Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nullerne | Forord

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Bogen kan købes og tilsendes portofrit: BESTIL HER

Denne bog indeholder et udvalg af klummer, kommentarer, kronikker og andre indlæg, der har været trykt i en række aviser og tidsskrifter eller offentliggjort online. Udvalget er primært orienteret omkring dansk politik, om end kommentarer til visse udenrigspolitiske begivenheder såvel som kulturelle forhold, der belyser aspekter af den tidsåneden og den politiske udvikling, er medtaget. I visse tilfælde har jeg bearbejdet indlæg en smule, nogle er forkortet, og andre, der har været offentliggjort forkortet, er bragt i deres oprindelige helhed.

Bogens ramme er politiske begivenheder og strømninger, der har farvet det første årti i det 21. århundrede - et årti, som jeg dog har valgt at afgrænse omtrentligt som den periode, hvor Venstre og De Konservative havde regeringsmagten med først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen som statsminister. For at afrunde perioden i hele år er det blevet til de elleve år fra 2001 til 2011 - eller blot: Nullerne. Det er selvfølgelig ikke en helt eksakt tidsbetegnelse, men til gengæld signalerer den et grundlæggende kritisk perspektiv.

Det skal jeg knytte nogle uddybende bemærkninger til i indledningen, der bl.a. handler om pressens prioriteter og præmisser, og som uddyber det grundperspektiv, der kendetegner mine egne indlæg - og dermed også denne bog.

Men først lidt flere ord om baggrunden for udvalget af teksterne.

Nullerne - humanistisk værdikamp, 2001-2011 indeholder få procent af de to-tre tusind artikler, blogindlæg, anmeldelser, kronikker og kommentarer, jeg har skrevet i den nævnte periode. Udover pladshensyn for en bog af et overkommeligt omfang er det lille udvalg baseret på to ret elementære kriterier: 1) en overordnet bestræbelse på en nogenlunde vægtet spredning af emner af betydning for den politiske udvikling og debat i nullerne, og 2) en sikring af, jeg også i bagklogskabens lys stadig kan stå inde for de synspunkter og vinkler, der her kommer til udtryk.

Det første først.

Med en »vægtet spredning« tænker jeg på begivenheder og problemstillinger, der kommer forholdsvis bredt omkring nullerne, men også afspejler den kendsgerning, at den politiske slagmark i 2001-2011 ikke mindst er blevet tegnet af værdipolitikken. Det er her, fronten gentagne gange er blevet flyttet og har rykket det politiske spektrum, og det er her, de udslagsgivende konfrontationer har fundet sted i det årti, hvor Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti rådede over det parlamentariske flertal. Derfor er det også de værdipolitiske forskydninger i dansk inden- og udenrigspolitik, som er i centrum i nærværende bog, i hvilket lys karikaturkrisen bliver mere udslagsgivende end f.eks. finanskrisen.

Og eftersom Dansk Folkeparti mere end noget andet parti har tegnet den værdipolitiske dagsorden med en udtalt indvandrer- og islamkritisk profil, der i høj grad har påvirket debatten og politikken i samtlige øvrige partier, er det ikke mindre uundgåeligt, at dette partis indflydelse må blive genstand for særlig kritisk bevågenhed. Det betyder ikke, at f.eks. indvandrerpolitik i mine øjne bør være det centrale omdrejningspunkt i dansk politik, men blot at dette var tilfældet i 2001-2011, hvilket derfor også præger denne bog.

Trods få og snævre mærkesager har Dansk Folkeparti kort sagt været en udslagsgivende faktor for den politiske udvikling i Danmark i denne periode, hvis ikke allerede fra midten af 1990'erne. Ganske vist har politikken flyttet sig på andre områder, men styrkeforholdene partierne imellem er i meget høj grad præget af Dansk Folkepartis dagsorden og ikke mindst Anders Fogh Rasmussens bemærkelsesværdige politiske overlapninger hermed og hans evne til at udnytte denne dagsorden maksimalt som statsminister.

Som det vil fremgå, kommer bogen omkring mange emner: masseødelæggelsesvåben og terror, beskæftigelsespolitik og aktivering, natur og kultur, magt og medier, fattigdom og tvangsanbringelser, censur og tortur, voldtægt og prostitution, karikaturkriser og diplomati, racismeparagraf og ramadanmiddag, marginalisering og dæmonisering, nazister og islamister, Breivik og Gaddafi, Osama og Obama - og så videre. Selv om den værdipolitiske tyngde ikke er lige fremtrædende i samtlige indlæg, er den i reglen en tilbagevendende og tværgående faktor.

Ikke overraskende er de udvalgte indlæg som nævnt udtryk for synspunkter og perspektiver, jeg stadig til fulde kan stå inde for. Hovedtræk i mine grundanskuelser og specifikke synspunkter er forblevet de samme siden min gymnasietid, men i nogle henseender har jeg også flyttet mig, i andre har jeg skiftet prioriteter, og i atter andre ville jeg sikkert udtrykke mig anderledes i dag end tidligere, hvilket man alt efter synspunkt kan tilskrive personlig modning eller for tidlig ælde.

Der er dog også en faktor, som er relateret til den særegne slagmark, som medierne nu engang er. Den offentlige debat står ikke stille ret lang tid af gangen, så det er om at være hurtig på aftrækkeren, hvis man vil ind i kampen - men det medfører også vådeskud. Desuden stimulerer medierne ofte en uheldig tendens til at lade retorikken skygge for substansen i tv- og radiodebatter, hvor debattører i realiteten opfordres til at te sig som i en hanekamp og afbrydes midt i argumenter, der varer lidt mere end 30 sekunder. Dertil kommer uskikken med de tilskårede one-liners, som klippes ud af konteksten eller skarpvinkles som et statement, fordi det giver en hårdere overskrift eller et mere sensationalistisk tv-indslag, som den oprindelige kontekst imidlertid ikke altid giver dækning for.

Jeg er naturligvis langtfra den eneste, der har prøvet at få klippet et læserbrev itu, så det fremstår voldsommere end tilsigtet, eller få en kronik retur fra en redaktør med krav om at trække pointer og vendinger skarpere (læs: mere uforsonligt) op. Det er en medie-mekanisme, som nærmest synes ubrydelig, selv om det i sidste ende naturligvis er og bliver politikerne og debattørerne selv, der leverer varen og må stå på mål for hvert et ophidset ord.

Det skal således heller ikke forklejnes, at simple temperamentsforskelle også spiller ind - ligesom det heller ikke skal glemmes, at passion i øvrigt langtfra nødvendigvis er det samme som aggression.

Alligevel kan jeg også nikke genkendende til en selverkendelse fra en af de politikere, jeg i mangt og meget er fundamentalt uenig med, Morten Messerschmidt. I 2011 gennemlæste han sine tidligere skriverier og måtte medgive, at han i bagklogskabens lys gerne havde formuleret sig anderledes i nogle tilfælde: »Hvis man kommer til at udtrykke sig for voldsomt, kommer det til at afspore debatten og pointerne går tabt. Men alle mennesker lærer i løbet af livet og bliver forhåbentligt mere favnende og forstående.«

Ja, det må man håbe.

I tilbageblik er det lettere at se fordomme og forenklinger, som man måske gerne havde undværet på sit CV.

Med tiden har jeg f.eks. fået et langt mere positivt syn på den vanskelige og retrospektivt temmelig vellykkede humanistiske navigation af det danske samfund, som Socialdemokratiet og De Radikale forestod i dele af det 20. århundrede, ligesom en række personlige venskaber og bekendtskaber med flere tidligere og nuværende politikere, præster og politifolk har fået mig til at revidere min ungdoms generaliseringer angående karakteren af visse myndigheder og autoriteter. Jeg er fortsat af den klare overbevisning, at enhver slags magt skal holdes i skak, og at det er afgørende at holde fokus på rettigheder og friheder for individer og mindretal frem for de nivellerende og misbrugte kategorier »folk« og »masse«, men jeg har også oplevet, at min ungdoms mistillid til alt fra partier og ordensmagt til trossamfund og efterretningstjenester heldigvis ikke altid er blevet bekræftet af virkelighedens nuancerede spændvidde.

I 1990'erne ville jeg næppe have troet, at Politiets Efterretningstjeneste kunne rumme en chef som Hans Jørgen Bonnichsen, der er og var så bevidst om nødvendigheden af begrænsede beføjelser og i stand til at redegøre så overbevisende præcist for det afgørende i ikke at overdramatisere sikkerhedstrusler på bekostning af retssikkerhed. Jeg forestillede mig ikke, hvilken uhyre vanskelig balancegang Birte Weiss fulgte som indenrigsminister for at give flygtninge fra Balkan en uvurderlig håndsrækning og samtidig undgå at blive løbet over ende af den udlændingepolitiske strammerfløj bag kulisserne i Socialdemokratiet. Jeg havde heller ikke fantasi til at forestille mig, hvilken værdipolitisk forskel der ville være på en kommende statsminister Anders Fogh Rasmussen eller en statsminister Uffe Ellemann-Jensen, hvorimod jeg i dag er uenig med dem, der fortsat vil hævde, at også Ellemann-Jensen ville have ageret præcis som Fogh Rasmussen i samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Med sådanne overvejelser in mente kan det jo være nærliggende at spørge sig selv, om man også om et eller flere årtier vil føle trang til at revidere visse af sine egne perspektiver og synspunkter på nullerne? Hvem ved.

Ud fra den betragtning, at kombinationen af nye oplysninger, erfaringer og personlige bekendtskaber kan kaste nyt lys over tidligere begivenheder, er det jo ikke utænkeligt.

På den anden side er det trods alt ikke på de bærende grundanskuelser, jeg har flyttet mig, og i mange detaljer må jeg også erkende, at jeg fortsat ser på langt de fleste nøglepersoner i den politiske udvikling i 1990'erne med samme kritiske øjne, som da de rent faktisk fandt sted. Jeg gætter på, at det også vil være min gennemgående konstatering, hvis jeg i de kommende årtier atter får lejlighed til at kigge tilbage på nullerne - selv om det er vanskeligt at spå.

Det må være bekendelse nok. I indledningen kommer jeg nærmere ind på rammerne for den værdikamp, der udspillede sig i nullerne, hvilket i høj grad er rammer, der er udstukket af medierne, ligesom jeg skal knytte et par ord til det humanistiske grundperspektiv, som læseren kan forvente at møde i bogen.

Tak

Mange tak til Leo Scherfig og Flemming Chr. Nielsen for at være behjælpelige med råd og dåd undervejs.

Rune Engelbreth Larsen, august 2012
Forord til: Nullerne


Bogen kan købes og tilsendes portofrit: BESTIL HER