Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Dansk PEN er for usynlig i debatten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Trykkefrihedsselskabet er en forening med det stærkt misvisende omdømme og navn, at man arbejder for "ytringsfrihed", når det, man har på dagsordenen, i altovervejende grad spænder fra ensidig islam-kritik til antimuslimsk propaganda. Til gengæld har Lars Hedegaard med tidsånden i ryggen formået at profilere sin forening markant i den offentlige debat, hvorimod Dansk PEN til gengæld har været næsten tavs i de senere år.

Weekendens Kristeligt Dagblad tager problemstillingen op, og hvor Lars Hedegaard og Flemming Rose naturligvis i bedste fald beklager, at Dansk PEN ikke er mere på deres egen banehalvdel, kritiserer bl.a. undertegnede foreningen for at være blevet for usynlig:

Siden 2005, hvor Dannebrog flere gange blev brændt af vrede muslimer verden over, har Danmarks ældste ytringsfrihedsorganisation, Dansk PEN, holdt sig til dets ihærdige arbejde med at sikre internationale forfatteres ret til at ytre sig i deres hjemlande, bakke op om såkaldte fribyer til forfulgte forfattere og oprette PEN -centre i diverse mellemøstlige lande.

Dansk PEN har netop udgivet et magasin om litteratur og ytringsfrihed, hvori en række foreningsmedlemmer og ligesindede fornuftigt og sagligt bevæger sig rundt om blasfemi og ytringsfrihed op igennem historien. Men magasinet har ikke tiltrukket sig megen opmærksomhed. Og i debatten om ytringsfrihed har den danske afdeling af den globale organisation af forfattere, journalister, oversættere og skribenter slet ikke formået at sætte sit aftryk, mener en række fremtrædende medlemmer af Dansk PEN og debattører, som beskrevet på avisens forside.

De rejser en kritik af PEN's lavmælte facon i en debat, som efter deres opfattelse er præget af en uforsonlig linje, som Trykkefrihedsselskabet og dets formand, historiker og kommentator på Jyllands-Posten, Lars Hedegaard, er eksponent for.

Kritikken af Dansk PEN kommer blandt andre fra idéhistoriker og kommentator ved Politiken Rune Engelbreth Larsen og forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøndahl. I et åbent brev til Dansk PEN kritiserer de foreningen for at negligere og forsømme dens opgave om at kritisere omsiggribende dæmonisering af etniske og religiøse mindretal, som er opstået efter karikaturkrisen.

- PEN laver en masse fint arbejde med ytringsfrihed for internationale forfattere. Men foreningen lever ikke op til sit charter, nemlig at foreningens medlemmer lover hinanden at gå imod sådanne onder og overlagte usandheder, siger Rune Engelbreth Larsen.

- Der er en række oplagte sager, hvor PEN forsømmer at påpege censur eller dæmonisering af det muslimske mindretal. Man tager det ikke alvorligt nok. Der er en berøringsangst, siger han.

Rune Engelbreth Larsen har savnet en samlet udtalelse fra foreningen i forbindelse med Geert Wilders' kortfilm "Fitna", Dansk Folkepartis burka-annoncer samt forsøg på at give tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen mundkurv på. Det samme gælder Frederiksberg Kommunes afvisning af en irakisk kunstner til en integrationsfestival.

Ekspert i mediejura Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole savner også mere aktivitet fra Dansk PEN.

- PEN arbejder seriøst, udgiver magasiner og behandler emnet meget seriøst på en måde, der gør os klogere. Men medierne går efter de mere provokerende indslag, og Trykkefrihedselskabet har virkelig fået en gennemslagskraft i medierne. Senest med Geert Wilders, som er ramt af trusler og vækker opsigt.

Uddrag af Kristeligt Dagblad, 20.6.2009

Det omtalte indlæg af Carsten Fenger-Grøndahl og undertegnede kan læses her: Dansk Pen tæmmet og halt?

PEN er ifølge foreningens charter forpligtet til at engagere sig i debatten, når ytringsfriheden misbruges til at fordreje kendsgerninger med politiske formål.

Det hedder således direkte i charteret, at PEN's medlemmer "forpligter sig til at gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om en menneskehed, der lever i fred i én verden", og det indskærpes, at da "frihed indbefatter viljen til at beherske sig, lover medlemmerne hinanden at gå imod sådanne onder ved en fri presse som løgnagtig offentliggørelse, overlagte usandheder og fordrejelser af kendsgerninger med politiske og personlige formål".

Jeg er derfor helt enig med Kristeligt Dagblads lederskribent, der påpeger:

Her er PEN slet ikke markant nok. Offentligheden savner en klar stemme fra PEN i debatten. Helt specifikt: hvor er PEN henne, når Geert Wilders på dansk tv fortæller usandheder om antallet af muslimer i danske fængsler, som det skete forleden? Er det ikke hate speech, som PEN skal bekæmpe? Og mere generelt: Hvor er PEN henne på bogmarkedet med debatbøger om ytringsfrihed og religion? Det er da et område, som er for vigtigt til at overlade til Trykkefrihedsselskabet alene.

Når Trykkefrihedsselskabet tilsyneladende er den eneste forfatterforening, der ytrer sig for tiden, skævvrides debatten hurtigt. Ingen vinder ved, at rammerne for en vigtig samfundsdebat kun sættes af én part. PEN skal derfor på banen og yde modspil til Trykkefrihedsselskabet. Det gavner debatten, og det gavner de forfattere, som PEN skal give stemme i offentligheden.

Uddrag af lederen i Kristeligt Dagblad, 22.6.2009

Læs også undertegnedes artikel fra PEN's magasin om litteratur og ytringsfrihed, som udkom med nyt temanummer om religionskritik og blasfemi i denne måned: Ytringsfrihed, blasfemi og propaganda

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, 22.6.2009