gælder det samme princip i spørgsmålet om 24-års reglen og tvangsægteskaber. Partiets formand mener, at uanset om det er en 21-års eller en 24-års, så kriminaliserer man en lang række ikke-tvangsægteskaber, selv om det kun er nogle få, det handler om. (...)

Ifølge formanden skal man huske, at mange indvandrere kommer fra en helt anden kulturel baggrund.

»Der går jo ikke et splitsekund, før tingene forandrer sig. Der går flere generationer, og vi må forsøge at hjælpe ændringerne på vej så gelinde som muligt, så der ikke opstår desperation og protest. Men der skal nok ske en ændring«, siger han. (...)

Rune Engelbreth Larsen glæder sig til at få mulighed for at kæmpe for de værdier, som han ikke mener andre partier tager sig af.

»Vi lever i et land med en ekstrem grad af velfærd. Der bør være et overskud til at vende løsningerne om og arbejde for at forhindre det voksende rettighedsunderskud for indvandrere, ældre osv. Der er ikke længere et økonomisk argument for ikke at løfte levevilkårene for alle grupper op på et anstændigt niveau«, siger Rune Engelbreth Larsen.

Formanden vil ikke på forhånd sige, hvem partiet vil pege på som statsminister, hvis det bliver aktuelt. Vedkommende skal kunne skrive under på en række krav, ellers peger partiet ikke på nogen.

Et af hovedkravene til en eventuel ny statsminister er, at tvangsaktivering skal afskaffes.

»De tvangsaktiverede oplever en ekstrem grad af det, jeg vil kalde socialdemokratisk kontrolformynderi, hvor de bliver tjekket i hoved og røv. Den holdning har den nuværende regering overtaget. De tvangsaktiverede bliver umyndiggjort og piskes til at stå til rådighed for nogle absurde krav, som ikke har noget at gøre med et retssamfund, som i sin selvopfattelse hævder at bygge på lighed, frihed og rettigheder«, siger Rune Engelbreth.

Interview af Line Prasz
Politiken, 22.8.2004