Et nyt radiomagasin kan fra i dag høres via netradioen Den 2. Radio: Modstandsradioen Danmarks Løver. Magasinet redigeres af tidligere P1-medarbejder Birgitte Rahbek, og i redaktionen sidder desuden Anette Bruun Johansen, Flemming Chr. Nielsen og undertegnede.
Inspirationen til Modstandsradioen stammer fra kronikken Modstandsbevægelsen mod Pia Kjærsgaards besættelsesmagt, der blev trykt i Politiken i august 2009, og givetvis er den mest kommenterede kronik i Politiken med over 1.000 online-kommentarer.
Som "referenter" stod Malene Fenger-Grøndahl, Flemming Chr. Nielsen og undertegnede, men manifestet blev offentliggjort med en række kulturelle ikoner som afsender: Holger Danske, Aladdin, Den lille havfrue, Lykke-Peer, Pigen med svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver.
En støttegruppe på Facebook, Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt fik i løbet af få uger tusindvis af medlemmer og er i dag oppe på over 31.000.
Nu kommer så Modstandsradioen Danmarks Løver, der "bliver forum for alsidig journalistik med interviews, reportager, analyser, kommentarer og ikke mindst debat om de kulturelle og politiske konsekvenser af mødet mellem forskellige etniske grupper", som det hedder i en pressemeddelelse.
Til Ritzau udtaler redaktør Birgitte Rahbek bl.a.: "Vi vil lave journalistik med bid i, og vi vil ikke være bange for at kalde en spade for en spade. Men vi behøver slet ikke at lave propaganda, for virkeligheden overstiger fantasien, for eksempel nogle af de forslag, Dansk Folkeparti stiller, siger hun til Modkraft.dk. (...) Det er vigtigt med en bevægelse mod den glidende legalisering af fremmedhadet i Danmark." (Ritzau, 16.1.2010).
www.den2radio.dk er en kvalitetsradio med vægt på kultur- og samfundsforhold, som med magasinet RadioNorden også - via nettet - har tråde til det øvrige Norden. Radioen blev oprettet maj 2008 af en række professionelle mediefolk og har på under to år nået et lyttertal på omkring 70.000 fordelt på nettet, internetradio, ipod og podcast. Dertil kommer, at programfladen bringes på 23 regionale og lokale radioer.
Rune Engelbreth Larsen, 17.1.2010