Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Luk lejren, åbn landsbyen (tale)

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tale ved Luk Lejren, 25. oktober 2008:

Hvad repræsenterer interneringslejren Sandholm og fængslet Ellebæk? Hvad står vi over for her? Vi står over for et hegn, der symboliserer et system, som tager tilværelsen fra mennesker, som tager værdigheden fra mennesker og som for fleres vedkommende i sidste ende tager livet fra mennesker.

Det er ikke blot dét, der sker i interneringslejren Sandholm, det er også dét, der dybest set er hensigten med interneringslejren Sandholm. Hvorfor? For at sende regeringens og Dansk Folkepartis signal til alverdens forfulgte: Her er I ikke velkomne, her forlænges jeres lidelser, her suppleres jeres traumer - her skal I hellere flygte fra end flygte til.

Det er dét, vi står over for, og det er dét, vi ønsker, at Dansk Røde Kors skal trække sig ud af.

Det er naturligvis ikke den enkelte Røde Kors-medarbejder, som ikke gør sit arbejde så godt, det er muligt. Det er ikke de frivillige, der ikke har de bedste motiver for at hjælpe asylansøgere og vise dem et venligt menneskeligt ansigt midt i al systemets disciplinering og dehumanisering. Der vil altid være samvittighedsfulde mennesker, som vil hjælpe deres medmennesker inden for ethvert system.

Det er et individuelt valg og et individuelt spørgsmål, som den enkelte medarbejder og frivillige kun kan afgøre med sig selv. Men når en organisation som Dansk Røde Kors, der plejer at være på de kuedes side og de truedes side, ligefrem ligger sit navn og rygte som humanitær hjælpeorganisation til driften af interneringslejre på asylsystemets side, så bliver de afmægtiges nødhjælpsorganisation en velvilllig del af regeringens og Dansk Folkepartis strategi.

Så hvidvaskes et system, der møder nogle af verdens allermest trængte eksistenser med et rettighedsløst kafkask mareridt. Så blåstemples et system med nedværdigende madpakkeordninger, med afmonteringen af privatliv, med pigtrådsskel mellem borgerne udenfor og de internerede indenfor. Så legitimeres et system, hvor ydmygelser og håbløshed er reglen.

Så humaniserer Dansk Røde Kors dehumaniseringen.

Men Dansk Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, har reageret på initiativet Luk Lejren som aylsystemets spindoktor og påstår uden at fortrække en mine, at Dansk Røde Kors skam ikke blåstempler noget som helst. Hvorfor ikke? Jo, for han har sørme fortalt politikerne, at Røde Kors er utilfreds med flere elementer af asylpolitikken.

Men han har ikke sagt nej tak til at føre den selvsamme asylpolitik ud i livet.

Mens generalsekretær Anders Ladekarl ædelt pointerer over for regeringen og Dansk Folkeparti, at det altså er for galt med den umenneskelige asylpolitik, lader han Dansk Røde Kors tage sig betalt for at føre den selv samme umenneskelige asylpolitik ud i livet til punkt og prikke.

Mens generalsekretær Anders Ladekarl ædelt fastslår, at asylansøgere højst bør interneres i ét år, tager Dansk Røde Kors sig betalt for at internere asylansøgere i to, tre, fem og over ti år.

Må vi spørge generalsekretæren: Hvis ikke dét er blåstempling, hvad fanden er det SÅ?

Hvis en giftproducent betaler en miljøorganisation for at udsprede den gift, hvis brug organisationen er modstander af, hvad er det så? Det er en blåstempling af giften og giftproducenten. Hvis en våbenproducent betaler sine kritikere for at forhandle de våben, de ønsker forbudt, hvad er det så? Det er en blåstempling af våbenproducenten og våbnene.

Hvis Udlændingeservice betaler Dansk Røde Kors over en kvart milliard kroner for at gennemføre en dehumaniserende asylpolitik, som Dansk Røde Kors på afgørende punkter er modstander af, hvad er dét så? Det er selvfølgelig en blåstempling af den dehumaniserende asylpolitik.

Det vil vi ikke være med til. Det kan vi ikke passivt bevidne med samvittigheden i behold. Derfor må Dansk Røde Kors trække sig ud af samarbejdet med regeringen og nægte at være Dansk Folkepartis forlængede arm.

Og det kan kun gå for langsomt.

Lad i dag være den første, men ikke den sidste gang. Lad i dag være begyndelsen på en ny modoffensiv, en ny modstand - en ny bevægelse.

Vi vil vende vinden. Vi vil normalisere tilværelsen for asylansøgerne ved at ophæve interneringen. Vi vil rejse håb og medmenneskelighed ved at fjerne hegn og dehumanisering. Vi vil åbne Sandholm som en landsby ved at lukke Sandholm som en interneringslejr.

Det er det, der er budskabet i dag: Væk med hegnet, frem med håbet - luk Lejren, åbn landsbyen.

Rune Engelbreth Larsen
25. oktober, 2008


APROPOS:

> Fotoreportage: Åbn landsbyen
> Dansk Røde Kors demaskeret
> Offensiv protest mod Sandholmlejren