Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Renæssancen og humanismens rødder | Reaktioner

Søren Hindsholm og Bent Blüdnikow

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Søren Hindsholm skriver (25.8.) i Kristeligt Dagblads anmeldelse af Renæssancen og humanismens rødder, at jeg fejlagtigt oversætter Maria lactans med »Den diende Maria« i stedet for »den ammende Maria« - og dér fangede han unægtelig en tanketorsk.

Men at kritisere bogen for »aldrig at gå til kilderne« er fuldkommen absurd. Jeg henviser i videst mulig grad til (og citerer fra) danske oversættelser, fordi det nu engang er bogens præmis (som fremgår af forordet), at den skal kunne læses af en forudsætningsløs læser, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg aldrig går til kilderne, som enhver kan konstatere ved at konferere bogens litteraturliste med fremstillingen i øvrigt.

Udover paralleloversættelser og centrale originalværker af bl.a. Augustin, Luther, Pico og Shakespeare går jeg i visse, men langtfra alle tilfælde så meget til kilderne, at påpegningen af oversættelsesfejl og -misforståelser spiller en særlig rolle for fremstillingens pointer - ikke mindst i forbindelse med Den hebraiske bibel, men f.eks. også i forhold til Nicolaus Cusanus' De Docta Ignorantia.

Og så hævder Hindsholm, at jeg fejlagtigt skulle gøre Kopernikus til »en skelsættende astronom« - men hvad jeg skriver, er imidlertid, at Kopernikus er »skelsættende for udviklingen i retning af naturvidenskabens klassiske gennembrud« (s. 130), hvilket vist ingen vil benægte.

Hindsholm finder det også usandt at skrive, at det heliocentriske verdensbillede med Kepler fik et empirisk fundament, men faktum er, at det er på baggrund af Tycho Brahes planetobservationer (empiri), at Kepler når frem til sine love - at udviklingen så indlysende nok ikke standser dér, gør det selvfølgelig ikke forkert at fastslå, at den heliocentriske model først med Kepler får et empirisk og matematisk fundament.

Bent Blüdnikow anmelder bogen i Berlingske Tidende (26.8.) og kalder den for en »forvokset studenteropgave«, som han angriber for at være præget af »mekanisk, akademisk skrivestil« - dét, som Kjældgaards anmeldelse fremhævede den for netop ikke at være.

Halvdelen af Blüdnikows korte anmeldelse er et citat fra min hjemmeside, hvor jeg kritiserer Naser Khader, kombineret med Blüdnikows idé om, at jeg er polemisk mod Khader i bogen - skønt han slet ikke er nævnt.

Dét, Blüdnikow citerer fra bogen, er følgende: »Den antijødiske stemning er vidt udbredt, og som det også kendes fra det 20. og 21. århundrede er det et tilbagevendende polemisk og propagandistisk træk at legitimere mistænkeliggørelse af en minoritetsgruppe ved netop at lade 'omvendte' fra den selv samme minoritet fremføre inkriminerende 'afsløringer' og kræve skrappe repressalier for at få agitationen til at fremstå så meget desto mere 'forudindtaget' og velbegrundet.«

Det skriver jeg i en analyse af Johannes Reuchlins kamp med den omvendte jøde, Johannes Pfefferkorn (ja, det hedder han), og efter at have gennemsøgt Humanisme.dk finder Blüdnikow kritik af Khader, hvorfor han konkluderer, at jeg også i bogen langer ud efter den radikale politiker.

Hvad jeg imidlertid beskriver, er en almen tendens, som vi kender fra antisemitismen også i begyndelsen af det 20. århundrede, hvorfor jeg fortsætter (hvilket Blüdnikow ikke citerer): »Blandt undertrykte og marginaliserede grupper er det naturligvis også en velkendt psykologisk og sociologisk mekanisme at dissociere sig markant fra sin baggrund - og som bevidst eller ubevidst overlevelsesstrategi at adoptere (og radikalisere) modstandernes kritik og had, fordi det kan være den eneste vej ud af marginaliseringen og opnå majoritetens accept.«

Det er meget muligt, at det irriterer Blüdnikow at se denne betragtning eksponeret, fordi den naturligvis er så træffende også for den politiske virkelighed i Danmark anno 2006, men jeg vil trods alt ikke beskylde lige netop Naser Khader for at falde i på denne måde.

Udover at Blüdnikows anmeldelse ganske indlysende er uden skyggen af substans er det mig en gåde, hvorfor visse aviser igen og igen sætter direkte politiske modstandere til at »anmelde« de forfattere, som man i forvejen er helt på det rene med, at de ikke kan udstå? Når anmelderne hedder Blüdnikow, Hauge eller Hedegaard, bliver det jo sjældent en anmeldelse, men derimod et debatindlæg, og så skulle det vel rettelig placeres på debatsiderne.

Det er naturligvis ikke bedre at sætte åbenlyse politiske venner til at anmelde hinanden, men man kunne måske gøre sig en smule umage for at finde en anmelder, hvor det dog ikke på forhånd var givet, hvad vedkommende måtte mene om den pågældende forfatter - resultatet kan jo for så vidt stadig falde akkurat så negativt ud, som den Berlingske-redaktør, der skaffer anmelderen, tilsyneladende håber på. Men risikoen er naturligvis også, at det ikke sker - og det er måske en del af forklaringen.

Jeg skal dog ikke klage over avis-anmeldelserne i almindelighed - flere af mine bøger har fået både overordentlig positive anmeldelser og overordentlig nedsablende anmeldelser (f.eks. Terrormyten og det amerikanske imperium og Renæssancen og humanismens rødder), nogle har kun fået positive (Matrix og ulydighedens evangelium og Louise Frevert-sagen), og nogle har kun fået blandede anmeldelser (f.eks. Det nye højre i Danmark).

Og der er trods alt undtagelsen fra reglen, som jeg nævnte ovenfor - det hænder dog, at en anmelder, som er ikke blot lidt, men meget uenig med forfatterens politiske ståsted, alligevel leverer en rosende anmeldelse, som f.eks. i David Gress' anmeldelse af Renæssancen og humanismens rødder.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 26.8.2006