Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ingen gigantmøller i Thy, tak

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tovsig Sø, Østerild Klitplantage (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Tale til demonstration imod placeringen af 250 meter høje test-vindmøller i naturskønt område i Thy (afholdt på Højbro Plads):

Manipulation. Magtfuldkommenhed. Makværk. Det er dét, der kendetegner planlægningen af det gigantiske vindmølleanlæg, og det er dét, der kendetegner miljøministerens og Vindmølleindustriens bestræbelser på at gennemtvinge placeringen i Østerild Klitplantage.

Vi ved, at Østerild ikke er den bedste placering, for Vindmølleindustrien havde den slet ikke som førsteprioritet. Vi ved, at Østerild stadig ikke er den eneste placering, fordi flere alternativer slet ikke er undersøgt med sammenlignelig grundighed, og fordi Vindmølleindustrien i sit seneste notat faktisk åbner for alternative placeringer. Og vi ved, at Miljøministeriet og Vindmølleindustrien skalter og valter med fakta.

Først skulle 3-4 millioner træer ryddes i Østerild, der var ingen forbehold overhovedet. Så voksede modstanden og mistilliden, og så kunne Vindmølleindustrien en sen nattetime alligevel undlade den totale skovmassakre, sågar antyde muligheden af alternative placeringer.

Det viser to ting: Det viser, at den kategoriske stejlhed, hvormed man ene og alene har villet acceptere en placering i Østerild, var spil for galleriet for at tvinge vindmølletestcenteret gennem hurtigst muligt. Og det viser, at den lokale modstand og fornuft har haft en effekt.

Jeg kommer fra Århus, men jeg har rejst rundt i Thys enestående naturområder, og for ti dage siden var jeg også i Østerild Plantage. Den, der som jeg havde hørt, at området 'bare' skulle være en kedelig række grantræer, lider af en forfærdelig vrangforestilling.

Problemet er ikke, at syv 250 meter høje vindmøller med veje og anlæg skal konstrueres af 400.000 kubikmeter grus på 20.000 lastvognstog, eller at der skal støbes 15.000 kubikmeter beton til hele projektet.

Nej, problemet er først og fremmest, at transporten af de 400.000 kubikmeter grus på de 20.000 lastvognstog og støbningen af de 15.000 kubikmeter beton skal foregå netop i Thy for at rejse verdens højeste vindmøller netop i Østerild Klitplantage. Problemet er placeringen.

Problemet er, at nogle af Danmarks allersmukkeste, mest vidtstrakte og mest stille naturområder ligger i få kilometers afstand fra Østerild, og derfor alle bliver voldsomt skæmmet af en horisontlinje med syv 250 meter høje blinkende og støjende vindmøller.

Gad vide, om miljøminister Karen Ellemann og Vindmølleindustriens direktør Jan Hylleberg nogen sinde har været der? Altså ikke bare 'beset området', men rigtig været der? Har de mon set Stensig? Gad vide, om Ellemann og Hylleberg har prøvet at falde i staver ved denne smukke sø i Østerild Klitplantage?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Stensig ligger klods op og ned af de planlagte gigantmøller, som de er så ivrige efter at få rejst. Og jeg ved, at hvis Ellemann og Hylleberg får magt, som de har agt, så er Stensig en saga blot om få måneder, og hverken Ellemann, Hylleberg eller nogen af os andre får nogen sinde mulighed for at opleve Stensig igen.

Og gad vide, om Ellemann og Hylleberg nogen sinde har siddet og nydt solen, mens skyerne spejlede sig i vandet ved Tovsig Sø i Østerild Klitplantage?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at Tovsig Sø i Østerild Klitplantage befinder sig kun tre kilometer øst for det planlagte anlæg, og at udsigten og roen ved søen vil være definitivt ødelagt af syv 250 meter høje blinkende og støjende møller.

Naturoplevelsen ved Tovsig Sø og Oskar Jacobsens Sø og mange andre fine områder i Østerild Klitplantage vil for altid være spoleret – og Stensig vil være jævnet med jorden.

Jeg ved, at der er ubegribeligt smukt i en lang række unikke naturområder i Thy, som alle bliver en helt anden oplevelse med udsigten til verdens syv største vindmøller. Jeg ved, at et overvældende flertal af befolkningen i Nordjylland er lodret imod placeringen. Og jeg ved, at vi står her i dag, fordi vi ikke vil finde os i manipulation, magtfuldkommenhed og makværk.

Fordi vi ikke vil finde os i, at lokalbefolkningen tromles ned. Og fordi vi ikke vil finde os i, at den uspolerede natur, stilhed og nattehimmel ofres på grund af hastværk og lastværk.

Det er ikke kun Thy, der vil blive fattigere på natur, men hele Danmark. Vi har jo ikke for megen naturoplevelse hertillands i forvejen, og naturrigdommen i Thy er naturligvis også skagboens og fynboens naturrigdom, også københavnerens og bornholmerens naturrigdom – og den er også min naturrigdom.

Og jeg vil ikke ha' det anlæg i min natur i Thy, ligesom I ikke vil ha' det anlæg i jeres natur i Thy, så enkelt er det. Derfor siger vi høfligt, men umisforståeligt nej tak til gigantmøller i Thy.

Vi vil ikke have 20.000 lastvognstog med 400.000 kubikmeter grus til at begrave vores natur i Østerild.

> Østerild Klitplantage (fotoserie)

Rune Engelbreth Larsen, 22.4.2010