Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvilken humanisme? En introduktion

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

FODNOTER TIL MIT FORFATTERSKAB

Hvad er humanisme? Dét spørgsmål rejser jeg i begyndelsen af bogen Renæssancen og humanismens rødder (2006), for derefter at gennemgå begrebets oprindelseshistorie og se nærmere på, hvilken 'forpligtende' betydning det kan tilskrives i overensstemmelse hermed i det 21. århundrede - samt i hvilke henseender det omvendt hverken er rimeligt eller redeligt at anvende begrebet, hvis dets arv ikke skal fortegnes.

Dette har selvfølgelig også betydning for en forståelse af, hvorfor Humanisme.dk netop hedder Humanisme.dk, og hvilken humanisme det i det hele taget er, jeg gerne ser belyst og udbredt.

Humanisme er i nogen grad fortsat et plus-ord, men betydningen varierer unægtelig og grænser i mange tilfælde sågar til det indholdstomme. Et væld af internationale 'humanistiske' organisationer bruger endvidere begrebet i en specifikt moderne betydning, som ikke har tilstrækkelig forbindelse til humanismens idéhistoriske rødder - det gælder f.eks. den norske Human-Etisk Forbund, som har fået en aflægger i Danmark: Humanistisk Samfund.

Denne forening er lovligt skråsikker i sin tilgangsvinkel til, hvad humanisme er, og docerer læren med bl.a. følgende nedslag:

Humanisme er en tilgang til livet, baseret på medmenneskelighed og fornuft – humanister mener at moralske værdier er velfunderede alene på grundlag af menneskelig natur, kultur og erfaring. Humanister har en naturlig evne til at leve os ind i andres situation som kommer til udtryk gennem vores samvittighed og som gør os til moralske væsner. Centralt i humanismen er at mennesker bør behandles som mål i sig selv. Humanister er tilhængere af individuelle rettigheder og frihed. (...) Vi anser religion for overtro, men værner om den enkeltes ret til at vælge sit livssyn. Vores beslutninger er baserede på den tilgængelige viden og vores vurdering om det forventede udfald af vores handlinger, ikke på dogmer eller hellige tekster.

Humanisme - kort fortalt
Humanistisk Samfund

Ovenstående lyder ikke desto mindre for meget à la svævende dogmatik.

De fleste af disse formuleringer er med andre ord mere eller mindre indholdstomme. Hvad vil det eksempelvis sige at basere sig på "medmenneskelighed og fornuft"? Det er så luftigt, at det karakteriserer næsten alle, og dermed næsten ingen. Og hvorfor skulle humanister være de eneste, som baserer deres "moralske værdier" alene på grundlag af "menneskelig natur, kultur og erfaring"? Hvem er herre over, hvad der er korrekt menneskelig natur og kultur? Hvad betyder det, at humanister har en "naturlig evne til at leve sig ind i andres situation"?

Det humanistiske perspektiv, der anlægges i undertegnedes forfatterskab (herunder på Humanisme.dk), er en anden end i moderne humanistiske organisationer, som det fremgår af en række af de grundlæggende artikler og synspunkter, hvis anskuelser bevarer rødderne i begrebets kultur- og idéhistoriske arv (f.eks. jævnfør temasektionen: Humanisme).

Grundperspektiverne har jeg redegjort mest fyldestgørende for i den nævnte bog, Renæssancen og humanismens rødder, der således også tydeliggør, hvorfor en humanisme med rod i den historiske betydningsskabende kulturarv, må tage sig anderledes ud end eksempelvis 'Humanistisk Samfund' (alle gode intentioner til trods).

Om de bærende problemstillinger og humanismens mangesidede begrebsbrug handler bogens indledning, som er online på Humanisme.dk: Hvad er humanisme?

Nedenfor følger uddrag fra nogle af de konklusioner, som bogen fremlægger i kapitel 5 og efterskriftet, og som henholdsvis karakteriserer renæssancehumanismens overordnede træk og redegør for grundtrækkene i en reaktualisering af humanismen.

1. Renæssancehumanisme

Netop i det 15.-16. århundrede får tre humanistiske nøglebegreber en særlig idéhistorisk betydning, der er relateret til klassisk dannelse og trækker på et betydningsindhold, som rækker tilbage til antikken, og som derfor også er et oplagt udgangspunkt for nærmere at indkredse renæssancens ånd: Humanista, studia humanitatis og humanitas. (...)

Fra disse nøglebegreber stammer elementer i det betydningsspektrum, der bliver en integreret del af humanismens idéhistorie fra og med renæssancen.

Som nævnt i indledningen opstår selve begrebet "humanisme" (Humanismus) imidlertid først i 1800-tallet, men med afsæt i humanitas og studia humanitatis, som naturligvis er beslægtet med ordet humanus (der både kan betyde menneskelig, menneskekærlig og dannet), kan man indkredse en "humanisme", der er karakteristisk for renæssancen i etymologisk såvel som idéhistorisk forstand, og som derved både indbefatter signifikante kulturelle og filosofiske træk.

Ud fra et stort overblik og detailkendskab til renæssancen opregner Paul Oskar Kristeller fire hovedtræk, som sammenfatter en del af de aspekter, der er belyst i dette og de foregående kapitler: 1) Emfasen på menneskets værdighed og privilegerede position i kosmos; 2) den udprægede individualisme i den enkeltes unikke følelser, meninger og erfaringer; 3) klassiske teksters og kilders udbredelse og allestedsnærværelse i billedkunsten, vidensfelterne og litteraturen; 4) bestræbelserne på at reaktualisere og genoplive filosofiske doktriner fra udvalgte, antikke tænkere - og herunder (kan vi tilføje med civic humanism in mente) visse politiske aspekter af antikke opfattelser af stat og borger med vægten på en republikansk selvforståelse.

Men ligesom vi ikke kan begrænse "humanisme" til et dannelsesideal eller til tidens almene fordybelse (og forskning) i antikken, kan vi heller ikke se bort fra de mere religiøse renæssancetræk, skønt de ikke peger "frem" mod modernitetens sekulariserede tilværelsesforståelse og derfor ikke udelt harmonerer med den type opfattelser, der ser renæssancen som "det moderne menneskes fødsel".

På baggrund af andre af epokens udslagsgivende aspekter, som vi tidligere har været inde på, må vi således tilføje endnu et par karakteristika til denne sammenfatning for også at afspejle den store betydning, som naturen får som begreb og kosmisk faktor såvel som den rolle, den hermetiske (magisk-religiøse) tradition får for mange kunstnere og tænkere i renæssancen: 5) Helliggørelsen af naturen i et med mennesket ontologisk forbundet afhængighedsforhold og som normsættende inspirationskilde; 6) reaktualiseringen af en hermetisk-religiøs verdensanskuelse med en tilbagevendende fokus på kærligheden som en særegen, kosmisk kraft; 7) tilløb til relativisme, som kommer til udtryk i samfunds- og selvkritiske betragtninger, og som hænger sammen med tidens kulturelle pluralisme og den allerede nævnte centrale betydning af individet. (...)

Sammenfattende kan vi gøre gældende, at renæssancehumanismen rummer vidt forskellige detailsynspunkter, hvis særegne karakter udgør den ramme om tidens kulturelle udtryk, som består af ovenstående hovedtræk. Nogle af disse træk forenes i tidens tendens til at ville forlige, forene eller sågar vie Gud og Verden.

Kort fortalt indbefatter renæssancehumanismen en generelt antidogmatisk relativering af overleverede sandheder og et individualistisk menneskesyn, hvor mennesker og natur er gensidigt forbundne helt ned på det ontologiske niveau, samt en fremhævelse af dannelse inden for multiple vidensfelter såvel som en pluralistisk kulturopfattelse, der både reviderer, reformulerer og reaktualiserer antikke kulturtraditioner i en syntese med kristne.

Skønt den europæiske kulturarv som allerede nævnt naturligvis også rummer andre aspekter end dem, renæssancen udfolder, udtrykker næppe nogen anden tidsalder en så fortættet og karakteristisk vifte af kulturelle træk, der i sig selv indbefatter et koncentrat af flere tidligere epoker og dog samtidig undfanger udslagsgivende karakteristika for den senere, idéhistoriske og kulturelle udvikling i Europa.

Renæssancen og humanismens rødder
Uddrag af kapitel 5

2. Reaktualiseret humanisme

Nogle af de helt centrale karakteristika ved epoken forenes i en verdens- og menneskeanskuelse, for hvilken hvert enkelt menneske betragtes som et unikt individ, der både er forankret selvstændigt i og udgangspunkt for naturen (verden/kosmos). Sat på spidsen kan man om renæssancehumanismen bl.a. sige, at det almengyldige, der forener os som mennesker, er det individuelt særegne - at vi som mennesker så at sige er fælles om at være forskellige. (...)

En religiøs begrebsramme af blandet kristen og hedensk karakter er en uomgængelig kulisse i renæssancehumanismens historiske kontekst, hvorfor det for så vidt ville være lettere og mere i overensstemmelse med humanismens oprindelseshistorie at gøre religiøsitet til et underforstået krav til enhver tænkning, der måtte påberåbe sig betegnelsen "humanisme".

Men at det på den ene side ville være mindre misvisende at insistere på religiøsiteten som en forudsætning i stedet for en forhindring for "humanismen", er på den anden side trods alt heller ikke særlig relevant. Et religiøst verdensbillede er i renæssancen så universelt forudsat, at skønt det unægtelig undergår en række forskydninger i forhold til middelalderen, er religiøsitet som sådan ikke et træk, der gør hverken fra eller til i karakteristikken af datidens skelsættende strømninger i Europa. De forskydninger, som finder sted, er heller ikke entydigt identificerbare, eftersom renæssancens religiøse verdensbillede spænder over modsætningsfyldte inspirationskilder, der ud over en række katolske og siden protestantiske variabler bl.a. rummer antik mytologi, middelalderlig alkymi, synkretistisk magi og hermetisk tradition.

En humanisme, som fastholder sin egen oprindelseshistorie, må med andre ord tage afsæt i det enkelte, konkrete individ som kulturens unikke byggesten såvel som en rodfæstethed i verden, der ikke på nogen given måde står i kontrast til Gud eller det religiøse per se. En sådan humanisme kan derfor hverken kategorisk afskrive eller foreskrive religiøsiteten, fordi den i begge tilfælde ville afskrive et iboende og fremtrædende hovedtræk for menneskelig selvforståelse. Hvis humanismen defineres som en ateistisk anskuelse, afskærer den sig ikke alene fra væsentlige faktorer i sin oprindelseshistorie, men udelukker eller devaluerer allerede på forhånd selve egenarten af dét menneske, hvis konkrete selvforståelse i afgørende grad er religiøst funderet - men defineres humanismen omvendt som en religiøs verdensanskuelse, distancerer den sig ikke blot fra irreligiøse og religionsbegrænsende tendenser i renæssancen, men udelukker egenarten hos et menneske, for hvis selvforståelse ateismen er uomgængelig eller religiøsiteten irrelevant.

Som verdens- og menneskeanskuelse kan humanismen derfor ikke være ekskluderende på religiøsitetens eller irreligiøsitetens vegne, eftersom den både som eksplicit ateistisk og eksplicit religiøs anskuelse ville give køb på den principielle individualisme, der netop tager udgangspunkt i den enkeltes konkrete og betydningsskabende forskellighed.

Religiøsiteten hverken kvalificerer eller diskvalificerer derved i sig selv en position i forhold til humanismen - men derfor er der naturligvis specifikke, religiøst (såvel som irreligiøst) betingede positioner som falder uden for rammerne af humanismens rummelighed. (...)

Eftersom humanismen er uden kanoniske værker, profeter og ideologiske "fædre" i traditionel forstand, er den humanisme, som vi her tillader os at kalde "humanismen", i modsætning til f.eks. socialismen og liberalismen, altså ikke nogen egentlig "ideologi", men en menneske- og verdensanskuelse i form af en kulturel ramme, der opstår i renæssancen. Det betyder naturligvis ikke, at et program eller et standpunkt ikke kan være mere eller mindre humanistisk i betydningen mere eller mindre overensstemmende med de idéhistoriske rødder, som danner ramme om renæssancearvens epokale nybrud.

Som nævnt kan denne ramme f.eks. vanskeligt være kategorisk afvisende over for religiøsitet eller irreligiøsitet per se, men som der kan naturligvis være specifikke religiøse trosartikler, ideologiske standpunkter, politiske programpunkter, spekulative systemer, moralske dogmer eller love og regler, som indskrænker den enkeltes individualitet og den kulturelle pluralitet på en måde, der konkret er uforenelig med, hvad vi meningsfuldt kan betegne som humanisme (forankret i renæssancearven).

Derfor ender vi med en humanisme-opfattelse med essentielle implikationer for individets frihed og menneskets forankring i og betydning for verden som sådan, samt en kulturel pluralisme - men altså ikke en programmatisk ideologi. (...)

Således rummer denne frihedstanke i og for sig både en uundgåelig tilskyndelse til tolerance såvel som betingelsen for sin egen begrænsning, uden hvilken frihedsbegrebet bliver meningsløst (i humanistisk forstand). En konsekvens heraf drages f.eks. i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, der ikke blot understreger, at friheden består i "retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden", men hvor det om rammerne herfor uddybes: "... derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder."

Beslægtet med dette ræsonnement kan man sige om humanismen, at når den enkeltes forskellighed er konstituerende for menneskeligheden i al sin mangfoldighed, går grænsen for en meningsfuld, humanistisk individualisme dér, hvor individualiteten udfoldes på en måde, der umuliggør andres individualitet. Det er med andre ord en betingelse for den enkeltes frihed, at der er grænser for alles frihedsudøvelse - humanisme er ikke anarkisme.

Det er naturligvis oplagt at konstatere, at humanismens rammekarakter af "spilleregler" for den kulturelle og individuelle udfoldelsesfrihed som allerede antydet spores i det 18.-20. århundredes udvikling af diverse menneskerettighedserklæringer. Strengt taget erstatter oplysningstidens abstraktionsproces herved godt nok renæssancehumanismens fokus på det konkrete individs egenart med det "universelle menneske", men det er en abstraktionsproces, hvis rødder ikke desto mindre oprindelig er affødt af en tænkning, der netop søger at inddæmme enhver magthavers potentielle undertrykkelse af den enkeltes egenart, og som altså indebærer mellemmenneskelig tolerance og individuel egenart. Derfor er menneskerettighederne i vid udstrækning et forsvar for menneskelig forskellighed, f.eks. i form af religionsfrihed og ytringsfrihed - og netop ikke et forsvar for friheden for én religion eller retten til at ytre ét synspunkt på bekostning af alle øvrige.

Som nævnt indledningsvist i dette efterskrift er humanismen således kort og godt en menneskeanskuelse, for hvilken det almengyldige, der forener os som mennesker, er det individuelt særegne, det vil sige, at vi som mennesker så at sige er fælles om at være forskellige. En individualitet, hvis frihed og tolerance alene er begrænset af, at den ikke udøves på en måde, der umuliggør andres individualitet. Det er en anskuelse, som tillige er idéhistorisk forbundet med den renæssancetanke, at hvert enkelt menneske er forankret i og udgangspunkt for naturen/verden - hvilket selvsagt atter indebærer en gensidig forbundethed og ansvarlighed både på vegne af vore medmennesker og verden i bred forstand.

Det er så en politisk opgave at sikre, at der ikke er andre begrænsninger for den enkeltes frihed og egenart end dem, der er begrundet heri - hvis frihedsbegrebet vel at mærke fortsat skal forstås som humanismens frihedsbegreb.

Mellemregningerne og dilemmaerne fra hævdelsen af sådanne principper i forhold til en eventuel udfærdigelse af konkret politik og lovgivning er unægtelig mange, og det er naturligvis ikke opgaven her at udvikle en politisk, humanistisk filosofi, men blot at redegøre for nogle rammer, der med en rimelig idéhistorisk konsistens er forankret i renæssancearven, så humanismen meningsfuldt kan karakteriseres som en særegen anskuelse - oprindelseshistorisk og aktuelt.

Renæssancen og humanismens rødder
Uddrag af Efterskriftet

Læs hele bogen, Renæssancen og humanismens rødder, hvis du vil vide mere om renæssancen og humanismen - og i øvrigt grundlaget for nærværende hjemmeside og de perspektiver, der kommer til udtryk ikke blot på Humanisme.dk og i mit forfatterskab, men også på Danarige.dk og min blog på Politiken.dk: Engelbreth.

Rune Engelbreth Larsen
13. oktober, 2008 / bearbejdet 26. april, 2009


APROPOS: FODNOTER TIL MIT FORFATTERSKAB

> Humanistisk trilogi, 2006-2011
> Humanistisk retrospekt, 1990-2000



Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 148

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/bottom.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 148

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/bottom.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 148

Warning: include() [function.include]: http:// wrapper is disabled in the server configuration by allow_url_include=0 in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 152

Warning: include(http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php) [function.include]: failed to open stream: no suitable wrapper could be found in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'http://www.humanisme.dk/include/googleanalytics.php' for inclusion (include_path='.') in /var/www/humanisme.dk/public_html/logbog/log132.php on line 152