Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søren Kierkegaard i Gribskov

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mindesten for Søren Kierkegaard ved Stjernen i Gribskov (foto: Rune Engelbreth Larsen)

Søren Kierkegaards sten ved Stjernen i Gribskov (juli 2008)

Under en vandretur i Gribskov stødte jeg på en overraskende mindesten for Søren Kierkegaard - den stod som et imiteret hedensk gravmæle med kun én indskrift: SØREN KIERKEGAARD.

En sær, men på mange måder passende mindesten, der rækker ud over epokerne og alene fastslår, hvad mange runesten fastslog om den, de skulle mindes: Et navn. Mere var ikke nødvendigt - her mindes vi et menneske af betydning, en, der efterlod sig spor, og som kunne tage Walt Whitmans ord i sin mund og kort og godt sige: I was there.

Det var alt nok.

Og Søren Kierkegaard ville måske sætte pris på enkelheden - den matcher den stilhed og ensomhed, han satte så stor pris på i Gribskov, hvor han især elskede Otteveiskrogen:

Ingen færdes paa denne Vei uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Selv den, der lod sig bedrage af hiin forføreriske Vinken, hvormed Indesluttetheden hist inde fanger efter Vandringsmanden, selv Den, der fulgte den snevre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa eensom, som man er det ved de otte Veie, paa hvilke Ingen reiser. Otte Veie og ingen Reisende! Det er jo som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var Ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veie og havde glemt Een! - Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte. Saa har jeg da oftere søgt ud til min Afkrog. Jeg kjendte den før, længe før, nu har jeg lært ikke at behøve Natten for at finde Stilhed, thi her er altid stille, altid skjønt, men skjønnest synes det mig nu, naar Høstsolen holder Midaften og Himlen blaaner smægtende; naar Skabningen aander efter Heden, naar Kølingen giver sig løs, og Engens Blad zittrer vellystigt medens Skoven vifter; naar Solen tænker paa Aftenen for at svale sig i Havet, naar Jorden skikker sig til Hvile og tænker paa Taksigelsen, naar de før Afskeden forstaae hinanden i den ømme Samensmelten, der mørkner Skoven og gjør Engen grønnere.

Søren Kierkegaard: Stadier paa Livets Vei

Søren Kierkegaards mindesten står ikke ved Otteveiskrogen, men ved Stjernen, centralt i skoven - også her mødes otte tværgående stier, og også her kommer der forbavsende nok sjældent et menneske. Helt i Kierkegaards ånd.

Rune Engelbreth Larsen
1. august, 2008