Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Vi er mennesker, ikke maskiner

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tale til demonstrationen »Vi tager Danmark tilbage - afskaf VKO« den 2. april 2011, København:

»Assimilation.« Smag lige på det ord ... »Assimilation.« Er det noget fra science-fiction-genrens dystopiske overdrev? En rædsel à la Orwell eller Huxley?

Nej, det er Søren Pind.

Det er Søren Pind, men det opsummerer desværre alt for godt den epoke, der har lagt sig som en tung dyne over dette land det seneste årti. Assimilationens årti.

Men vi vil ikke assimileres. Hvad enten vi er født her i landet eller ej, vil vi faktisk rigtig gerne være fri for Søren Pinds assimilation. Vi er mennesker, og mennesker er mangfoldige.

Alle mennesker er forskellige, men intet menneske er mere menneske end noget andet menneske - så enkelt er dét. Det er vel dybest set noget af det smukke ved det hele, er det ikke?

Og selv om nogle af os er arbejdsledige, vil vi selvfølgelig derfor også behandles som mennesker og have samme rettigheder på arbejdsmarkedet som alle andre mennesker. Vi vil ikke tvangsaktiveres til langt under mindsteløn, og vi vil ikke kontrolleres i hoved og røv, som om vi var kriminelle, der afsoner en »straf« - blot fordi vi ikke har et lønarbejde.

Og selv om nogle af os har indvandrerrødder (og hvem har ikke dét i dette land, hvis urbefolkning er indvandret?), vil vi selvfølgelig behandles som mennesker. Vi vil hverken diskrimineres eller marginaliseres. Vi vil ikke gøres kollektivt ansvarlige for alverdens problemer, og vi vil have samme velfærd, samme lægehjælp og samme rettigheder som alle andre borgere.

Det er netop fordi mennesker er vidt forskellige, at vi ønsker vores individuelle menneskelighed bevaret og respekteret - på lige fod.

Lad os derfor sige nej tak til starthjælp, pointsystemer og løntrykkende idiotkurser for ledige, hvor vi bliver umyndiggjort og patroniseret. Vi er mennesker, ikke maskiner.

Lad os sige nej tak til flygtninge-interneringslejre, kriminelle lavaldre for børn på 14 år og præventive fængslinger af demonstranter. Vi er mennesker, ikke burhøns.

Lad os sige nej tak regeringens 'danskhed' og al Søren Pinds og Bertel Haarders fablen om en dansk 'stamme', der ikke er andet end en stupid og ensrettende fiktion, som skal sælge deres assimilations-agenda.

Vi er alle unikke mennesker, med hver vores individuelle og særegne egenskaber, anskuelser og kvaliteter - dét, der gør os hver især til den, vi er, er, at vi ikke er ens.

Hvad er assimilation derimod? Ensretning og ensformighed - det modsatte af menneskelighed.

Det, der gør et samfundsfællesskab til et samfundsfællesskab, er netop, at vi finder sammen, ikke at vi smelter sammen i én stor konform støbeform.

Er det ikke, fordi vi er mennesker, at nogle af os tror på noget, som andre ikke tror på? Er det ikke, fordi vi er mennesker, at nogle af os klæder os anderledes end andre? Er det ikke, fordi vi er mennesker, at nogle af os har værdier, som andre ikke har?

At være menneske er at være forskellig, og derfor både kan og bør vi finde sammen i et samfund uden kæft, trit og ensretning. Og jo, vi har forskellige værdier, selvfølgelig har vi det - og hvad så?

Har ikke også frimurerne andre værdier og andre sociale koder end flertallet af befolkningen? Men alligevel taler Pind & Co. ikke om at assimilere frimurerne? Har ikke også fodboldhooligans andre værdier og andre sociale koder end flertallet af befolkningen? Men når hooligans går amok i slagsmål og hærværk, taler Pind & Co. pudsigt nok aldrig om at assimilere dem, eller spørger, hvad der mon er gået galt i deres pæredanske opdragelse, eller hvad der mon er forkert og farligt ved deres pæredanske kulturbaggrund.

Nej, det er kun indvandrere, der får denne skideballe.

Når pæredanske kriminelle bander skyder med skarpt, bliver de ikke beskyldt for dårlig integration og afkrævet assimilation. Når pæredanske fundamentalister i Jehovahs Vidner og Indre Mission opfører sig helt ved siden af flertallets normer, bliver de heller ikke beskyldt for dårlig integration og afkrævet assimilation. Det er kun indvandrere, der får denne skideballe.

Det er denne propagandistiske manøvre, der tegner Dansk Folkepartis og regeringens politiske dagsorden og ligger til grund for deres selektive værdifællesskab.

Skulle vi assimileres til dét? Nej tak.

Vi vil et Danmark, hvor ledige ikke skal stresses og disciplineres i et kafkask system af umyndiggørelse. Vi vil et Danmark, hvor de velbjærgede bærer de største byrder, og hvor »reformer« betyder rettigheder, ikke rettighedstab.

Vi vil ikke normaliseres, stigmatiseres eller diskrimineres. Vi vil ikke disciplineres, traumatiseres eller marginaliseres. Og vi vil aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde assimileres.

Lad os få et Danmark, hvor der er mere plads til at være sig selv i stedet for Pinds anakronistiske stamme, hvis 'liberale ånd' alene betyder at være sig selv nok.

Lad os tage Danmark tilbage - men lad os først og fremmest tage Danmark frem.

Rune Engelbreth Larsen
2. april, 2011