|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Inger Christensen (1935-2009)
Af Rune Engelbreth Larsen 
I december 2008 mistede Danmark digteren F.P. Jac, og i januar 2009 kom turen så til Inger Christensen - den danske digter, der vel har nydt størst international bevågenhed i det tyvende århundrede.
Ligesom for F.P. Jacs vedkommende hører hun ikke til blandt mine personlige storfavoritter som f.eks. Steen Steensen Blicher, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Sophus Claussen og Tom Kristensen, men hun vokser ved hver genlæsning - så hvem ved, hvor det ender.
Udover at hun har skrevet én af de eneste sonetkranse på dansk, Sommerfugledalen (1991), hvilket er en bedrift i sig selv, har hun især betaget mig med dele af sin tidligste digtsamling, Lys (1962), og store dele af gennembrudsdigtsamlingen Det (1969).
I sidstnævnte er det ikke mindst perspektivet på verden og jeg'ets placering i den sprogligt paradoksale oplevelsesproces, der har fået opmærksomhed, og som hun vender tilbage til igen og igen fra adskillige vinkler. Men de mange digteriske reflektioner forbliver på en eller anden måde lidt 'over-italesat' i længden og derved i mine øjne også mindre træffende og mindre poetiske end f.eks. det enkle indledningsdigt i Lys, der måske ad andre veje kredser om samme tema:
Hvis jeg står
alene i sneen
blir det klart
at jeg er et ur
hvordan skulle evighed
ellers finde rundt"Hvis jeg står"
Og som en slags komplementerende kontrast hertil går der vel næppe en avis-dag, hvor man ikke kunne sætte følgende digt på f.eks. Ekstra Bladets spiseseddel:
Jeg har altid troet at virkeligheden
var noget man blev
når man blev voksen.
På torvet står Fata Morgana
med træt mine og råber:
morgenaviser - morgenaviser."Jeg har altid troet"
Hvor de længere digteriske forløb i Det ikke rigtigt springer ud for mig, er der andre perler, som ligeledes i al deres - jeg var lige ved at sige 'gammeldags' - enkelhed rummer en bemærkelsesværdig poetisk styrke, og som jeg tror vil overleve langt ind i den danske litteraturhistorie, f.eks.:
Så træder de ud af sproget
Som om de var lavet af ord
Så hvirvles de ind i sproget
Som om de var lavet af jord
Så svinger de frem og tilbage
Imellem bevidsthed og syn
Til alle er blevet så svage
At livet slår ned som et lyn"Handlingen, 6"
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop"Handlingen, 8"
Jeg ser de lette skyer
Jeg ser den lette sol
Jeg ser hvor let de tegner
Et endeløst forløb
Som om de føler tillid
til mig der står på jorden
Som de ved at jeg
Er deres ord"Teksten, 8"
Nu er Inger Christensen her ikke mere, men hendes Lys, hendes Græs og hendes Det står endnu som kilder, der flyder af et ganske særegent forfatterskab.
Inden hendes sonetkrans, Sommerfugledalen, der bl.a. omhandler døden, skrev hun også "Digt om døden", som afsluttes med disse smukke ord:
som dybet løfter vandet
op til en kilde
løfter døden de levende
op for at drikkke
Rune Engelbreth Larsen
29. januar, 2009