    OEHLENSCHLÄGER:
    Karsk er den Danskes Aand,
    Den hader Fordoms Lænker,
    Og Sværmeriets Baand.

Det mest overraskende ved Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved er, at den med sin vanskelige balance mellem Thomas' hverdagsproblemer efter et forlist ægteskab og det dødsensfarlige drama, han roder sig ud i ved at bore i en betændt magtkoncentration med skjulte dagsordener, forbinder den enkelte borgers position som en brik i et større magtspil med modernitetens opbrud i privatlivet såvel som privatlivets fred på flere planer. Læs mere: Det som ingen ved ...

De såkaldt kongelige ordener, for hvilke Dronning Margrethe formelt er ansvarlig som »ordensherre«, består af over 8.000 »riddere« fra samfundets establishment, bl.a. politikere, officerer, politichefer, erhvervsledere og embedsmænd. Hvad er den historiske baggrund og aktuelle betydning. Læs mere ...

Renæssancen og humanismens rødder | Reaktioner

David Gress og Lasse Horne Kjældgaard

Af Rune Engelbreth Larsen

Anmeldelser i Politiken og Jyllands-Posten er de første reaktioner på Renæssancen og humanismens rødder (Aarhus Universitetsforlag).

Politikens anmelder, Lasse Horne Kjældgaard, og Jyllands-Postens anmelder, David Gress, er enige om at kritisere, at den politiske side af renæssancens idéhistorie ikke fylder meget, hvilket heller ikke forfatteren er uenig i - men bogens omdrejningspunkt er også epokens idéhistoriske nybrud, og de sker faktisk ikke politisk.

Udover at tegne de overordnede politiske træk ved epokens magtforskydninger, kommer jeg dog også ind på den skin-republikanisme, som kendetegner renæssancens Firenze, og dét begreb, hvormed man karakteriserer hovedtrækkene her, den såkaldte civic humanism. Men det er som nævnt ikke her, tiden udmærker sig på nogen særegen måde, der kan sammenlignes med betydningen af den humanistiske ånd, som til gengæld bryder frem blandt de toneangivende tænkere og kunstnere inden for litteratur, filosofi og kunst.

Politikens anmelder skriver, at bogens afsluttende indsats for at aktualisere humanismen ikke leverer et humanismebegreb, »der er skarpt nok til, at andre end Søren Krarup kan skære sig på det«. Min apologi må gå på, at det ikke er en politisk, men en idéhistorisk bog - den bestræber sig rigtignok også på at lægge grundstenen til humanismen som en særegen verdens- og menneskeanskuelse med udgangspunkt i begrebets oprindelseshistorie og pointerer netop, at det er rammerne herfor, som kommer til udtryk i efterskriftet.

Et bud på de mere direkte politiske konsekvenser af en sådan anskuelse kræver en bog for sig - og den har jeg i øvrigt skrevet på de seneste par måneder.

Men i alle tilfælde er både David Gress' og Lasse Horne Kjældgaard anmeldelser overordentlig positive.

David Gress konkluderer i Jyllands-Posten, at bogen »alt i alt er et righoldigt og smukt værk«, og Lasse Horne Kjældgaard skriver, at der er tale om et »glimrende idéhistorisk værk, der mestrer den svære kunst at gøre store armbevægelser uden at ryste på hånden«.

Kjældgaard går endvidere væsentligt tættere på bogens idéhistoriske pointer end David Gress og skriver bl.a.:

Engelbreth er helt på det rene med, at humanisme i dag er »en udelt positiv, men dybest set indholdstom betegnelse«, som han skriver. For at gøre noget ved den sag er han i sin nye bog, 'Renæssancen og humanismens rødder', vendt tilbage til det fag, som han er uddannet i, idéhistorie, for at efterspore humanismens historiske rødder. I bogen fylder han indhold på humanismebetegnelsen ved at skildre humanismen som en idéhistorisk bevægelse, der går forud for humanismen som nutidig livsanskuelse. Hans ærinde er med andre ord at vise, at der bag vor tids selvfølgeligheder ligger idéhistoriske skred, og at disse skred fandt sted i renæssancen.

'Renæssancen og humanismens' rødder' er en veloplagt skildring af renæssancen som idéhistorisk epoke med stadigt hensyn til spørgsmålet om, hvad humanisme er for en størrelse. Hvad var det for nogle tanker, som blev søsat i denne periode - fra begyndelsen af 1300-tallet til slutningen af 1500-tallet - og i hvilken forstand udgjorde de noget nyt i forhold til middelalderen og noget andet i forhold til reformationen? Det er det kæmpemæssige idéhistoriske terræn, som Engelbreths bog bestræber sig på at kortlægge og skabe overblik over.

Det lykkes forbavsende godt. 'Renæssancen og humanismens rødder' er solidt idéhistorisk håndværk, udført med energi og engagement. Ja, fagligt set er det faktisk et konservativt værk, skrevet med ærbødighed for fagtraditionen fra Jacob Burckhardt til Paul Oskar Kristeller, og det besidder mange klassiske akademiske dyder, men er til gengæld helt ubesmittet af den akademiske angst for formidling, som plager andre nutidige udøvere af faget.

Med sit blik for renæssancetænkningens modsætninger og begrænsninger formår Engelbreth at styre uden om mange af de faldgruber, som periodefremstillinger ellers nemt falder i. Bogen overdriver for eksempel ikke renæssancens nybrud, men opgør både arv og gæld i forhold til middelalderens tænkning. Og den overdriver heller ikke udbredelsen af disse tanker i tidsrummet, men gør opmærksom på, at renæssancen i første omgang var en elitebevægelse uden konsekvenser for den måde, som størstedelen af Europas befolkning, almuen, levede og tænkte på.

Først og fremmest udmærker Engelbreths bog sig ved vekselvirkningen mellem generaliserende afsnit og afsnit, der fordyber sig i enkelte eksemplariske udtryk for renæssancens tænkning inden for filosofi, kunst, litteratur. Engelbreth har fulgt renæssancehumanismens første bud om at gå til kilderne, »ad fontes«, og byder på det grundlag på mange interessante iagttagelser.

Lasse Horne Kjældgaard
Politiken, 24.8.2006

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 24.8.2006