|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Alexis de Tocqueville: Massen kontra individet
Af Rune Engelbreth Larsen 
I andet bind af sit berømte værk, Demokratiet i Amerika, der udkom i 1840, skrev franskmanden Alexis de Tocqueville om den formynderiske nivellering af den menneskelige mangfoldighed, som han frygtede ville blive et resultat af demokratiseringsprocessen, der begyndte at slå rødder i 1800-tallets Europa, men var betydeligt længere fremme i USA:
Jeg ser for mig en talløs skare af mennesker, ligestillede og ensartede. De lever optaget af sig selv og deres eget, og tænker kun på at skaffe sig de små og vulgære glæder, som fylder deres sind. Hver enkelt af dem har trukket sig ud af samfundet og står som en fremmed over for alle de andres skæbne. Hans egne børn og personlige venner udgør for ham hele menneskeheden. Hans medborgere lever ved siden af ham, men han ser dem ikke, han berører dem, men mærker dem ikke. Han lever kun i og for sig selv (...)
Over alle disse væsener hæver sig en vældig formynder, som påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv. Den har uindskrænket mangt, den griber ind på alle områder, den er velordnet, forudseende og mild. Den ville have lignet forældremyndigheden, dersom dens formål havde været at gøre menneskene rede til den voksnes liv, men den søger, tværtimod, at holde dem fast i barndommen for altid. Den kan lide, at borgerne trives, forudsat, at de ikke tænker på andet end deres trivsel. Den arbejder gerne for deres lykke, men vil være alene om det og den eneste, som bestemmer, hvori denne lykke består. Den sørger for deres sikkerhed, forudser og dækker deres behov, skaffer dem adspredelse, tager sig af deres vigtigste forretninger, leder dem i deres arbejde, ordner og fordeler deres arv (...)
Efter på den måde at have taget hver enkelt individ i sine stærke hænder og have formet det efter sin vilje, strækker formynderstaten sine arme ud efter hele samfundet. Det dækker det med et net af komplicerede, detaljerede og uniformerede småregler (...)
Den knuser ikke deres vilje, men mørner dem og leder dem. Den tvinger sjældent til handling, men sætter sig stadig imod det, man ønsker at gøre. Den river ikke ned, men hindrer at noget nyt opstår. Den tyranniserer ikke, men trykker, dæmper, svækker, slukker, sløver og forvandler til slut folket til en flok frygtsomme og flittige dyr med staten til hyrde.
Da en forkortet udgave af Tocquevilles værk blev udgivet i Danmark, beskrev oversætteren, hvilket indtryk det gjorde på ham, da han første gang læste dette: "Hvem var den mand, som for næsten 150 år siden med så detaljeret og sviende nøjagtighed kunne beskrive det samfund, vi lever i?"
Det var i 1978. Det er selvfølgelig en overdrevet reaktion - men er tendensen i Tocquevilles ord blevet mindre træffende siden?
Tocqueville var både begejstret og bekymret for demokratiets følger for den individuelle frihed. I citatsektionen er tilføjet en række citater, der viser hans emfase på det enkelte menneskes værdi og hans advarsel mod bagsiden ved den moderne statsmagt, som han dengang så tegne sig i fremtidens stater: Alexis de Tocqueville.
Rune Engelbreth Larsen, 12.3.2010