Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Svar på venlig kritik af Danmarks Løver & Løvinder

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Til nuværende og kommende medlemmer af Facebook-gruppen Danmarks Løver ...

Den kronik, der har fået tusindvis til at melde sig ind i Facebook-gruppen Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt, er også blevet overordentlig godt modtaget på anden vis med sammenlagt over tusind positive og konstruktive kommentarer, fordelt på kronikkens online-debat og responsen via Facebook og e-mails.

Naturligvis har der også været mange fornærmede og foragtende kommentarer fra dem, der ikke bryder sig om at se Dansk Folkeparti demaskeret, og som almindeligvis totalt dominerer den politiske debat på internettet, men de er - for en gangs skyld - druknet i en overvældende bølge af begejstring.

Der har også været kritiske røster af mere imødekommende og positiv karakter, men f.eks. har haft visse reservationer eller spørgsmål til kronikkens stil og anliggende. Derfor følger her et bud på nogle kortere bemærkninger til den venlige kritik og de spørgsmål, som er blevet rejst:

SPØRGSMÅL: Er det ikke meget bedre at ignorere Dansk Folkeparti?

At ignorere Dansk Folkeparti er bare et andet udtryk for at legitimere den i forvejen udtalte apati, dovenskab eller accept over for en magtfaktor, der ikke blot undergraver vores retssikkerhed og begraver politisk anstændighed. Men det er også at sætte kikkerten for det blinde øje over for dét parti, som er den primære årsag til, at der sprænges stadig mere konfronterende kløfter i samfundet, og som hårdt og brutalt smadrer børns tilværelse i asyllejre og tvangsdeporterer mennesker til vold og undertrykkelse med overhængende risiko for indespærring, lemlæstelse eller død. Hvis vi ikke vil ignorere dét, kan vi heller ikke ignorere Dansk Folkeparti. De forsvinder ikke ved vores tavshed.

SPØRGSMÅL: Reproduceres Dansk Folkepartis virkemidler og danskhed ikke bare i kronikkens kritik af samme?

1) Kronikken vender visse af Dansk Folkepartis virkemidler mod dem selv, og det kan ikke undgå at blive skrap kost, men der er ingen grund til at styrte ned på Dansk Folkepartis niveau: "Vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti med de skarpeste ord, ikke ved at se 'gøgeunger' eller 'rotter' blandt vore medmennesker, hvad enten vi bryder os om dem eller ej. (…) vi tror på, at også dem, der skaber syndebukke af befolkningsmindretal, inderst inde og hver for sig er mere selvstændige og omgængelige, end deres flokmentalitet gør dem til - også i Dansk Folkeparti. På tomandshånd er ingen tilnærmelsesvis så frygtsomme og fordomsfulde eller truende og foragtende, som når kadaverdisciplinen overtager under lederen i et topstyret parti, eller når man kun orienterer sig efter røven af den, der marcherer umiddelbart foran."

2) Dansk Folkeparti har ikke - og skal ikke ha' - patent på den danske kulturarv, som de misbruger selektivt til at ekskludere uønskede holdninger og mennesker fra samfundet. Heldigvis er centrale dele af kulturarven langt rigere og dybere og langt mere imødekommende, og derfor er det afgørende at understrege, at danskhed ikke kan reduceres til den smålige og indadvendte afart, som Dansk Folkeparti fortegner den til.

SPØRGSMÅL: Hvorfor kalde det en 'modstandsbevægelse' - er det ikke for offensivt?

Betegnelsen en 'modstandsbevægelse' er blevet anvendt af tre grunde:

1) For at afsløre absurditeten og manipulationen med begreberne, når Dansk Folkeparti & Co. (af alle) iscenesætter hele deres magtpolitiske anliggende og propagandistiske stigmatisering af befolkningsmindretal, som om de var i pagt med den danske modstandsbevægelse under besættelsestiden, til trods for at partiet og dets klakører i utallige læserbreve, taler, interview, blogs og kampagner bl.a. betjener sig af kollektivt dæmoniserende virkemidler, der er sammenfaldende med nazisternes antisemitiske propaganda i 1920'ernes og 1930'ernes Tyskland.

> Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer
> Dokumentarisk citatsamling: Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

2) For at understrege, at Dansk Folkeparti bestemt ikke er en lille, trængt, samvittighedsfuld og frihedshungrende forsamling, men derimod en af landets absolut mest indflydelsesrige, ensrettende og autoritære magtfaktorer - eller som det hedder i kronikken: "Men en modstandsbevægelse kan selvfølgelig ikke være en del af den herskende magtelite, ligesom en modstandsbevægelse altid må være en David i opposition til en Goliat. Dagens Goliat er Dansk Folkeparti."

3) Endelig er det naturligvis med et glimt i øjet, at 'modstandsbevægelse' reaktualiseres på denne vis med Holger Danske, Aladdin, Ditte Menneskebarn, Den lille Havfrue osv. som afsendere. Der er naturligvis intet i kronikken "Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse" eller i netværket Danmarks Løver, som på nogen måde opfordrer til eller bifalder vold som politisk middel, hverken fra statsmagtens side eller dens kritikere. Men kronikken såvel som netværket er selvfølgelig i kraft af en udtalt og målrettet modstand mod Dansk Folkepartis autoritære magtfuldkommenhed og kyniske klapjagt på minoritetsgrupper beslægtet med den ånd, som drev den danske modstandsbevægelse under besættelsestiden.

SPØRGSMÅL: Er det ikke snarere Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, der skal angribes, eftersom det er disse partier, der på forskellig vis har tilladt Dansk Folkeparti at få og bevare den magt og indflydelse, de har?

I alle andre partier end Dansk Folkeparti er der dem, der lefler for og kopierer Pia Kjærsgaard i større eller mindre grad, og dem, der bekæmper og advarer imod dette medløberi. Desværre er de sidste i mindretal i de fleste partier, men det betyder ikke, at de ikke er der. Derfor er det i høj grad vigtigt at forsøge at støtte og påvirke de kræfter, som i forskellige partier ønsker et opgør med Dansk Folkeparti, og derfor hedder det også i kronikken: "Men vi er først og fremmest trætte af de mange politikeres medløberi, som giver hende al denne magt i stedet for at trække en linje i sandet og fastlå, at nok er mere end nok."

Men det betyder ikke, at det ikke er og bliver Dansk Folkeparti, som er kernen og omdrejningspunktet, og derfor skal vi både fokusere kritikken mod Dansk Folkeparti og de kræfter i de øvrige partier, der lader stå til eller direkte fremmer Kjærsgaard & Co.'s dagsorden. Det ene udelukker ikke det andet.

SPØRGSMÅL: Hvorfor er der ikke mere folkelighed i opgøret med Dansk Folkeparti, og hvorfor er der ikke taget højde for den socialpolitiske dimension?

Kronikken er - en kronik. Ikke en bibel. Ikke et program. Og indtil videre er netværket et netværk til inspiration, motivation og argumentation. Det er tiltrængt, og det nytter at intensivere modstandskampen, kritikken og protesterne mod Dansk Folkepartis kidnapning af landet. Vi må begynde et sted. Det kan ikke stå alene, og det udelukker selvfølgelig heller ikke en vifte af øvrige tiltag og perspektiver. Til den, der sidder og savner den og den analytiske vinkel på ensretningens nationalistiske svøbe: Skriv den kommentar eller kronik, du synes, der er brug for. Til den, der sidder og savner en anden slags folkelighed som vinkel og virkemiddel: Brug den. Det ene udelukker ikke det andet.

Det handler i første omgang simpelthen om at komme i gang. På banen. I omdrejninger. Landet stander i våde - Danmarks Løver & Løvinder kan gribe det an på hver deres måde. Ovenstående er blot et bud på nogle svar.

Facebook-gruppen har en væg, hvor alle kan skrive og inspirere hinanden yderligere.

Spids pennen - vi ses på slagmarken :-)

Rune Engelbreth Larsen
Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod DF's besættelsesmagt, 26.8.2009